Pressemeddelelse -

Wefood og 125 genbrugsbutikker får ny mand i spidsen

Med 23,1 mio. kr. i overskud i 2015 blev det til et rekordregnskab for de 125 genbrugsbutikker, som Folkekirkens Nødhjælp driver. Nu får de ny chef i Thomas Mølgaard Andersen, 40, som desuden får ansvar for Wefood, Danmarks første butik for overskudsmad, der ekspanderer i de kommende år.

Thomas Mølgaard Andersen har en erhvervsmæssig baggrund i både konsulentverdenen fra Deloitte Business Consulting og iværksættervirksomheden Rainmaking samt fra NGO-verdenen, hvor han i Røde Kors har haft ledelsesmæssigt ansvar for at udvikle og drive frivilligprojekter inden for både frivilligt socialt arbejde og indtægtsskabende projekter, herunder genbrugsbutikker.

Han har fra 1. august fået ansvaret for drift og udvikling af Folkekirkens Nødhjælps 125 genbrugsbutikker, otte medarbejdere og 3.500 frivillige. Ud over at øge engagementet og fastholdelsen af de frivillige samt at tiltrække endnu flere dygtige kræfter, lyder en af hovedopgaverne på at skabe central logistik mellem butikkerne og erhvervspartnerskaber, der skal sikre tværgående værdiskabelse, samt bæredygtig og rentabel videresalg af overskudstøj og af overskudsmad til Wefood. Åbningen af flere genbrugsbutikker samt i første omgang to ekstra Wefood-butikker står også højt på dagsordenen.

Thomas Mølgaard Andersen ser frem til de nye udfordringer:

”Jeg er super glad for, at der er peget på mig som chef for Genbrug og for Wefood. Det er en fantastisk mulighed for at præge et spændende område i vækst. Folkekirkens Nødhjælp har en stor villighed til at prøve nye tiltag af og til at tage chancer, og det tiltaler mig. Jeg har tidligere både arbejdet med frivillighed og med iværksætteri, så jeg tilfører også den mere kommercielle vinkel til stillingen. ”

Før han melder konkrete visioner ud, vil han bruge tid på at tale med sine nye kollegaer samt de frivillige i butikkerne. Men han ser klare vækstmuligheder.

”Genbrugsområdet ekspanderer voldsomt. Selvom der er mange aktører på området, har Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker haft vækst i de senere år. Tendensen mod mere bæredygtighed er en positiv bølge, som skyller ind over den vestlige verden i disse år. Samtidig professionaliseres genbrugsområdet både i forhold til logistik, prissætning, indretning og drift, så jeg tror helt klart, at der er store vækstmuligheder. ”

”Når det gælder overskudsmad har Wefood ramt en nerve. Det er både et koncept folk finder sympatisk, og som de efterspørger over hele landet, kan vi se på responsen på bl.a. sociale medier. Selvom Wefood kun har eksisteret i fem måneder, har butikken skabt flotte resultater og meget omtale både i Danmark og i udlandet, så umiddelbart ser jeg, at det kan gå langt videre end de to ekstra butikker, vi allerede har planlagt. Vores internationale partnerorganisationer har for eksempel også vist stor interesse. ”

De to største udfordringer for Genbrug og for Wefood gælder at sikre tilstrækkeligt med varer af den rette kvalitet og at sikre fastholdelsen og motivationen af de omkring 3.500 frivillige, hvis antal også meget gerne må vokse. Sidstnævnte er dog lettere sagt end gjort, erkender Thomas Mølgaard Andersen.

”Vi er ikke bedre eller stærkere end de frivillige, der er i butikkerne og som får det hele til at løbe rundt. Vi skal turde decentralisere og at give dem ansvar og muligheder for at udvikle sig, samtidig med at de kan få den viden og støtte, de har brug for, fra organisationens side. Det er en stor opgave, men hvis man rammer den rette balance, har man noget potent, effektivt og sjovt. De ideer, der virkelig bliver løftet og genererer penge til fordel for verdens fattigste udspringer altid af, at man lytter til de frivilliges ideer. ”

OM THOMAS MØLGAARD ANDERSEN

Gift med Cathrine som han har Mie på to år og Anders på seks år med. Privat prioriterer han aktiviteter som brætspil og streetbasket med venner og forsøger at holde læsekadencen oppe ind imellem børneleg, bleskift og familiehygge.

FAKTA

3.500 frivillige genbrugsmedarbejdere driver Folkekirkens Nødhjælps 125 genbrugsbutikker landet over. 28 af butikkerne modtager og sælger også møbler. Siden Folkekirkens Nødhjælps første genbrugsbutik åbnede i Aarhus i 1972, har genbrugsbutikkerne givet et overskud på over en halv milliard kroner til organisationens arbejde blandt verdens fattigste. Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv ud fra et kristent menneskesyn med respekt for ethvert menneskes rettigheder og alle menneskers lige værd. Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.

Emner

  • Sociale spørgsmål

Kategorier

  • genbrug
  • wefood
  • frivillige
  • folkekirkens nødhjælp

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Vi arbejder ud fra et kristent menneskesyn med respekt for ethvert menneskes rettigheder og alle menneskers lige værd.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.

Kontakt

Thomas Mølgaard Andersen

Chef for Folkekirkens Nødhjælps retail koncepter: Genbrug og WeFood Chef for vores 125 genbrugsbutikker og den nystartede overskudsmadsbutik WeFood 29 70 06 07