Nyhed -

Greves borgmester overdrager elektrisk DUO-cykel til Langagergård Plejecenter

Cirka 35 morgenfriske ældre borgere fra Greve og omegn var mødt op foran Langagergård Plejecenter i Karlslunde i morges for at overvære, at Ældre Sagens formand for Greve-afdelingen Jørgen Norrid på lokalafdelingens vegne donerede en helt særlig gave til kommunen. Nemlig en rød, splinterny elektrisk DUO-cykel. Greves borgmester Pernille Beckmann(V) tog imod cyklen på kommunens vegne og kunne efter en prøvetur på cyklen rundt i området omkring Langagergård Plejecenter overdrage den videre til plejecenteret.

”Vi hilser initiativet og donationen fra Ældre Sagen meget velkommen og siger 1000 tak for den fine cykel. Den her cykel kan blandt andet være med til at forebygge livsstilssygdomme og sikre, at vores ældre medborgere kommer ud og får rørt sig. Det er virkelig et flot initiativ, og vi er glade for, at Langagergård Plejecenter har lyst til at administrere brugen og vedligeholdelsen af cyklen,” sagde borgmesteren.

En glædens dag
På Langagergård Plejecenter, der drives af Forenede Care, hilser man dagens nye trehjulede indflytter varmt velkommen:

”Sådan en cykel medvirker blandt andet til, at de ældre kommer mere ud i lokalområdet og får luft. På den måde får de nye indtryk og får brugt deres sanser. Så er vi er meget glade for den,” forklarer centerchef på Langagergård Plejecenter Louise Wesselhoff.

Ældre Sagen’s lokalformand i Greve Jørgen Norrid sammenføjede dagens begivenhed på Langagergård Plejecenter således:

”Ældre Sagen i Greve har som vision at komme tættere på kommunens ensomme og hjælpe dem til mere livskvalitet og glæde i hverdagen. I dag står vi med en splinterny DUO-cykel, som vi håber, vil bringe til glæde til mange hjemmeboende, når de nu kan komme ud og ”få vind i håret,” sagde han og konkluderede:

”I dag er en glædens dag for Ældre Sagen i Greve.”

Langagergård Plejecenter er i forvejen udstyret med en blå DUO-cykel, som det rådgivende ingeniørfirma, der var med i byggeriet af plejecenteret, gav stedet i indflytningsgave.

Related links

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • privat aktør
  • privatisering
  • ældre
  • omsorg
  • velfærdsteknologi
  • velfærdsydelser
  • velfærd
  • ældreplejen
  • ældrepleje
  • health care