Nyhed -

Læserbrev skabte job på plejecenter

Her er jeres nye pedel!
Sådan startede 59-årige Jørgen Nielsen fra Holbæk et brev, efter at han en dag i december måned havde læst i den lokale avis Nordvestnyt, som han abonnerer på. I avisen var han nemlig faldet over et læserbrev fra en pårørende til en beboer på Kastaniely Plejecenter, som Forenede Care driver. Hun efterlyste blandt andet flere juletræer på plejecentret. 

”Jeg var ledig fleksjobber på det tidspunkt og skulle finde mig et job. Og så faldt jeg tilfældigvis over læserbrevet i avisen sammen med min kone, som sagde til mig: ”Jørgen, dér kan du da gøre fyldest ude. Det svarer da lige til, hvad du godt kunne tænke dig”. Og så sendte jeg bare uopfordret en ansøgning til centerchefen, og en dag fik jeg en opringning fra hende, hvor hun fortalte, at hun havde læst ansøgningen, og gerne ville se mig til en samtale,” forklarer Jørgen Nielsen.

Jørgen skal da også have kaffe
Jobsamtalen gik godt, og nu går Jørgen Nielsen hjemmevant rundt på plejecentreret på anden måned og fikser både stort og småt. Ude som inde - i foreløbig otte timer om ugen. De to drivhuse, der hører til plejecentret, har således fået skiftet 15 ruder og er blevet gjort planteklar. Indenfor er reoler blevet flyttet, stole og borde er blevet reparereret, ligesom en masse andre ad hoc-opgaver er blevet kyndigt håndteret. Og til alles tilfredshed, forklarer centerchef på Kastaniely Stine Thougaard:

”Jørgen er hurtigt faldet til på stedet, og han er meget vellidt af både beboere og personale. Ofte er det sådan på de enkelte afdelinger, at når der bliver serveret kaffe, så er der tit nogle af beboerne, der siger: ”Vi skal altså også have Jørgen ind til en kop kaffe”,” forklarer hun og oplyser, at VAB (Vestsjællands Almene Boligselskab) i forvejen varetager vedligehold af såvel indendørs som udendørsarealerne på Kastaniely Plejecenter, og at Jørgen Nielsen er ansat som et supplement til denne service.

Beboerne skal med på råd
Oprindelig er Jørgen uddannet kommis – som er en ældre betegnelse for en ekspedient i en købmandsbutik. Men jobbet sled på kroppen, ryggen tog skade, og han blev nødt til at forlade arbejdet efter nogle år. Senere fulgte en årrække, hvor Jørgen fungerede som plejehjælper for sin mor. De sidste mange år har han arbejdet som pedel på forskellige skoler og institutioner i Holbæk-området. Senest på Holbæk Seminarium, hvor han arbejdede i otte år og som pedel i en børnehave. Og for Jørgen har det en stor betydning nu at være i gang igen:

”Mit job på Kastaniely betyder, at det er dejligt at stå op om morgenen og kunne gøre en forskel for andre mennesker i stedet for bare at gå derhjemme og kukkelure,” siger han, alt imens han er i gang med løfte plantekasser ind i et drivhusene, hvor det snart er tid til at få plantet grønsager.

”Det skal jo være beboernes drivhuse. Jeg kunne godt tænke mig, at der bliver plantet grønsager som tomater, ærter og peberfrugter. Men jeg vil gerne have beboerne med på råd. Deres sanseindtryk skal pirres, der skal vokse noget, som de kan se, smage og røre ved. Og måske kan nogle af de beboere, som har det bedst, være med til at gå og passe afgrøderne. Det kunne jeg i hvert fald godt tænke mig,” siger Jørgen med engagement i stemmen og uddyber:

”Jeg går tit og får nogle idéer til nye forbedringer og tiltag på stedet, men det er beboernes hjem og personalets arbejdsplads, så jeg synes, at det vigtigste er, at de er med inde over beslutningerne,” siger han og vinker til en beboer, der står og kigger ud af sit vindue på plejecentret.

”Jeg tager altid glad hjem herfra, og jeg mærker tydeligt, at beboerne har det godt på stedet.”


Faktaboks:

Kastaniely Plejecenter
Kastaniely Plejecenter, som den private aktør Forenede Care driver, er bygget i 2003 og består af 50 boliger, hvoraf de 48 er toværelses lejligheder på hver 47 m2. Alle lejlighederne har eget bad, toilet og tekøkken. Lejlighederne ligger i ét plan.
Kastaniely har adresse i Svinninge og er beliggende i grønne omgivelser og i midten af bygningerne er der indrettet et haveareal med sansehave, som bliver flittigt benyttet om sommeren. Der er fælles opholdsstuer og køkken-spisestue i hver fløj, og hele centeret er lyst og rummeligt. Der er indrettet små kroge, hvor beboerne kan være sociale sammen.

Fotos: Jannik Preisler 

Related links

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • health care
  • omsorg
  • plejecenter
  • privat aktør
  • privatisering
  • velfærd
  • velfærdsydelser
  • ældre
  • ældrepleje
  • ældreplejen
  • konkurrenceudsættelse
  • fleks
  • fleksjob