Nyhed -

Tablets letter arbejdet for hjemmeplejen

Tablets bliver mere og mere populære i de danske hjem. Men at de også kan bruges til andet end spil og underholdning i familierne har man høstet gode erfaringer med i Forenede Care. Nyindkøbte tablets af mærket HP Elite Pad har nemlig siden nytårsskiftet ændret de 15 sygeplejerskers dagligdag i den udekørende hjemmepleje i Holbæk.

Et skridt foran
Tablets’ne bevirker blandt andet, at medarbejderne på en smidigere måde kan dokumentere, rapportere, håndtere og planlægge deres besøg hos de cirka 700 borgere i Holbæk, som Forenede Care varetager plejen af.

“Der er mange gode effekter ved de nye tablets, og de er samtidig et rigtig fint eksempel på, at vi løbende arbejder på at optimere personalets værktøjer og søger at være et skridt foran konkurrenterne hvad angår innovation og teknologiske løsninger,” forklarer Forenede Care’s administrerende direktør Thomas Nistrup.

Færdig med dagens arbejde
For 42-årige sygeplejerske Rikke Haugaard er der ingen tvivl: Hendes daglige arbejde i hjemmeplejen i Holbæk, som Forenede Care driver, har siden årsskiftet markant ændret karakter. Til det bedre og lettere:

“Jeg har imellem 8 og 12 besøg hos borgere i løbet af en arbejdsdag, og tidligere har jeg brugt blyant og papir for at huske besøgene og har derefter samlet det hele sammen til slutningen af dagen, hvor jeg så har brugt noget koncentreret tid til at dokumentere besøgene på en stationær computer på vores kontor,” forklarer hun og uddyber:

“Nu er der dage, hvor jeg kommer ind på vores kontor, og så er jeg færdig med dagens arbejde. Så skal jeg ikke sætte mig foran en computer for at skrive noget færdigt. Så har jeg fri, og har samtidig gjort alt det jeg skal i forhold til borgeren.”

Mange formål
Det nye arbejdsredskab - tablet’en af mærket HP - ligger fast i forruden på hendes bil og hun griber helt naturligt ud efter den, når hun skal ind for at se til en borger:

“Jeg bruger den først og fremmest som et arbejdsredskab, når jeg er ude hos borgerne. Primært til at søge mine informationer om borgeren. Men også til at dokumentere de sygeplejefaglige handlinger, som jeg udfører og observerer under besøget,” forklarer Rikke Haugaard og beskriver, at dét kan være alt fra at rette i skemaer i forhold til nye ordinationer til nye tiltag, der skal iværksættes og handleplaner, der skal rettes til.

“Jeg kan for eksempel også kommunikere direkte med borgernes private læger, ændre aftaler og købe smidigt ind på apoteket via tablet’en,” siger hun.

Vel modtaget
Rikke Haugaard laver dog en vurdering fra borger til borger, om hvorvidt tablet’en skal med ind ad døren til hjemmet:

“Det er ikke altid, at jeg tager den med ind til borgeren. Det er en afvejning i hver enkelt situation, om jeg synes, at det kan rummes i mit besøg, og om det tjener et formål. Et teknisk hjælpemiddel må i min optik aldrig være en hindring imellem mig og borgeren, i den opgave der skal løses og i min kommunikation med borgeren. Det er nemlig ikke alle borgere, der kan rumme, at vi sidder og taster, mens vi er der. Så må vi gøre det efter besøget - for eksempel i vores bil. Det kan vi også sagtens,” siger sygeplejersken og nævner samtidig, at hun ikke har registreret utilfredshed blandt borgerne i forhold til det nye arbejdsredskab:

“De har taget vel imod tiltaget. Jeg har ikke hørt noget negativt fra nogen borgere.”

En naturlig del af hverdagen
Som alle andre hjælpemidler og værktøjer har de nye tablets også krævet lidt tilvænning for personalet:

“Man skal selvfølgelig altid vænne sig til, når der kommer et nyt teknisk hjælpemiddel, før det bliver en integreret del af ens måde at arbejde på. Men efterhånden er den blevet en helt naturlig del af hverdagen,” forklarer Rikke Haugaard.

Kommet for at blive
Og tablets’ne er kommet for at blive, hvis man spørger sygeplejersken, der nu er blevet vant til at bruge dem:

“Jeg tænker da bestemt, at de er kommet for at blive. Vi er nødt til at følge med og tilpasse os udviklingen. Det er jo også med til at berige vores job og gøre det spændende at arbejde med hvordan man mest fleksibelt kan løse opgaverne,” siger hun og drømmer sig samtidig ikke tilbage til før nytårsskiftet:

“Vi kan jo altid gå tilbage og skrive med papir og blyant, men hvorfor skulle vi det, når der er sjovere og smidigere måder at løse opgaverne på,” vurderer hun og bliver bakket op af Forenede Care’s administrerende direktør Thomas Nistrup:

“Det er et kerneområde for os, at vi løbende arbejder på at optimere personalets værktøjer til gavn i sidste ende for borgerne, og at vi søger at være et skridt foran konkurrenterne hvad angår innovation og teknologiske løsninger. Vi er nødt til at være foran og fremtidssikre vores service og funktioner på alle områder,” forklarer han.

Faktaboks:

Den udekørende hjemmepleje i Holbæk
Virksomheden Forenede Care varetager med cirka 100 medarbejdere den udekørende hjemmepleje i Holbæk og servicerer omkring 700 borgere i Holbæk og omegn.
Indtil videre er det sygeplejerskerne der kører med tablets, men det overvejes, om assistenterne også skal have tablets. 15 sygeplejersker varetager betjeningen af borgerne i området. 

Billedtekster:

Tid til det hele.
82-årige Inga Rasmussen
kigger ud af stuevinduet imens sygeplejerske Rikke Haugaard ordner hendes medicin og bestiller nyt via sin tablet. Foto: Jannik Preisler

Samtale ved køkkenbordet. Hos 82-årige Ketty Madsen kan der godt arbejdes med tablet’en samtidig med at gårsdagens oplevelser til gymnastik vendes ved køkkenbordet. Foto: Jannik Preisler 

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • velfærdsteknologi
  • velfærdsydelser
  • omsorg
  • ældre
  • privat aktør
  • ældrepleje
  • ældreplejen
  • velfærd