Gå til indhold
Glade prisvindere: CSR-certifikatet blev overleveret til Forenede Service i slutningen af året af Henrik Bugge og Mette Nielsen fra Jobcenter Randers ved en seance på virksomheden Tradium, som er en af Forenede Service’s kunder.
Glade prisvindere: CSR-certifikatet blev overleveret til Forenede Service i slutningen af året af Henrik Bugge og Mette Nielsen fra Jobcenter Randers ved en seance på virksomheden Tradium, som er en af Forenede Service’s kunder.

Nyhed -

CSR-prisvinder: Det ligger solidt i vores DNA

Randers kommune har tildelt Forenede Service et CSR-certifikat for virksomhedens samlede indsats og bidrag til at skabe et rummeligt arbejdsmarked i kommunen. 

Det er nu ikke noget nyt for Forenede Service i det østjyske. At modtage og involvere praktikanter og mennesker der står på kanten af arbejdsmarkedet i virksomheden. Det er helt naturligt foregået i årevis. Men nu har Randers Kommune bogstaveligt talt sat pris på rengøringsvirksomhedens indsats for at tage et socialt ansvar. Nemlig en pris i form af et ganske særligt CSR-certifikat som ved udgangen af 2017 blev overleveret til Forenede Service. 
Certifikatet er et bevis for, at virksomheden tilbyder meningsfulde praktik-, afklarings-, jobtrænings- og jobmuligheder for udsatte borgere og ledige på kanten af arbejdsmarkedet, og Jobcenter Randers Erhverv skrev i deres begrundelse for at tildele Forenede Service certifikatet sådan her:

”Vi har udvalgt jer, på grund af det arbejde som i gør i forhold til jeres høje grad af rummelighed og social ansvarlighed, og vi ønsker at vise jer, at vi lægger mærke til det arbejde, i gør, og at vi værdsætter det”.

Indtryk fra hele verden
Og anerkendelsen fra Randers Kommune bringer glæde og stolthed i virksomheden, forklarer serviceleder i Forenede Service Johannes Arentzen:

”For os er det helt naturligt at tage et socialt ansvar. Det ligger solidt i vores DNA, og det er som sådan ikke noget, som vi går og tænker så meget over i det daglige. Derfor er det også et rart skulderklap, at kommunen og Jobcenter Randers med CSR-certifikatet skaber opmærksomhed omkring og anerkender det arbejde, som vi gør for borgere på kanten af arbejdsmarkedet,” siger han og sætter nogle ord på, hvad det betyder at arbejde med udsatte borgere i kommunen:

”Vi er med til at give nogle mennesker, der ikke nødvendigvis kan passe en 37-timers stilling, et kompetenceløft, lære dem at passe et arbejde og samtidig give dem en indsigt i og fortrolighed med servicebranchen. Vi er med til at bringe folk videre i deres liv,” siger servicelederen.

”Men gevinsten går ikke kun den ene vej. Som virksomhed nyder vi også godt af strukturen. Det er blandt andet rigtig sundt og meningsfyldt for os at skulle lære fra os. Ligesom det er en fornøjelse at have så mange forskellige mennesker med vidt forskellige baggrunde og livsvilkår som kolleger. Det skaber en mangfoldig arbejdsplads, og på mange måder bringer vi indtryk, fortællinger og input fra hele verden ind på vores arbejdsplads,” forklarer Johannes Arentzen.

Faktaboks:
Mange kriterier er opfyldt for at få CSR-prisen
Projektet ”CSR Randers 2017”, som Jobcenter Randers har søsat, opstillede følgende kriterier, for at modtage CSR-prisen:

  • Virksomheden tilbyder løbende praktik-, jobtrænings- og afklaringsmulighed for udsatte borgere
  • Virksomheden tilbyder jobmulighed for ledige på kanten af arbejdsmarkedet
  • Virksomheden tager et menneskeligt socialt ansvar med jobsigt for den rette
  • Virksomheden har haft eller har mindst 1 fleksjobber ansat
  • Virksomheden indgår konkrete aftaler med borgeren og tilrettelægger arbejdstid, jobindhold og skånehensyn individuelt
  • Virksomheden har en aktiv personalepolitik med plads til mangfoldighed i medarbejderstaben
  • Virksomheden udviser ordentlighed – i forhold til løn, arbejdsvilkår og efter gældende lovgivning etc.
  • Virksomheden gør brug af mentorer
  • Virksomheden gør en indsats i forhold til forebyggelse og fastholdelse 


Billedtekst:
Glade prisvindere. CSR-certifikatet blev overleveret til Forenede Service i slutningen af året af Henrik Bugge og Mette Nielsen fra Jobcenter Randers ved en seance på virksomheden Tradium, som er en af Forenede Service’s kunder. På billedet ses fra venstre serviceassistent Jette Jørgensen, serviceassistent Ib Asmussen, serviceleder, Johannes Arentzen, driftschef Jesper Rasmussen, Mette Nielsen fra Jobcenter Randers, Hossam, der er praktikant i Forenede Service, serviceassistent Siva Tharma Corleis og praktikant Alma Handanagic.
Billedet kan downloades i høj opløsning nederst på siden. 

Sideartikel:
Det smager næsten af New York
Artiklen, som er indsat nedenfor og vedhæftet, er forfattet af serviceassistent i Forenede Service Ib Asmussen og beskriver nogle af hans oplevelser og indtryk ved at være kollega til mennesker med forskellige baggrunde. Ib Asmussen har før sin ansættelse i Forenede Service blandt andet en baggrund som journalist. 

Det smager næsten af New York

Internationalt miljø i rengøringsbranchen der ikke er berøringsangst overfor nye praktikanter

Af Ib Asmussen, serviceassistent hos Forenede Service, Randers

Jeg har aldrig før mødt et menneske fra Bhutan. Jeg gik og troede, at de måtte være lige så sjældne som yetien. Siden jeg er begyndt at gøre rent for Forenede Service i Randers, har jeg lært tre personer fra det sagnomspundne land at kende. Nemlig Chandra, Januka og Tek.

Bhutan er et fjernt land placeret højt i Himalaya. Klemt inde i Verdens Tag mellem Tibet og Indien. Bhutaneserne kommer fra Tordendragens rige, siger de selv, og al kultur i landet er gennemsyret af århundreders stærke tradition for buddhisme. I Bhutan anser man begrebet lykke for at være mindst lige så vigtigt for borgernes velbefindende som det officielle bruttonationalprodukt. Landet går ind for mådehold og medfølelse.

Jeg har haft fornøjelsen at have Chandra som praktikant i rigtig mange måneder. Han var hos os i næsten et år og fik konstant praktiktiden forlænget.
“Praktik. Praktik. Altid praktik. Hvorfor ikke et rigtigt arbejde?” plejede han at råbe med sin høje lyse stemme, når han blev frustreret over ikke at kunne komme videre med sit liv. Og så rystede han med det ene ben i bar ærgelse.
Formålet med disse praktik forlængelser var dog, at han blev bedre til at tale dansk, for det kneb det med.
Jeg kendte efterhånden Chandra så godt, jeg godt vidste, hvad han mente. Jeg kunne godt afkode ham. Han kunne ringe til servicelederen og mumle et eller andet gebrokken til hende, hvorpå hun rakte telefonen videre til mig og sagde:
“Jeg forstår sgu ikke, hvad han siger. Hvad vil han?” Jeg lyttede i telefonen og kunne så konstatere:
“Nå, han beder bare om timesedlerne.”


Sprogforbistringer kan der hurtig være masser af. Især, når man som bhutaneser ikke kan sige bogstaverne “f” og “v”. De bliver begge til en slags “p”. i stedet.
“Hey Chandra, kan du ikke lige feje i lokale fem?” spørger man praktikanten. “Pege i pem. Jo. Jo. Jeg påstå. Jeg påstå,” lyder svaret så med stor begejstring. Eller:
“Chandra, hvad lytter du til i hovedtelefonen. Er det noget godt musik?” Hvorpå svaret falder:
“Nej. Ikke musik. Det er en pilm! Om abeguden Hanuman.” Okay, godt så.


Dialogen kan også handle om noget, man laver i fritiden.
“Hvad så Chandra, hvordan går det i kolonihaven? Bliver dine grøntsager og kartofler til noget?”
“Uh, tusind snegle. Og stor rabbit på besøg om morgenen. Dansk sommer ikke godt, av, av - regn hver dag. Alt er dull. Helt dull. Bløde, danske d’er er også urimeligt svære at udtale. Dull betyder altså dødt, rådden og ulykke.
“Hvor ligger støvsugeren?” var et standardspørgsmål fra Chandra. Når han fik den henvist, gik han i gang, uden tøven og brok. Han var faktisk en af de bedste praktikanter, når det handlede om at gøre rent. Man kunne sagtens sætte ham i gang et sted, og så klarede han på egen hånd resten. Sådan da.

Nogle gange var der noget, der gik galt med metoden. Hundredvis af gange havde jeg prøvet at forklare ham, at rækkefølgen i måden man gør rent på er vigtig. Først går man ind i lokalet og skifter posen i skraldespanden, så tørrer man borde, hylder og tavler af, og til sidst fejer man. Og man fejer med den lange moppe, og vasker med den korte.
Ti sekunder efter, man har sagt remsen endnu en gang, kigger man ham dybt i øjnene for at tyde, om han har forstået beskeden. Han nikker, drejer om på hælen og går så straks i gang med at feje som det første. Med den korte moppe. Det slog aldrig fejl.

En gang ville han hjælpe med at sætte vasken i gang. Hvorpå han åbner døren til tørretumbleren og vælter de beskidte mopper ind i maskinen.
“Nej, nej,” råber man fortvivlet, og Chandra siger: “Hvorfor så sur?”
Og man må alligevel overgive sig.
Man vidste aldrig, hvad der ville ske, når man havde Chandra med på slæb. Denne uforudsigelighed var med til at give hverdagen kolorit. Hertil kom Chandras charme og altid gode humør. Kun en sjælden gang blev han fortørnet. Så rystede han demonstrativt med det ene ben, mens han fejede. Han havde en gammel skade i benet. Det var brækket en gang, han som ung havde arbejdet i skovene i Himalaya. Der var for langt til lægen, så man bandt bare et par pinde rundt om hans ben, og så gik han på den facon, indtil det var groet sammen igen.

I det hele taget er det at være serviceassistent på Tradium i Randers slet ikke så ringe endda. Det sociale liv er morsomt, og stemningen international. Man møder folk fra hele verden. Lige nu har jeg kolleger fra Syrien, Sri Lanka, Tyskland, Tanzania og Congo. Jeg skal have spurgt Fifi, om det virkelig er sandt, at hovedstaden Kinshasa har et helt vildt sprudlende musikliv. Funky og salsa rytmisk. Rumbaen skulle have en slags mægtig renæssance der i Congo.
Tidligere har jeg arbejdet med folk fra Rumænien, Polen, Iraq og Litauen. Jo, atmosfæren er så absolut metropolsk, og hvis man lukker øjnene et kort øjeblik, så smager det næsten af New York. Man får indtryk fra hele den vide verden. Man får i hvert fald prøvet alle sine fattige sprogfærdigheder af, og i går lærte jeg, at en nøgle på arabisk hedder en “lefta’aH”. Og Hosam lærte, at en lefta’aH hedder en “nøgle” på dansk. Sådan går vi og beriger hinanden.

Jeg savner Chandra. Det sidste jeg har hørt er, at han har fået et arbejde på et plejehjem i Randers. Sammen med konen Tika Tika. Også Januka fra Bhutan er kommet i arbejde. Hun gør nu rent på en skole i Randers.
Så det nytter noget alligevel. Selvom det nogle gange virker håbløst. Alle disse praktikforløb.

Related links

Emner

Kategorier

Regions

Vi vil gøre en forskel, for mennesker, for samfundet, for fremtiden.

Forenede Service er Danmarks største privatejede facility service-virksomhed. Vi løser opgaver inden for rengøring, kantine og ejendomsdrift til offentlige og private virksomheder i Danmark.

Forenede Service er en del af Forenede Koncernen som er en familieejet servicekoncern med en omsætning på mere end DKK 2,7 mia. Forenede Koncernen leverer omsorgsydelser og Facility Service gennem virksomhederne Forenede Care og Forenede Service i Danmark og Sverige.