Nyhed -

Falske anmeldelser er dyre

Af Lars Skjoldan, VFK-presse

Forsvarets Operationscenter oplever flere gange om året falske anmeldelser – senest i fredags. Når det sker koster det ressourcer og penge. Ressourcer, der kan mangle andre steder.

Ulykker til søs kan meget hurtigt komme til at handle om liv eller død. Derfor bliver alle henvendelser til Lyngby Radio og Forsvarets Operationscenter taget seriøst. Men en gang imellem må operatørerne se i øjnene, at de er blevet trukket rundt ved næsen.

- Det koster rigtig mange penge at sætte skibe og helikoptere ind, når vi får falske opkald. Men det er faktisk ikke det værste, siger vagtholdslederen ved Forsvarets operationscenter. Når opkald løber ind, sættes alle tilgængelige ressourcer ind for at hjælpe. Det betyder, at ressourcerne bliver koncentreret i et bestemt område.

- Det kan det betyde, at det tager længere tid for os at reagere på reelle opkald. Og det er ikke sjældent, at vi har mere end en indsats i gang på samme tid. Vi har imellem 400 og 1000 redningsoperationer om året.

Fredag den 28. august klokken 16:05 modtog Forsvarets Operationscenter via Lyngby Radio et opkald fra en person i øresundsområdet. Manden meldte mayday via VHF kanal 16, og det er det man gør, hvis man er i alvorlige problemer til søs. Manden, der talte engelsk med dansk accent, meldte at hans båd tog vand ind, og at han havde problemer. En usikker positionsangivelse og en dårlig lydkvalitet efterlod indtrykket af, at han var presset og i store problemer.

- Vi reagerede som altid med det samme og satte de tilgængelige ressourcer ind for at finde den nødstedte, siger vagtholdslederen.
Fra danske side deltog redningshelikopteren fra Roskilde, patruljefartøjerne Rota og Nymfen, marinehjemmeværnsenhederne Bopa, Hvidsten, Antares, fiskeriinspektionsskibet Havørnen, og en lodsbåd fra Danpilot. Fra svensk side blev det også taget alvorligt. De satte en redningsflyver og fem redningsfartøjer ind til at søge efter den nødstedte på havet.
To timer senere kaldte samme mand op til Radio Lyngby igen.

- Denne gang gav manden udtryk for, at han ville have hjælp med noget helt andet – nemlig et rejsningsproblem. Så kunne vi godt fornemme, at der var noget galt, siger vagtholdslederen.

Lyngby Radio forsøgte at få en position, eller et telefonnummer, fra manden, men han forsatte sin uhøviske tale. Det stod da klart for Lyngby Radio og Forsvarets Operationscenter, at manden ikke var i problemer, og at nødopkaldet var falsk.

- Man må aldrig være bange for at kalde mayday, hvis man føler man er i livsfare til søs. Vi er her for at hjælpe. Men bevidst falske opkald koster samfundet penge, og det kan i yderste konsekvens koste andre mennesker livet, siger vagtholdslederen ved Forsvarets Operationscenter.

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kategorier

  • øresund
  • falsk alarm
  • redning

Kontakt

Signe Ryborg

Pressekontakt Head of Communication at Defence Command Denmark Defence Command Denmark 45763431