Pressemeddelelse -

International fejring af gadeidrætten

Lørdag d. 25. august bliver der afholdt Danmarksmesterskaber i FIBA’s nye tre mod tre basketballdisciplin. Det er andet år i træk, at den nye sport tager det velkendte indendørsspil ud på asfalten. Og i år vil der være et internationalt islæt blandt de deltagende hold, som kæmper om at kvalificere sig til World Tour.

Det er lykkedes for fire hold fra Slagelse at kvalificere sig til slutspillet i den nye basketballdisciplin. Sammen med de mange andre gadesportsentusiaster i Ringparken har de trænet sig op ved de 48 træninger som foreningen GAM3 har afholdt i bydelen hen over foråret og sommeren. Ved GAM3 Finals i København vil de være blandt de 85 hold, som kæmper om DM-titlen, præmier og street credit. I alt deltager over 100 hold i turneringen, da det for de hold, som ikke klarede kvalifikationen er muligt at stille op i en åben række.

Streetbasket-turneringen som er Skandinaviens største, har i år oplevet en øget deltagelse fra internationale hold takket være samarbejdet med det internationale basketballforbund (FIBA). Der bliver derfor masser af god basket at se på for de unge aspiranter. I herrernes elite-række deltager bl.a. hold fra Rusland, Tyskland, Bosnien og Libanon. Som noget nyt, får vinderne suppleret førstepræmien på kr. 15.000 med en tur til Madrid med alt betalt. Her vil de som et de 16 bedste europæiske hold dyste om at få lov til at repræsentere Europa ved ’World Tour’ finalerne i Miami i september.

”Det har været spændende at følge turneringens udvikling gennem de senere år. Samarbejdet med FIBA har været med til at tiltrække nogle af de dygtigste tre mod tre hold i Europa. Udover at levere en turnering af høj kvalitet, er målet at tænde en ild i de unge aspiranter. Hvis de kan gå hjem fra GAM3 Finals og føle sig som en del af en global streetkultur, så er vi glade. Det vil styrke deres iver for at fortsætte træningen hjemme i deres eget boligområde og måske realisere drømmen om at blive professionel en dag,” siger GAM3’s direktør og medstifter Simon Prahm.

Dagen byder også på live koncert med den 21 årige reggae-komet Kaka, som med numrene Mere Energi og Bang Bang (Reggaejam) spås gode muligheder for at skabe en positiv stemning på trods af dagens intense kampprogram. Midt på dagen vil der være ’Street Dance Show’, hvor dansere fra boligområder fordelt over hele landet viser en koreograferet opvisning. Sidst på dagen lægges der asfalt til en ’All Style Dance Battle’, hvor inviterede dansere vil kæmpe mod hinanden til tonerne af tidl. ’DMC World Champion’ DJ Noize. Traditionen tro lukkes og slukkes med ’Slam Dunk Contest’ som I år bliver hostet af P3’s Peter Falktoft (også kendt som ’Snebolden’) og David Jay.

Emner

  • Sport

GAM3 er en dansk baseret non-profit organisation, som gennem de sidste 10 år har arrangeret gadeidrætsaktiviteter med særligt fokus på forebyggelse af konflikt og marginalisering. På gadeplan har GAM3 over 70 gadeidrætsinstruktører og 150 frivillige, der gør de mange aktiviteter på asfalten mulige at gennemføre.