Pressemeddelelse -

Unge fra udsatte boligområder kan selv

I denne weekend samles 125 unge fra hele landet i den gode sags tjeneste. Anledningen er den årlige uddannelsesweekend, som skal klæde deltagerne på til at igangsætte gadeidrætsaktiviteter i 17 af landets udsatte boligområder. Men hvor det tidligere år hovedsageligt har været velstillede unge i midten af tyverne, som har meldt sig som trænere og frivillige, har gruppen i år fået et nyt islæt. Med hjælp fra 40 unge i alderen 15-21 år og bopæl i et af de udsatte boligområder, er gruppen kommet et stort skridt tættere på den virkelighed, de skal forsøge at inspirere til mere bevægelse.

Det er første gang, at nonprofit organisationen GAM3, som står bag aktiviteterne, målrettet uddanner unge fra udsatte boligområder til at udfylde rollen som gadeidrætsinstruktører. Weekenden vil have fokus på gadeidrætterne street basket, street soccer, hiphop dans og street fit (fitness på gadeplan), suppleret med workshops omkring lederskab og socialt entreprenørskab. Tanken er at udnytte de potentialer, som de unge rummer, på trods af boligområdernes ofte dårlige ry. For disse unge PlayMaker-aspiranter vil weekenden markere afslutningen på et uddannelsesforløb, som de har deltaget i siden efteråret 2011.

”Det har været overvældende at opleve den entusiasme, som det første hold af PlayMakers har lagt for dagen. Målet er at motivere dem til at gå ud og gøre en indsats for andre børn og unge i deres boligområde. Dette tror jeg er en af de bedste måder at forankre gadeidrætsaktiviteterne på i det lange løb. Heldigvis er PlayMaker-rekrutteringsgrundlaget stort, da hele 58 % af vores deltagere i gadeidrætstræningerne svarer, at de på et tidspunkt godt kunne tænke sig at blive trænere”, fortæller GAM3’s direktør og medstifter, Simon Prahm.

Efter weekenden venter der PlayMakerne en praktik med gadeidræt i eget boligområde hen over sommeren. Her vil de nyuddannede PlayMakers få mulighed for at prøve den tillærte viden af i praksis under kyndig støtte fra en erfaren instruktør. Først efter endt praktik vil de kunne kalde sig certificerede PlayMakers og være klar til at indgå i GAM3’s team af frivillige og instruktører, som året rundt koordinerer idrætsaktiviteter for boligområdets øvrige børn og unge.

”Som PlayMaker håber jeg, at kunne skabe muligheder for andre børn og unge i mit boligområde. Det er vigtigt, at skabe de her muligheder, fordi det vil højst sandsynligt mindske kriminaliteten, når børnene har noget, at tage sig til”, fortæller den 16-årige PlayMaker-aspirant Dennis Tran fra Brøndby Nord. ”I mit kvarter er der meget kriminalitet, og jeg vil gerne prøve at gøre en forskel i mit boligområde”, supplerer 15-årige Amal Messaoudi fra Aalborg Øst.

Boot Campen afholdes lørdag 24. og søndag 25. marts i StreetMekka, på Enghavevej 82 D, 2450 København SV

Yderligere information, kontakt venligst:
Simon Prahm, direktør i GAM3. Tlf. 2728 8160. E-mail: simon@GAM3.dk

Emner

  • Sport

Kategorier

  • GAM3
  • StreetMekka
  • gadeidræt
  • PlayMakers
  • boligområder
  • instruktører
  • trænere
  • uddannelse

GAM3 er en dansk baseret non-profit organisation, som gennem de sidste 10 år har arrangeret gadeidrætsaktiviteter med særligt fokus på forebyggelse af konflikt og marginalisering. På gadeplan har GAM3 over 70 gadeidrætsinstruktører og 150 frivillige, der gør de mange aktiviteter på asfalten mulige at gennemføre.