Pressemeddelelse -

Viborg får et GAME Streetmekka

Vestas-bygningen i Viborg renoveres nu til et nyskabende gadeidrætshus – et såkaldt GAME Streetmekka. Den udtjente industribygning skal blive yndlingsspot for viborgensere, der elsker alt ’street’.

Viborg Kommune har valgt at gå ind i et projekt, som gadeidrætsorganisationen GAME, Realdania, TrygFonden og Nordea-fonden står bag. Konceptet går ud på at omdanne livløse industribygninger til rå gadeidrætsfaciliteter – GAME Streetmekkaer. Målet er at få flere børn og unge aktive på asfalten og GAME Streetmekka findes allerede i København og Esbjerg og er nu på vej i både Viborg og Aalborg.

Brug for et fleksibelt sted
- Huset skal tiltrække de børn og unge i Viborg og omegn, som har særligt brug for et sted, der er fleksibelt og har plads til alle. Med GAME Streetmekka kan vi tilbyde de børn og unge, der ikke finder vej ind i de etablerede idrætsforeninger, et sted, hvor de f.eks. kan dyrke street trial, parkour, skate og street art - eller hvad de nu måtte have lyst til, siger Per Møller Jensen, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Viborg Kommune.

Inddragelse af lokale unge
- Vi glæder os til at se, hvordan en nedlagt industribygning kan blive et forbillede på, hvordan industriarkitekturen kan sættes i spil på en helt ny måde med innovative faciliteter, der også har et socialt sigte. Det lokale engagement og input fra byens unge er meget vigtigt i denne sammenhæng, siger programchef Per Schulze, Realdania.

Ifølge GAME er streetkulturen bygget op omkring kreativitet, engagement og en stærk gør-det-selv mentalitet. Derfor kick-starter GAME etableringen af huset med en idéworkshop den 1. marts kl. 16.00-19.00 i Vestasbygningen på Nellikevej 2. Her inviteres alle lokale børn, unge, voksne, forældre, foreninger m.v. til at komme med idéer til hvilke aktiviteter, faciliteter og værdier lige præcis GAME Streetmekka Viborg skal rumme. De bedste ideer kommer med i arkitektkonkurrencen.

- Vi glæder os til at se, hvordan de lokale børn og unge vælger at fylde de rammer ud, som bygningerne giver. Fra Streetmekka i Esbjerg har vi gode erfaringer med at inddrage børn og unge i hele processen, siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.

Én ting er helt sikkert: En del af det nye GAME Streetmekka Viborg bliver et offentligt tilgængeligt arealer til skate, rulleskøjter eller løbehjul. Den del er støttet af Nordea-fonden:

- Nu får de mange børn og unge et nyt mødested, hvor de kan hænge ud og være aktive sammen, når det passer dem - og som det passer dem, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Kontakt
Realdania: Programchef, Per Schulze, tlf.: 2729 4149
TrygFonden: Pressechef, Karen Bøgedal, tlf.: 3056 3432
Nordea-fonden: Kommunikationschef, Tine Wickers, tlf.: 2840 8480
Viborg Kommune: Kulturkonsulent, Henrik Hauritz, tlf.: 3057 1012
GAME og fremtidige brugere: Kommunikationschef, Ida Brix, tlf.: 2628 6553

Fakta
Finansiering: GAME Streetmekka Viborg er finansieret af Realdania, TrygFonden, Nordea-fonden og Viborg Kommune. GAME skal stå for drift af huset.

GAME Streetmekka Viborg
Viborg Kommune: 7.700.000 kr.
Realdania og TrygFonden: 10.213.333 kr.
Nordea-fonden: 3.000.000 kr.
I alt: 20.913.333 kr.

Aalborg Kommune er gået ind i samme projekt og et GAME Streetmekka Aalborg forventes at stå klar samtidig med gadeidrætshuset i Viborg.

Gaden indenfor: GAME Streetmekka Viborg bliver indendørs asfalt og hænge-ud faciliteter og ramme om gadeidræt og gadekultur, som fx street basket, street soccer, skate, parkour, dans, street art.

Totalentrepriseudbud: Med inputs fra workshop annonceres i marts 2016 efter arkitekter, der skal tegne GAME Streetmekka Viborg. Derefter inviteres totalentreprenører for at omdanne idéerne til mursten.

Åbning: I starten af 2017 starter byggeriet og i starten af 2018 står GAME Streetmekka Viborg færdig og klar til at blive indtaget af de lokale unge.

Drift: GAME skal drive huset. Organisationen har 14 års erfaring med at drive gadeidræt og gadekultur i udsatte boligområder i hele landet. Siden 2010 har GAME drevet GAME Streetmekka København og siden 2016 GAME Streetmekka Esbjerg.

Succes med at tiltrække børn og unge. I GAME Streetmekka København er det lykkes at tiltrække børn og unge, der generelt er karakteriseret ved en lav idrætsdeltagelse. Næsten halvdelen af GAME Streetmekka KBHs medlemmer har anden etnisk baggrund end dansk, de fleste er mellem 11 og 25 år og scorer lavere på livstilfredshed end landsgennemsnittet. En undersøgelsen foretaget blandt 209 af GAME Streetmekkas KBHs 4.228 brugere giver indikationer på positive effekter ved gadeidræt. 77 procent af de adspurgte oplever, at de bliver en del af større fællesskab og 64 procent får kompetencer med fra gadeidrætten, som de kan bruge i andre dele af livet, samtidig med at de oftere dyrker sport end gennemsnittet.

GAME Streetmekka Esbjerg: GAME, Esbjerg kommune, Realdania, TrygFonden og Nordea-fonden slog 6. januar portene op til GAME Streetmekka Esbjerg i byens gamle DSB remise.

Emner

  • Sport

Kategorier

  • viborg
  • game
  • nordea-fonden
  • trygfonden
  • realdania

GAME er en gadeidrætsorganisation, som arrangerer åbne træninger i street basket, gadefodbold, dans og parkour i boligområder over hele Danmark samt i gadeidrætshuse i København og Esbjerg. Det er unge frivillige, GAME Playmakers, der driver de lokale street events og træninger.

GAME arbejder også i Libanon. 

Kontakt

Ida Brix

Kommunikationschef +45 2628 6553