Pressemeddelelse -

Geo og NCT Offshore lancerer unikt multifunktionelt boreskib

Primo 2017 lancerer Geo og NCT Offshore det nye multifunktionelle boreskib Freja og dermed starten på et nyt strategisk dansk samarbejde mellem ingeniørvirksomheden Geo og rederiet NCT Offshore. Freja er et S-Class ROV Support DP2 fartøj, og er efter ombygningen det eneste boreskib af sin kaliber og slags i Norden.

Boresetup’et ombord på Freja er baseret på et unikt og specialdesignet system, der sikrer et optimalt heave kompenseret boresetup. Afdelingsleder i Geo’s afdeling for Marine Undersøgelser, Jens Brink Clausen, forklarer designet. ”Systemet er bygget op omkring en specialdesignet aktiv heave kompenserende arbejdsplatform (HCP). Idéen med systemet er, at hele platformen inklusiv borerig og borefolk er heave kompenseret i forhold til skibets bevægelser, således at arbejdsdækket er stationært, mens skibet følger bølgernes bevægelser. At kunne arbejde offshore fra et stationært dæk, giver os plads til at anvende boreteknikker, som ellers er forbeholdt boring på land. På konventionelle fartøjer er det normalt kun selve borestrengen, som er heave kompenseret.”

Geo’s boresetup er designet til arbejde på vanddybder til offshore vindprojekter på ca. 15-60 meters vand, samt optimeret til at anvende geoteknisk- og højkvalitets kerneboring (Geobor-S). Boremetoderne sikrer en langt højere prøvekvalitet end man normalt kan opnå med traditionelle boreskibsløsninger, der anvender den såkaldte ’piggy back’ teknik. Kvaliteten af en geoteknisk undersøgelse, herunder de prøver og kerner der hentes op fra havbunden, er helt afgørende input for design og optimering af funderingen for den kommende offshore vindmøllepark. Den valgte funderingsløsning har indflydelse på den samlede konstruktionspris, og dermed i sidste ende på prisen for den producerede strøm.

Det heave kompenserede boresetup ombord på Freja er én af de største features på fartøjet. Der er tale om en fleksibel løsning, som er i stand til at udføre en række forskellige tekniske ydelser lige fra højkvalitetsboringer i jord og fjeld ved hjælp af Geobor-S systemet til undersøgelser med en række CPT og Vibrocore havbundsrigge. Derudover er fartøjet optimeret til geofysiske undersøgelser, herunder side scan sonar, sub bottom profiler, magnetometer og multibeam ekkolod. ”Geo forventer at kunne tilbyde et konkurrencedygtigt og fleksibelt setup, som kan målrettes og individualiseres til hvert enkelt projekt. Vores forventning er, at Freja vil levere en top præstation ikke mindst pga. fartøjets kraftfulde DP2 system, hvilket vil sikre bedre resistans over for vejr og vind”, uddyber Brink Clausen.

Fordelen ved et multifunktionelt boreskib som Freja er, at fartøjet har mulighed for at påtage sig mange forskelligartede projekter og opgaver. Anvendelsesområdet kan variere fra store offshore borekampagner med kerneboring og prøvetagning, som håndteres på skibets ombordværende laboratorie, til projekter som kun kræver CPT (Cone Penetration Tests) og Vibrocore-boringer. Omkostningsstrukturen er designet således, at omkostningen reflekterer den anvendte tekniske løsning.

I NCT Offshore ser man frem til det nye partnerskab med Geo. Administrerende direktør hos NCT Offshore, Paw Cortes, har høje forventninger til alliancen med Geo. ”NCT Offshore ser frem til partnerskabet med Geo. Vi deler mange af de samme kerneværdier, eksempelvis i forhold til HSE. Derudover er Geo markedsledende inden for sit felt og NCT Offshore er stolte af, at Geo har valgt os som partner”.

For afdelingsleder i Geo’s afdeling for Marine Undersøgelser, Jens Brink Clausen, er partnerskabet også et stærkt match: ”Den nye alliance mellem Geo og NCT Offshore vil styrke begge parter, da virksomhedernes kompetencer komplementerer hinanden”, fortæller Brink Clausen, mens han fortsætter, ”Geo har en af de længste track records i branchen inden for geotekniske undersøgelser til offshore havvindmølleparker. NCT Offshore har erfaring fra offshore branchen og det helt rigtige DP2 fartøj, som i Geo’s øjne er den optimale platform til Geo’s geotekniske boresetup og havbundsrigge”, fortsætter han.

Fartøjet Freja, med sit multifunktionelle boresetup, vil være mobiliseret og klar til projekter i starten af 2017.

Emner

  • Erhverv

Geo er en rådgivende ingeniørvirksomhed, der tilbyder Danmarks mest omfattende ekspertise inden for jord og vand.

Vi leverer komplet rådgivning – inkl. felt- og laboratorieundersøgelser, design og projektering, kontroller og tilsyn samt kvalificeret dokumentation.

Geo arbejder både til lands og til vands, i indland og udland.

Vi løser selv de mest komplekse opgaver inden for byggeri, anlæg, industri, energi- og vandforsyning.

Geo er en privat, erhvervsdrivende fond.

Besøg vores hjemmeside her

Kontakt

Chloé Torndal

Pressekontakt Kommunikationskoordinator +45 4520 4159linke