Nyhed -

Hjerterytterne starter hold på Fyn

Kan du lide at få motion i den friske luft i selskab med andre, mens du lytter til cykelhjulenes snurren og samtidig hjælper hjerte-kar-syge, så er et nyt cykelhold måske noget for dig?

Cykelholdet Hjerterytterne startede i starten af 2016 i københavnsområdet og har haft solid tilslutning med 125 ryttere, der har kørt penge ind til hjertesagen. Nu vil initiativtagerne bag Hjerterytterne udvide til også at etablere et hold på Fyn med base i og omkring Odense.

- Hjerterytterne cykler med et ønske om at kombinere motion og fællesskab med muligheden for at cykle penge ind til hjertesagen. Det er dejligt, at der har været så stor opbakning til Hjerterytterne i år på Sjælland. Det har både hjulpet cykelrytterne med at holde hjertet i form og givet hjertesagen en økonomisk hånd. Med det kan vi støtte andre hjerte-kar-patienter, siger Nicolai Michelsen, projektleder i Hjerteforeningens Fundraising-afdeling.

Kom til orienteringsmøde

Har du lyst til at høre mere om holdet, der starter i januar 2017 og cykle på de fynske landeveje sammen med andre cykelentusiaster, så kom til orienteringsmøde.

Det foregår i Hjerteforeningens rådgivning i Odense, Gråbrødrepassagen 9,1., onsdag d. 7. december kl. 19.00-20.30. Der er ingen tilmelding, bare møde op.

Om Hjerterytterne

Hjerterytterne cykler for at rejse penge til Hjerteforeningen og for at synliggøre Hjerteforeningen på landevejene. Cykelholdet er et ambitiøst og forpligtende træningsfællesskab for motionsryttere – på tværs af niveau, køn, uddannelse og titel. Sæsonens strukturerede træningsforløb og cykeloplevelser medvirker til at alle ryttere kommer i god form – og giver mulighed for at hjælpe til i indsamlingen til Hjerteforeningen via fx kilometersponsorater pr. kørt kilometer. I løbet af 2016 indsamlede cykelrytterne 500.000 kroner i sponsorater.

Historien om Hjerterytterne

Hjerterytterne blev startet af en lille engagereret gruppe motionscyklister, der ønskede at kombinere motion og fællesskab med et godgørende formål. Således blev Hjerterytterne etableret i begyndelsen af 2016 med fokus på værdier som fællesskab, cykeloplevelser og hjertesagen - og i løbet af få måneder kunne holdet tælle flere end 100 motiverede Hjerteryttere. Et år senere er engagementet i top, og potentialet er på plads for at skabe endnu flere hold i 2017.

Kontaktinformation:

Lotte Bucka, tlf.: 33 67 00 19, mail: lbucka@hjerteforeningen.dk

Emner

  • Sygdomme

Kategorier

  • hjerterytterne

Kontakt

PRESSETELEFON

Pressekontakt 33 66 99 20

Louise Sjöström

Pressekontakt Presse 21 33 30 81

Jens Harder Højbjerg

Pressekontakt Presse 33 66 99 41

Mads Louis Orry

Pressekontakt Presse 33 66 99 14