Pressemeddelelse -

Bilister overser at sikre sig selv ved eneulykker

Kollision med vejtræer, en tur i grøften, mistet herredømme over bilen og lignende ulykker medfører hvert år betragtelige skader på biler og mennesker. Mere end 2.856 gange kørte en bilist i 2014 galt i en såkaldt eneulykke, viser tal fra Danmarks Statistik. I alt for mange af disse situationer er det alene skaderne på bilen, som er omfattet af forsikringen.

Skader på bilen dækkes af kaskoforsikringen og skader på eventuelle medpassagerer er omfattet af den lovpligtige ansvarsforsikring. Men mange bilister opdager desværre for sent, at der ikke er inkluderet en såkaldt førerplads­dækning i deres bilforsikring, når det drejer det sig om eneulykker uden ansvarlig modpart.

Med en førerpladsdækning bliver bilisten sidestillet med eventulle passagerer i bilen og får derfor adgang til omfattende erstatningsmuligheder.

- Førerplads­dækningen dækker typisk tabt arbejdsfortjeneste, varige mén og erhvervstab, hvis der er tale om så alvorlige skader. Derudover udgifter til behandling, svie og smerte, oplyser presseansvarlig hos If Skadeforsikring, Birgitte Ringbæk. - Får ulykken fatale følger, indeholder den også erstatning for tab af forsørger og erstatning til ægtefælle eller samlever.

 - Det er samtidig værd at bemærke, at selvom den tilskadekomne har en ulykkesforsikring og får erstatning derfra, så bliver udbetalingen ikke modregnet i erstatningen fra førerpladsdækningen. Man får altså dobbelt erstatning, supplerer hun.

If er et af de selskaber, hvor førerpladsdækningen har høj prioritet. - Vi synes det er mest trygt, at føreren er sikret erstatning uanset om ulykken involverer andre eller kun føreren selv, så derfor er en førerpladsdækning omfattet i de fleste af vores bilforsikringer, fortæller Birgitte Ringbæk.

- Når vi taler med nye kunder, oplever vi faktisk ofte, at folk bliver chokerede over, at de i mange år har kørt rundt uden at være klar over, at de ikke selv var forsikret i tilfælde af en eneulykke.

Bilforsikringer er langt fra éns. Det er altid en god idé at sammenligne dækningerne, når man overvejer at skifte selskab. Man skal i denne forbindelse være opmærksom på at skelne mellem førerulykkesforsikring og førerpladsdækning, hvor sidstnævnte er væsentlig mere omfattende.

If opfordrer generelt til, at man kontakter sit forsikringsselskab, hvis man er i tvivl om hvordan ens forsikring dækker.

Emner

  • Økonomi

Kategorier

  • erstatning
  • biluheld
  • eneulykke
  • skade
  • førerplads
  • forsikring
  • ulykke

Kort om If

If er Nordens største skadeforsikringsselskab og forsikrer det, der er værdifuldt i livet: Mennesker, dyr, boliger, biler og dine ting. If sørger også for at virksomheder får forsikret deres værdier og aktiviteter, så de kan fungere som normalt, selvom de skulle få en skade. Takket være 6.800 dygtige medarbejdere, heraf ca. 500 i Danmark, kan 3,6 millioner kunder i Norden og Baltikum føle sig trygge ved, at de vil få den hjælp de har brug for, hvis noget skulle ske. If er ejet af den finske finanskoncern Sampo.

Kontakt

Birgitte Ringbæk

Pressekontakt Informationschef 3687 4183