Pressemeddelelse -

If udvider rejseforsikring for rejsende til og fra Bruxelles

Situationen efter angrebet i den Belgiske lufthavn Zaventem og metroen i Bruxelles medfører nu, at forsikringsselskabet If ekstraordinært udvider deres rejseforsikring.

Forsikringsselskabet If udvider ekstraordinært kundernes rejseforsikring, så danskere der opholder sig i Bruxelles, og ønsker at rejse hjem før tid, får dækket udgifter til rejseafbrydelsen. Står man og skal afsted til Bruxelles inden for den kommende uge, og ikke længere ønsker at tage af sted, kan man ligeledes få sine udgifter erstattet.

Udvidelsen sker som en direkte konsekvens af de angreb, der tidligere i dag ramte både lufthavnen i Bruxelles og byens metro.

Rejseforsikringen er foreløbigt udvidet til og med den 29. marts, oplyser Ifs presseansvarlig, Birgitte Ringbæk.

- I første omgang skal man kontakte sit fly- eller rejseselskab. Kan de ikke hjælpe, skal man kontakte os. Så tager vi hånd om situationen, siger hun.

Så længe Udenrigsministeriet i sin rejsevejledning ikke går ind og fraråder rejser til Bruxelles, er rejseselskaberne ikke forpligtet til at tilbyde gæsterne, at de kan afbestille eller ombooke deres rejse. Det er på denne baggrund, at If Skadeforsikring vælger at udvide dækningen og hjælpe kunder, som enten er på stedet eller er berørt af situationen hjemmefra.

- Lige nu er er det primære at informere de direkte berørte om, at der er hjælp at hente. Når vi har overblik over situationen i Bruxelles, tager vi stilling til, om dækningen skal udvides længere end til den 29. marts. Det skete eksempelvis efter terrorangrebet i Paris, siger Birgitte Ringbæk.

If følger situationen, og lytter også til Udenrigsministeriets rejsevejledninger.

Berørte kunder skal kontakte If på tlf.: 70 12 12 12.

Emner

  • Finans

Kategorier

  • erstatning
  • ferie
  • forsikring
  • if
  • if skadeforsikring
  • terror
  • rejseforsikring
  • bruxelles

Kort om If

If er Nordens største skadeforsikringsselskab og forsikrer det, der er værdifuldt i livet: Mennesker, dyr, boliger, biler og dine ting. If sørger også for at virksomheder får forsikret deres værdier og aktiviteter, så de kan fungere som normalt, selvom de skulle få en skade. Takket være 6.800 dygtige medarbejdere, heraf ca. 500 i Danmark, kan 3,6 millioner kunder i Norden og Baltikum føle sig trygge ved, at de vil få den hjælp de har brug for, hvis noget skulle ske. If er ejet af den finske finanskoncern Sampo.

Kontakt

Birgitte Ringbæk

Pressekontakt Informationschef 3687 4183