Pressemeddelelse -

Smykker og sølvtøj holder flyttedag inden ferien i region Syddanmark

Fra næsten hver 5. husstand i region Syddanmark bliver smykker, sølvtøj, harddiske og andre herligheder transporteret på tværs af villavejene, inden beboerne rejser på sommerferie. Og det er ikke af tyvebander men derimod ejerne selv, der frygter for indbrud under ferien og får opbevaret de mere dyrebare ejendele hos naboer eller familie.

Dermed er indbyggerne i Syddanmark de danskere, som i størst omfang garderer sig mod ubehagelige overraskelser, når de igen vender hjem fra ferie. Her svarer det til 18 pct. af indbyggerne. Til sammenligning er det kun 7 pct. af husstandene i region Nordjylland, der laver samme opbevaringsmanøvre under ferien.

Det viser en undersøgelse analyseinstituttet YouGov har foretaget for forsikringsselskabet If.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der sidste år blev begået 8.348 indbrud i private hjem i region Syddanmark, mod kun 2.586 indbrud i region Nordjylland, der er landets klart mindst indbrudsramte region.

Indboforsikringen dækker
Hos If Skadeforsikring oplyser presseansvarlig Birgitte Ringbæk, at det ikke belaster den hjælpsomme nabos forsikringer, hvis man er så uheldig, at genstandene skulle blive stjålet fra naboens adresse. Hjælpsomheden koster med andre ord ikke noget.

- Din indboforsikring dækker stadig, selvom dine genstande skulle blive stjålet fra en anden adresse, hvor de bliver opbevaret i en kortere periode. Er man uheldig, at der er indbrud det sted, hvor genstandene bliver opbevaret, er det altså dit eget forsikringsselskab, tyveriet skal anmeldes til.

Man skal huske, at ejendelene skal opbevares på en sikker måde. De skal eksempelvis ikke stå i en garage/udhus, men være låst inde i boligen.

Det samme gælder, hvis man tager fx kamera, elektronisk udstyr og andre ejendele med i sommerhus. - Så længe man overnatter i sommerhuset, dækker indboforsikringen et tyveri af de medbragte ejendele i sommerhuset, siger Birgitte Ringbæk.

Frygter indbrud under ferien 
Selvom antallet af indbrud i private hjem sidste år faldt til det laveste niveau siden 2007, blev næsten 37.000 hjem alligevel udsat for indbrud. Hele 61 pct. af befolkningen oplyser da også i samme undersøgelse, at de frygter for indbrud i hjemmet, mens de er afsted på ferie. Størst er bekymringen hos villaejerne, hvor 70 pct. frygter for indbrud i hjemmet under ferien.

Frygter du for indbrud i dit hjem, mens du er væk på ferie?
Ja 37 %
Nej 61 %
Ved ikke 2 %
Får du opbevaret udvalgte værdigenstande hos andre, mens du er på sommerferie?
Hovedstaden Sjælland Syddanmark Midtjylland Nordjylland
Ja 12 % 17 % 18 % 10 % 7 %
Nej 86 % 79 % 79 % 87 % 91 %
Ved ikke 2 % 4 % 3 % 3 % 2 %

Kilde: Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for If Skadeforsikring den 30. juni – 2. juli 2015 med deltagelse af 1.508 danskere i alderen 18-74 år. 

Emner

  • Ferie

Regions

  • Syddanmark

Kontakt

Birgitte Ringbæk

Pressekontakt Informationschef 3687 4183