Pressemeddelelse -

Alle fortjener da en hviledag

Åbent 360 dage om året
Nu er lukkedage ikke det, vi gør mest i. Faktisk holder jem & fix åbent 360 dage om året, hvilket efterlader sølle fem lukkedage. De klassiske kender du måske - juleaften, 1. juledag, 2. juledag og 1. januar. Men som noget unikt holder jem & fix også lukket søndag den 11. september.

En velfortjent hviledag er bare god personalepleje
jem & fix er bedst, når vores medarbejdere er glade og positive. Et af midlerne til at nå dette mål er afholdelsen af vores årlige personalefest for alle 1400 medarbejdere i Danmark. Personalefesten holdes hvert år 2. lørdag i september, og den er årsag til vores femte lukkedag søndagen efter. Så selvom vi plejer at holde åbent hver søndag, så har vi netop denne søndag valgt at pleje vores personale, og derfor holder vi lukket. 

Men hvad med kunderne, vil du måske indvende. Risikerer jem & fix ikke, at købeglade kunder går forgæves og får en dårlig oplevelse? Administrerende direktør Svend Pedersen er klar over udfordringen, men det rokker ikke ved beslutningen. Han uddyber:

- Vi holder naturligvis ikke lukket søndag den 11. september for at genere vores kunder. Vi holder lukket for at pleje vores personale og give dem en velfortjent hviledag. Så enkelt er det, og derfor er netop denne lukkedag højhellig for alle os i jem & fix.

jemogfix.dk holder altid åbent
Selvom vores 110 butikker har en lukkedag den 11. september, og nogle butikker også lukker lidt tidligere end normalt den 10. september, så alle medarbejdere fra nær og fjern kan nå at komme med til fest, så byder vores online butikschef Peter Svendsen stadig velkommen i jem & fix’ webshop på jemogfix.dk. Her kan du bl.a. læse ugens avis, se fix det selv-film og fx få tips til at lægge nyt gulv, få et overblik over vores varesortiment og bestille varer til direkte levering.

- Alle fortjener da en hviledag, så lad nu bare os om at pakke og levere boremaskinen, bøtten med maling eller en ny carport for den sags skyld. Det er altid muligt at handle på jemogfix.dk - også søndag den 11. september, forsikrer Peter Svendsen.

Kontakt
For mere information er du velkommen til at kontakte administrerende direktør Svend Pedersen på 76 41 35 00.

Related links

Emner

  • Arbejdsliv

jem & fix er et lavpris byggemarked i vækst med en ambition om at nå 3 mia. i omsætning i 2020. Vi er en dansk, familieejet virksomhed med hovedkontor i Vejle og over 1400 medarbejdere fordelt på 110 butikker i Danmark samt 300 medarbejdere fordelt på 36 butikker i Sverige. Vi er kåret som Danmarks billigste byggemarked for fjerde år i træk af Pricerunner, bl.a. fordi vi skærer alle fordyrende omkostninger væk for at sikre kunden den laveste pris. Vi er lokalt forankrede med mange butikker, og vi indretter vores butikker ens og overskueligt, så vores kunder nemt kan finde varerne og udøve høflig selvbetjening. Mens vores vækstmål er ambitiøse og højtråbende, er vores organisation flad og uformel, og der er ingen høje røster her, men til gengæld er det fart på. Fra etableringen i 1988 og til i dag har jem & fix udviklet sig til det største byggemarked målt på omsætning i Danmark. Læs mere på www.jemogfix.dk.

Kontakt

Tina Søndergaard-Pedersen

Pressekontakt Content manager +45 76 41 35 00

Claus Petersen

Pressekontakt Adm. direktør +45 76 41 35 00