Pressemeddelelse -

Rutineret vækst-strateg ny CEO i Karnov Group

Karnov Group, Danmarks førende leverandør af informationsteknologier og viden inden for jura, skat, revision og regnskab, henter 50-årige Flemming Breinholt ind som ny CEO for både den danske og svenske del af virksomheden. Flemming Breinholt kommer fra stillinger som CEO i bl.a. XPonCard Group AB og InterMail A/S. Han tiltræder stillingen pr. 1. oktober 2014.

I løbet af de seneste fire år har Karnov Group investeret målrettet i de nyeste informationsteknologier og skræddersyede workflow-løsninger, der understøtter advokat- og revisionsbranchens voksende krav om effektivitet, kvalitet, udvikling og konkurrencedygtighed.

I Karnov Group’s bestyrelse ser man Flemming Breinholt som den ideelle profil til at videreføre det mere markante kundefokus, fortsætte den positive forretningsmæssige udvikling og konsolidere virksomhedens strategi:

"Flemming Breinholt kommer til Karnov Group på et tidspunkt, hvor virksomheden er landet rigtig godt efter den nødvendige transformation, man har gennemgået i forbindelse med GMT’s overtagelse af virksomheden,” siger bestyrelsesformand, Mark Redwood, og uddyber: 

”GMT har investeret stort i infrastruktur og en ny produktplatform, og Karnov Group har nu de helt rigtige forudsætninger for at fortsætte sin vækst under Flemming Breinholts erfarne ledelse i Danmark og Sverige. Flemming vil fortsætte det målrettede fokus på vores kunder og på at udvide vores relationer til nye samarbejdspartnere.”

Styrket position og fokus på erhvervslivet

Flemming Breinholt kommer til Karnov Group med mere end 20 års erfaring fra direktionsgangene i danske og internationale virksomheder, hvor han har leveret solide resultater med udgangspunkt i teknologiske løsninger til specialiserede virksomheder i komplekse forretnings- og videnområder.

”Karnov Group er en virksomhed med et stort potentiale, og jeg glæder mig til at anvende mine kompetencer i arbejdet med Karnov Group’s komplekse produkter og løsninger samt gøre brug af min erfaring med at få en organisation til at arbejde med fuld styrke mod indfrielse af fælles mål og altid med fokus på vores kunder”, udtaler Flemming Breinholt.

Udover udvikling og målbevidst arbejde for at styrke sin nuværende position og løsninger til advokater, revisorer og skattekonsulenter, har man i Karnov Group også investeret målrettet i løsninger til jurister og skatte- og regnskabsansvarlige i det private erhvervsliv samt den offentlige sektor, hvor man i Karnov Group ser et stort potentiale:

”Vi giver vores kunder – fra det offentlige såvel som det private erhvervsliv - adgang til relevant og handlingsorienteret information og it-understøttede værktøjer inden for jura, skat, revision og regnskab,” siger Jørgen Momme, kommerciel direktør i Karnov Group, og fortsætter:

”Via vores intelligente it-løsninger og beslutningsstøtteværktøjer som SkatteGuiden, Revisorerklæringer og Spørg eksperten sikrer vi, at vores brugere guides sikkert og effektivt gennem deres mange komplekse arbejdsopgaver, så at de kan arbejde mere effektivt og sove trygt om natten.”

En halv mia. i refinansiering

I foråret 2014 sikrede Karnov Group og GMT, der ejer Karnov Group, virksomheden et godt økonomisk udgangspunkt for videreførelsen af strategien med en refinansiering af virksomheden på 510 mio. kr. efter en periode med investeringer og stigende vækst.

Refinansieringen blev til i samarbejde den svenske storbank SEB og Ares Capital og har bl.a. været med til at underbygge den kundecentrerede forretningsstrategi og på at levere markedets førende søge-, proces- og videndelingsteknologier til specialister og rådgivere inden for jura, revision, skat og regnskab. 


Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • nyt job
  • ledelse
  • organisation
  • karnov group

Karnov Groups onlineløsninger gør hver dag omkring 30.000 brugere i stand til at træffe vigtige forretningsbeslutninger på et bedre grundlag. De bliver opdateret hver eneste dag, og funktionaliteten på vores platforme bliver løbende udviklet.

I Karnov Group arbejder der ca. 150 medarbejdere, fordelt på vores kontorer i København og Stockholm.

Vi er ejet af GMT Communications Partners, som er en uafhængig kapitalfond, der fokuserer på europæiske virksomheder inden for media, information, telekommunikation og underholdning.

Kontakt