Pressemeddelelse -

Mange naturfagslærere er ensomme

Undersøgelsen, der er gennemført af den almennyttige fond Universe Fonden, har til formål at skabe viden om natur- og tekniklærernes egne oplevelse af deres vilkår for at gennemføre god undervisning. Undersøgelsens resultater skal blandt andet bruges til at finde ud af, hvordan skolerne skaber optimale vilkår for undervisningen i faget natur/teknik.

Faget natur/teknik blev indført i 1994 og emnerne hentes fra fagene biologi, geografi, fysik og kemi.

Datamateriale består af en kvalitativ del med fokusgruppeinterviews og en kvantitativ undersøgelse med spørgeskema. 13 natur- og tekniklærere har deltaget i fokusgruppeinterview. 37 natur- og tekniklærere har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen. Resultaterne er ikke repræsentative.

Overordnet set peger undersøgelsen på, at natur- og tekniklærere har forskellige roller i lærerfællesskabet, og at de har forskellige forudsætninger for at undervise. Ofte går der nogle år, før de uerfarne natur- og tekniklærere føler sig trygge i rollen, og at dette særligt gælder de natur- og tekniklærere, der ikke har haft natur og teknik som linjefag under deres læreruddannelse. 

UNDERSØGELSEN PEGER PÅ AT:

  • Gruppen af natur- og tekniklærernes er en broget skare med forskellige oplevelser af det faglige fællesskab og med et forskelligt behov for støtte og sparring. 
  • De uerfarne natur- og tekniklærere har et større behov for samarbejde end de erfarne. 
  • Op mod 24 pct. i høj/nogen grad føler sig ensom i rollen som natur- og tekniklærer. 
  • Det for de uerfarne ’trækker det tænder ud’ at finde relevant og spændende undervisningsmateriale. 
  • Natur- og tekniklærere med 5-9 års erfaring har et godt greb om fagets muligheder, materialer og emner. Denne gruppe er ofte opmærksomme på at støtte de nye og uerfarne. Blandt andet fordi de kan huske, hvordan det var selv at være ny. 
  • De meget erfarne lærere har en tilbøjelighed til at ”køre deres eget løb” og overse, at de unge og uerfarne har brug for støtte. Ofte handler det ikke om manglende vilje, men om at de forventer at blive spurgt, hvis uerfarne kolleger ønsker hjælp eller sparring. 
  • Dem med mest erfaring er ofte det ”kit”, der får gruppen af natur- og tekniklærere på skolen til at hænge sammen. Deres initiativer og erfaring er ofte med til at udvikle natur- og teknikundervisningen på hele skolen.
  • Det er langt fra på alle skoler, det er almindelig praksis at videndele, sparre og støtte op om nye og uerfarne natur- og tekniklærere. 
  • Meget tyder på, at natur- og teknikundervisningen på den enkelte skole ikke opfattes som et fælles projekt, hvor hele gruppen af natur- og tekniklærere støtter op om hinanden, og dermed samarbejder om at sikre et vist fagligt niveau.
  • Derimod tyder det på, at den enkelte natur- og tekniklærer ser sin undervisning som en individuel opgave.

Resultatet af undersøgelsen skal udmunde i en række såkaldte personaer. 

Målgruppen for resultaterne er lærere, skoleledere, undervisere på læreruddannelsen og andre aktører med interesse for natur- og tekniklærerenes rolle i den danske grundskole. 

ANBEFALINGER:

På baggrund af undersøgelsen resultater anbefales det i rapporten:

  • At skolerne aktivt arbejder med at udvikle en kultur, hvor det er almindelig praksis at videndele, sparre og støtte op om de uerfarne natur- og tekniklærere. 
  • At skolerne arbejder målrettet med at udvikle en kultur, hvor natur- og teknikundervisningen på den enkelte skole bliver opfattet som et fælles projekt, hvor hele gruppen af natur- og tekniklærere støtter op om hinanden, i stedet for at den enkelte lærer ser sin undervisning som en individuel opgave. 
  • At denne undersøgelse bliver brugt som afsæt til drøftelser om, hvordan natur- og tekniklærerne kan få styrket deres vilkår ude på skolerne. Meget tyder på, at natur- og tekniklærernes forståelse af deres egen rolle i fællesskabet har en stor betydning, og at skolelederen har en særlig central rolle, når det handler om at ændre praksis. 

Related links

Emner

  • Skole

Kategorier

  • universe
  • fonden
  • naturlærere
  • tekniklærere
  • lærere
  • undervisningen
  • lærerfællesskabet

Universe Fonden udvikler og driver projekter på tværs af skoler og erhvervsliv for at skabe viden til læring, kreativitet og innovation.

Relateret materiale