Pressemeddelelse -

​DET KONGELIGE TEATER PRÆSENTERER NY SÆSON

Selv om sæsonen slet ikke er slut, og vi gør klar til en teatersommer med masser af opera, ballet og koncerter over hele landet, er det med stor glæde, at Det Kongelige Teater nu kan præsentere sæsonen 2015/16 for publikum og presse.

Resumé af nogle af sæsonens højdepunkter:

Opera
Operasæsonen indledes med et gensyn med Kasper Holtens Reumert-vindende iscenesættelse af Strauss’ Kvinden uden skygge. Senere på sæsonen instruerer Kasper Holten en ny opsætning af Carl Maria von Webers Jægerbruden, der får scenografi af Es Devlin, som bl.a. er kendt for at have designet De Olympiske Leges afslutningsceremoni i 2012. Sæsonen byder også på fire kvindelige instruktører, som alle er blandt de mest eftertragtede i deres generation. Hollandske Lotte de Beer instruerer Hans Werner Henzes moderne eksistensdrama Boulevard Solitude, der ikke tidligere har været opført på Det Kongelige Teater. Tyske Nicola Raab iscenesætter Wagners Lohengrin. Raab vandt en Reumert for sin opsætning af Verdis Otello, sidst hun besøgte Den Kongelige Opera. Den succesfulde instruktør fra Det Røde Rum i Skuespilhuset, Elisa Kragerup, tager springet ind i operaens verden: Hun iscenesætter Mozart-klassikeren Figaros bryllup i klassiske rammer på Gamle Scene. Og Thomas Adès’ Powder Her Face får sin første opførelse på Det Kongelige Teater på Operaens intimscene, Takkelloftet, iscenesat af Orpha Phelan. Strauss’ Salome kan opleves i den norske instruktørsuperstar Stefan Herheims iscenesættelse. Teatrets danske verdensbaryton Johan Reuter debuterer i rollen som ridderen Falstaff i repremieren på Langdals iscenesættelse af Verdis morsomme opera. Og Verdis musik kan også nydes i David Radoks opsætning af La traviata. Til genopsætningen af Puccinis Il trittico har vi sikret et genhør med sopranen Elisabeth Llewellyn, der kunne opleves som Bess i Porgy og Bess sidste år. Den Kongelige Opera deltager desuden i Copenhagen Opera Festival med en kammerversion af Maskarade og får besøg af både Lore Lixenberg og TrioZOOM samt Den Jyske Opera.

Koncerter
Det Kongelige Kapel har en række af det 20. århundredes storværker på programmet ved sæsonens symfonikoncerter: Carl Nielsens 5. symfoni, Per Nørgaards Iris, Schönbergs Erwartung, Henri Dutilleux’ Mètaboles, Ravels Klaverkoncert og Ravels Daphnis og Chloé. Det Kongelige Teater chefdirgent Michael Boder, polske Marek Janowski og franske Bertrand de Billy står i spidsen for Det Kongelige Kapel, og solisterne tæller den franske pianist Pascal Rogé og mezzosopran Petra Lang. Sæsonens kammerkoncerter står i de nordiske komponisters tegn og byder på både ældre og helt moderne værker af bl.a. Vagn Holmboe, Carl Nielsen, Rued Langgaard, Wilhelm Stenhammar, Jean Sibelius, Jacob Gade, Haukur Tòmasson, Toivo Kuula, Edvard Grieg, Franz Berwald og Sven-David Sandström. Derudover spiller Det Kongelige Kapel fire julekoncerter sammen med årets 225-års fødselar, Det Kongelige Operakor, der også kan opleves ved en særlig korkoncert. Det Kongelige Kapel kan også opleves i samspil med Middle East Peace Orchestra på Gamle Scene. Og så optræder Kapellet i september måned i både Berlin og Birmingham. 

Skuespil
Store klassikere i nye versioner, små forestillinger med bid, ny dansk dramatik, der insisterer, koncerter med massive hits og up-coming kunstnere, Eventministeriets altid grænsesøgende drive by-teater, Det Røde Rum og ikke mindst den helt store familieoplevelse i Ulvedalene. Her er et uddrag af sæsonens mange forestillinger i skuespillet, og der er meget, meget mere i vente. Vi lægger ud med en hyldest til livets skønhed og tilværelsens mangfoldighed med Horisonten, som virkeliggøres sammen med Aaben Dans i Roskilde og iscenesættes af den femdobbelte Reumert-vinder Catherine Poher. Vi indhyller os i gruen med Tennessee Williams’ nyklassiker Omstigning til Paradis med et stærkt hold skuespillere bestående af blandt andre Danica Curcic, Signe Egholm Olsen, Peter Plaugborg og Ditte Gråbøl. Publikum kan også glæde sig til et gensyn med Elisa Kragerups mesterlige version af Shakespeares Romeo og Julie, og svælge i magt og druk i Bertolt Brechts Puntila med Olaf Johannessen i hovedrollen og instruktør Staffan Valdemar Holm i førersædet. Derefter udfordrer vi skæbnen med Shakespeares episke Kong Lear med altid nærværende Henning Jensen i front og Peter Langdal i instruktørstolen. Humøret vender tilbage med en særdeles frit fortolket version 2.0 af Holbergs Barselstuen, og så skal vi undres over pengekarusselen i Nordisk Fjer og historien om Danmarks største erhvervsskandale. De store identitetsspørgsmål omfavnes med Franz Kafkas Menneskedyr i Det Røde Rum, der også lægger scenegulv til vilde og anmelderroste Metamorfoser og den psykologiske mavepuster Hedda Gabler. Der er ny, udenlandsk dramatik med Vintersolhverv iscenesat af Emmet Feigenberg, og så kommer der naturligvis gode gæster fra blandt andre Schaubühne i Berlin, der besøger Skuespilhuset med Henrik Ibsens En folkefjende. Sidst, men ikke mindst, så inviterer vi til stort udendørs teater i bredformat i Ulvedalene - men hvad, det bliver, kan vi ikke afsløre endnu.

Ballet
Fra verdenspremierer på moderne dans til samfundskritik, humor, poesi og ballettens sværeste trin. Det vidtfavnende repertoire for Den Kongelige Ballet 2015/16 afspejler korpsets høje professionelle niveau og store diversitet netop nu. Sæsonen åbner med et premierebrag fra den internationale dansescene i A Short Time Together, så følger Dans2Go-programmet med den berømte hvide akt fra Svanesøen og et helt nyt værk af Tilman O’Donnell, der med garanti udfordrer rammerne for, hvad der kan danses på Gamle Scene. De mindste kommer igen på efterårseventyr med balletskolebørnene i genopsætningen af den fantasifulde børneballet Fabelmageren. I december skaber balletten julestemning med George Balanchines Nøddeknækkeren, før barren sættes helt i vejret i januar med hans vanskelige Tema og variationer, der vises i et dobbeltprogram med Sylfiden. Der bliver også plads til publikums-favoritterne Come Fly Away og Romeo og Julie. I Don Quixote fører Nikolaj Hübbe ridderen af den bedrøvelige skikkelse tilbage til en ekstremt underholdende ballet, der tillader de dygtige dansere at brillere i tricks og virtuositet. Corpus og Christian Lollike tager fat i et af tidens helt store politiske emner i forestillingen Asyl. Sæsonen slutter med den poetiske ballet Rystet spejl, i hvilken Kim Brandstrup for første gang omsætter digteren Søren Ulrik Thomsens ord til dans. Balletten får besøg af Nederlands Dans Teater og tager selv på Jyllandsturné med Sylfiden & Tema og variationer. I denne sæson fejrer balletten desuden to 50 års-jubilæer: Poul-Erik Hesselkildes den 13. december og Eva Kloborgs den 19. marts. I en branche, hvor langt de fleste dansere går på pension, før de fylder 40 år, må det siges at være en verdenssensation. Den 16. april danser solodanser Gudrun Bojesen af.

KGL+
Det Kongelige Teater er for alle – uanset alder, geografisk placering og pengepung, og Det Kongelige Teater er meget mere end scenekunst. Hver uge åbner vi dørene til levende huse med en lang række gratis oplevelser på Gamle Scene, i Skuespilhuset og i Operaen – og vi fejrer særlige begivenheder som Kulturnatten, European Opera Days og Dansens Dag med særarrangementer. Det Kongelige Teater kan opleves rundt i landet hele året enten live eller på lærred. Teatrets turnévirksomhed er omfattende med gennemsnitligt én ny opførelse hver femte dag uden for København. I sommermånederne drager operaen og balletten ud i sommerlandet og optræder i det fri, tre af sæsonenes premierer transmitteres live til mere end 40 biografer, og udvalgte forestillinger og aktiviteter livestreames i løbet af sæsonen. Hvert år besøger mere end 90.000 børn og unge teatret enten med klassen eller familien. Gennem outreachaktiviteter, dialog og læring arbejder vi på at gøre teatrets verden til en vedkommende og naturlig del af danske børn og unges skole- og uddannelsesforløb. Teatret har et varieret og kreativt udbud af læringsforløb og workshops, der tager udgangspunkt i skolereformen og læringsmål og skaber rum for at børn og unge kan lære gennem kunsten og udvikle sig selv og deres kreative potentialer. Og i tråd med Ungekulturåret 2015 giver teatret unge mulighed for selv at organisere og være med i udviklingen af kunst- og kulturtilbuddene i det årligt tilbagevendende projekt Teaterpiloterne for unge, kreative ildsjæle fra hele landet og i Kompagni B, hvor teenagere skaber danseforestillinger for andre unge. Omfanget og ambitionerne for alle disse aktiviteter er vokset markant, og derfor har vi valgt at samle alle de gode idéer og kræfter i en ny afdeling kaldet KGL+, der er en væsentlig del af teatrets nye strategi.

Se hele repertoiret for Det Kongelige Teater på kgl.teater.dk

Billetsalg
Abonnementstegningen åbner for faste abonnenter 6. maj.
Abonnementstegningen åbner for valgfrie abonnenter 13. maj.
Presale til udvalgte titler (Den som falder, Kvinden uden skygge, Horisonten, Hedda Gabler, Caligula, Short Time Together, Kapelkoncert nr. 1 og Kammerkoncert nr. 1), samt for skoler og grupper åbner 20. maj.
Løssalg åbner 7. august.

Find pressefotos og info om pressekontakter her

Med venlig hilsen
Presseafdelingen
Det Kongelige Teater

Emner

  • Litteratur

Kategorier

  • outreach
  • skuespil
  • ballet
  • koncert
  • opera

Kontakt

Magnus Restofte

Pressekontakt Kommunikationschef + 45 33 69 69 80

Presseafdelingen

Pressekontakt Presseafdelingen Generelt +45 33 69 69 83

Anna Katarina Gravgaard

Pressekontakt PR- og presseansvarlig Ballet +45 61 70 84 94

Nikolaj Mangurten Rubin

Pressekontakt PR- og presseansvarlig Opera og koncerter +45 25517961

Christian Bækholm

Pressekontakt PR- og presseansvarlig Skuespil +45 20 14 96 46

Louise Pedersen

Pressekontakt PR- og presseansvarlig KGL+ +45 40 53 00 35

Niels Mortensen

Pressekontakt Presseassistent +4533696983