Pressemeddelelse -

Kontroversiel krigsballet på turné

I foråret tog  ’I Føling - en krigsballet’ publikum og anmeldere med storm i Det Kongelige Teaters Skuespilhus. Nu kommer Corpus’ og Christian Lollikes forestilling med de tre krigsveteraner og 26 dansere fra Den Kongelige Ballet til Esbjerg og Aarhus.

Billetterne går i salg i denne uge. 

Anmelderne har rost forestillingen, og den har bl.a. fået fem hjerter i Politiken og fem stjerner i Berlingske Tidende. Jyllands-Postens anmelder, Henrik Lyding, skrev: ”Spændende fusion mellem virkelighed og ballet på Det Kgl. Teater.”

Krigen og dens konsekvenser

’I Føling’ tager favntag med moderne krigsførelse, menneskerne i frontlinjen, rædslerne på slagmarken og de hjemvendte soldater, der er mærket for livet – både fysisk og psykisk. Der var krigen, de kæmpede i Afghanistan. Og så var der krigen i kroppen og på sjælen, da de vendte hjem som forkrøblede veteraner. Nogle med smadrede lemmer, andre med voldsomme sår på sjælen. For hvad stiller man op, når man har oplevet krigens grusomme væsen på klos hold? 

Tre krigsveteraner er gået sammen med Den Kongelige Ballet om at fortælle deres historie. De gik med i prøvesalen, de tog scenen. De fortalte om krigen og konsekvenserne i ord og bevægelse. Resultatet var en autentisk tour de force gennem det psykiske landskab, som mødet med krigen efterlader hjemvendte soldater i. 

Forestillingen, der er en samproduktion mellem Det Kongelige Teaters danselaboratorium Corpus og teatret Sort/Hvid, er iscenesat af Christian Lollike og koreograferet af Corpus’ kunstneriske ledere, Tim Makiatis og Ester Lee Wilkinson.

Unikt samarbejde 

”I Føling – en krigsballet” spiller på Musikhus Esbjerg den 17. og 18. januar og på Aarhus Teater som en del af Aarhus festuge den 28., 29 og 30. maj. Turnéen ender i København, hvor forestillingen vender tilbage til Skuespilhuset den 5.,6.,8. og 9. juni.

Det er første gang Aarhus festuge afholder et arrangement uden for den normale periode fra august til september, og det er i det hele taget et fantastisk samarbejde med både Aarhus Teater og Musikhus Esbjerg, som gør det muligt for Det Kongelige Teater at bringe den exceptionelle forestilling på turné i 2015.

For flere informationer kontakt venligst presseansvarlig Anna-Katarina Gravgaard på +45 61708494 eller akgr@kglteater.dk

Med venlig hilsen
Det Kongelige Teater 

Emner

  • Musik

Kategorier

  • corpus
  • christian lollike
  • aarhus teater
  • musikhuset esbjerg
  • krigsballet
  • det kongelige teater
  • veteraner
  • ballet

Kontakt

Magnus Restofte

Pressekontakt Kommunikationschef + 45 33 69 69 80

Presseafdelingen

Pressekontakt Presseafdelingen Generelt +45 33 69 69 83

Anna Katarina Gravgaard

Pressekontakt PR- og presseansvarlig Ballet +45 61 70 84 94

Nikolaj Mangurten Rubin

Pressekontakt PR- og presseansvarlig Opera og koncerter +45 25517961

Christian Bækholm

Pressekontakt PR- og presseansvarlig Skuespil +45 20 14 96 46

Louise Pedersen

Pressekontakt PR- og presseansvarlig KGL+ +45 40 53 00 35

Niels Mortensen

Pressekontakt Presseassistent +4533696983