Nyhed -

Nye kameraer i brug på Vestre Fængsel og Køge Arrest

Fængselsbetjentene i både Køge Arrest og en afdeling på Vestre Fængsel skal bære kropskameraer, når de er på vagt. Yderligere bliver en lille håndfuld biler på Vestre Fængsels transportafdeling udstyret med dashcams, der filmer, hvad der sker i bilen. Det sker i et pilotprojekt, som er led i Task Force Sikkerhed fra 2017, hvor 16 tiltag skal øge sikkerheden for Kriminalforsorgens medarbejdere.

Tirsdag den 17. oktober blev de tilstedeværende fængselsbetjente på Vestre Fængsel briefet om, at projektet er godkendt, og at de fra onsdag skulle begynde at bære kameraerne. Samme dag fik betjentene i Køge Arrest beskeden.

John Steinmüller, sikkerhedskonsulent i Kriminalforsorgen, instruerede fængselsbetjentene i, hvordan de skal bruge kameraerne i deres arbejde, og hvordan de virker i praksis. De tilstedeværende fængselsbetjente virkede meget interesseret i de nye kameraer, og de var klar til at tage dem i brug onsdag.

Kriminalforsorgens direktør, Thorkild Fogde, udtrykker glæde over, at projektet får sin start.

”Vi prøver en række forskellige ting af i øjeblikket for at øge sikkerheden for vores frontmedarbejdere. Kropskameraer kan ikke forhindre vold, men de giver os dokumentation, som de indsatte ikke kan løbe fra – for eksempel for trusler og injurier mod vores ansatte, og det håber vi, kan virke afskrækkende,”

Fængselsforbundet er også tilfreds med, at fængselsbetjentene nu får kameraerne som led i at øge deres sikkerhed på arbejdet.

”Vi tror, det kan få flere negative eller truende indsatte til at tænke sig om en ekstra gang, inden de bruger trusler eller vold mod de ansatte,” siger Bo Sørensen, der er forbundssekretær i Fængselsforbundet.

Pilotprojektet skal løbe i tre måneder, og derefter skal det evalueres, og der skal tages stilling til, om kameraerne skal ud til hele eller dele af Kriminalforsorgens øvrige institutioner.

Justitsministeriet har også skrevet en pressemeddelelse om de nye kameraer. Den kan læses på nedenstående link:

http://www.justitsministeriet.dk/nyt-og-presse/pressemeddelelser/2017/kropskameraer-skal-styrke-sikkerheden-faengselsbetjente

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kontakt

PRESSEVAGT

Pressekontakt 7255 4141