Nyhed -

Uddannelse til indsatte er blevet styrket

Kriminalforsorgen har arbejdet målrettet på at løfte uddannelsesniveauet blandt de indsatte i landets fængsler, så de er bedre rustet til et liv uden kriminalitet.

Med satspuljeprojektet "Styrket uddannelse til indsatte" blev der fra 2013-15 skruet op for blusset under uddannelsesområdet i fængslerne. Ændringerne er siden blevet en permanent del af tilbuddene til de indsatte.

Projektet har styrket tilbuddet om uddannelsesvejledning, undervisning i grundlæggende skolefærdigheder som matematik, skrivning og læsning samt udbuddet af eksamensrelevante fag som f.eks. dansk og matematik på 9. klasses-niveau.

Udover skoletilbuddene har man også ønsket at give de indsatte flere muligheder for at påbegynde en erhvervsuddannelse, mens de afsoner deres straf.

Mere fokus på behovet for uddannelse
Den offentliggjorte evalueringsrapport om projektet viser, at uddannelsesområdet er blevet styrket. Vejledningsindsatsen er blevet mere systematisk og professionel, og der er kommet mere fokus på de indsattes behov for at opkvalificere sig under deres afsoning.

"Projektet har styrket fængselsskolerne der, hvor de haltede. Nu udbydes undervisningen, så den ligner den, som de indsatte vil møde uden for murene, og der er mere fokus på at stille krav til de indsatte og give dem bevis på det, de har gennemført," fortæller evalueringsmedarbejder Dorte Stenbæk Bentsen fra Analyse og Evaluering i Koncern Resocialisering, der står bag rapporten.

Hun fortæller også, at projektets fokus og særligt de nye uddannelses- og erhvervsvejledere har været en løftestang for at sætte uddannelse mere på dagsordenen i fængslerne. Samtidig er der dog også – særligt når det gælder erhvervsuddannelse – en række store udfordringer for Kriminalforsorgen.

"Målet om at styrke de indsattes muligheder for at påbegynde en erhvervsuddannelse på fængslerne har til gengæld været udfordret. En erhvervsuddannelsesreform i 2015 gav alvorlige benspænd, og så kan vi ikke komme uden om en gammelkendt udfordring, nemlig at mere uddannelse på fængslerne stadig udfordres af behovet for at opretholde produktionen og arbejdsdriften," slutter Dorte Stenbæk Bentsen

Related links

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kategorier

  • uddannelse
  • beskæftigelse
  • institutioner
  • indsatte
  • kriminalforsorgen

Kontakt

PRESSEVAGT

Pressekontakt 7255 4141