Pressemeddelelse -

Storstrøm Fængsel åbner dørene for pressen

Se det nye lukkede fængsel på Falster, før de indsatte flytter ind, og vi låser porten.
Det nye, topsikrede Storstrøm Fængsel står snart færdigt, og med plads til 250 indsatte bliver Storstrøm Fængsel Danmarks næststørste lukkede fængsel. Det moderne fængsel har mulighed for effektiv sektionering og er derfor særligt egnet til at huse flere forskellige grupper af indsatte.

Et par dage før den officielle indvielse inviterer vi pressen til at se fængslet. 

Det sker den 25. september 2017 fra kl. 10.00 – 15.00.

Vi byder på pølser og vand og mulighed for rundvisninger på området. Der vil være mulighed for foto- og filmoptagelser efter aftale.

I kan møde og stille spørgsmål til repræsentanter fra Kriminalforsorgen, heriblandt:
Områdedirektør Rasmus Andersen
Institutionschef Michael Gjørup
Anlægschef Erik Bang

Desuden deltager repræsentanter fra arkitektfirmaet CF Møller, der har tegnet fængslet.

Det nærmere program følger, når vi kender antallet af tilmeldte.

Indvielse
Den 27. september indvier justitsminister Søren Pape Poulsen Storstrøm Fængsel.

Pressen er naturligvis også velkommen ved dette arrangement.

Hvis I ønsker at deltage i et eller begge af arrangementerne, bedes I tilmelde jer med navn, medie, antal personer og information om, hvilket arrangement I ønsker at deltage i, på mail:presse@kriminalforsorgen.dk senest den 10. september 2017.

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kategorier

  • kriminalforsorgen
  • institutioner

Kriminalforsorgens overordnede mål er at medvirke til at begrænse kriminalitet. Dette formål er fælles for hele det strafferetlige system - det vil sige politi, anklagemyndighed, domstole og kriminalforsorg.

Kriminalforsorgens rolle er at sikre, at domstolenes domme bliver fuldbyrdet i overensstemmelse med de regler, der findes i Straffuldbyrdelsesloven. Det skal ske med den nødvendige kontrol og sikkerhed, men også med den nødvendige respekt for de dømtes borger- og menneskerettigheder.

Kriminalforsorgen vil sætte klienten i centrum, skabe sammenhæng på tværs og bringe mennesker sikkert videre til et liv uden kriminalitet.

Direktoratet varetager den overordnede strategi, styring og koordinering på tværs af hele Kriminalforsorgen.

Du kan læse mere her

Kontakt

PRESSEVAGT

Pressekontakt 7255 4141