Nyhed -

Omfattende renovering sikrer bedre udnyttelse af slammet

På Aalborg Renseanlæg Vest er Aalborg Forsyning i gang med en større renovering af rådnetanke og biogasanlæg. Krüger har hjulpet med at projektere og føre tilsyn. Målet er at sikre bedre udnyttelse af slammet og undgå driftsproblemer. Arbejdsmiljø og fremtidssikring er endvidere tænkt ind i projektet.

Rådnetankene på Aalborg Renseanlæg Vest er over 30 år gamle. Betonlaget skulle renoveres, og det var derfor oplagt også at finde en løsning på lejlighedsvise problemer med driften. Det største problem var, at slammet til tider ændrede densitet – ”stormgæring”. Derfor skummede slammet op og løb ud i blandt andet gassystem, gaskompressorrum og nødoverløb.

– Det gav selvfølgelig problemer i sig selv, men det betød også, at en del af slammet ikke blev udrådnet og endte tilbage i indløbet for at tage en tur mere i biologien, fortæller projektingeniør Michael Schytz Poulsen fra Krüger.

Opskumning af slam reduceret

Løsningen blev at renovere rådnetankene mekanisk og betonmæssigt samt etablere en ny kondensat- og blæserbygning for at mindske driftsproblemerne.

– Vi ønskede en renovering efter samme model, som vi fik lavet på Aalborg Renseanlæg Øst for et par år siden, for den havde de rigtig gode erfaringer med, fortæller driftslederassistent Søren Størup Nielsen fra Aalborg Renseanlæg Vest. Allerede nu kan vi se, at vi har opnået fordele ved projektet. Vi har fx. ikke længere opskumning af slammet.

Det nye kondensat- og blæserbygværk håndterer kondensat i biogassen. Bygværket er i flere etager og rummer flere funktioner som behandling af biogassen og blæserinstallation til luftningstanke. I rummene med ATEX-klassificering, hvor biogassen renses, er der etableret et nyt gasrensningsanlæg med kulfilteranlæg, som sikrer renere biogas til gasmotorinstallationen.

Det nye gassystem er sikret med hele tre vandlåse, som sikrer, at der ikke sker gasudslip i rummene.

Godt arbejdsmiljø

I arbejdet med rådnetankene har der været fokuseret på arbejdsmiljøet. Det er blandt andet muligt at komme til stort set alle installationer udefra, ligesom der er nem adgang til pumper og lignende. 

En del af projektet var også at etablere ny ventilation i rådnetankskælderen, som sikrer normal temperatur, hvor der tidligere var meget varmt. Der etableres endvidere sikkerhedsventilation, hvis der mod forventning skulle ske spild af slam og dermed potentiel gasproduktion.

Et fremtidssikret renseanlæg

Renseanlægget er fremtidssikret på alle tænkelige måder. Biogas- og kondensatsystemet er forberedt til udvidelse fra to til tre rådnetanke, ligesom det er klar til tekniske udvidelser – fx. til gasopgradering. Herudover er der forberedt til nye gaslagre. Bygningen kan også udbygges med funktioner som struvithåndtering eller rejektvandsbehandling.

– Med renoveringen er udnyttelse af spildevandet på Renseanlæg Vest blevet fremtidssikret og er langt mere effektiv end tidligere, siger Michael Schytz Poulsen. Slammet udnyttes bedre, og det giver højere energiproduktion og mere stabil drift. Det medfører færre ressourcer for driften og sætter et bedre miljøaftryk.

Artiklen er første gang bragt i Krüger Nyt nr. 2 fra 2018. Læs hele bladet her.

INFOBOKS:

Der er foretaget en række ændringer i rådnetankenes design for bl.a. at undgå stormgæringer:

  • Udtaget af slammet er ændret til topudtag med volumenrør integreret indvendigt i tanken, så slamlaget i toppen fjernes i modsætning til tidligere udtag i bunden af tanken 
  • Der er etableret flydeslamudtag ved hjælp af en flydeslamfælde, så flydeslam kan fjernes under drift. Det kunne man ikke tidligere uden at lukke rådnetanken ned
  • I tanken er der integreret sandudtag, så sandet ikke bundfælder og optager volumen
  • Der er etableret rensemuligheder under drift for alle rør i tanken 
  • Der er etableret rørbrudsventiler på alle rørtilslutninger til rådnetanken, som lukker ned, hvis der er rørbrud
  • Der er etableret tophængt omrøring, der sikrer en homogen blanding. Denne erstatter den tidligere gasomrøring og mindsker stødbelastningen til slammet i tanken 
  • Der er etableret gasvasker på gasafgangen, som renser og køler biogassen, inden den ledes videres i gassystemet

Emner

  • Miljø, energi

Kontakt

Anne Abraham

Pressekontakt HR- og Kommunikationsdirektør 39690222