Svært at gøre os (økonomisk) ansvarlige for vores livsstilssygdomme

Mange mener, at lægebehandling af livstilssygdomme som rygerlunger og fedme bør være brugerbetalt, fordi patienterne selv har et ansvar for deres sygdom. Men det er ifølge ph.d. Martin Marchman Andersen en tvivlsom logik: I sin nye afhandling viser han, hvor svært det er at retfærdiggøre den påstand, at borgere er ansvarlige for sygdom, og at det er meget uklart, hvad de i så fald skulle holdes økonomisk ansvarlige for.

- Det er en fristende tanke, at vi kan spare udgifter til vores sundhedssystem ved at lade patienter med såkaldte livsstilssygdomme betale for egen behandling på sygehusene. Men det kræver, at vi som samfund kan godtgøre, at de rent faktisk er ansvarlige – ellers ville det være uretfærdigt i et system, hvor vi ellers accepterer fri og lige adgang til behandling. Det er dog ikke særlig nemt, i hvert fald ikke hvis udgangspunktet er, at vi både er produkter af genetik og sociale forhold, siger ph.d. Martin Marchman Andersen, der har været tilknyttet Kræftens Bekæmpelse og Københavns Universitet, mens han skrev sin afhandling.

Fri vilje vs. gener og social arv

I 2011 viste en undersøgelse fra Københavns Universitet, at næsten 50 procent af danskerne mener, at overvægtige selv skal betale for fedmeoperationer, hvis de selv kan siges at være skyld i sygdommen. Og ifølge Martin Marchman Andersen er det tanker, som vinder mere og mere indpas, fordi sundhedssystemet og velfærdsstaten er under pres, og fordi vi i dag ved mere om årsagerne til sygdommene end tidligere.

- Hovedargumentet for, at vi kan holdes ansvarlige for vores sygdomme, er ofte, at vi har vores frie vilje; fri vilje er den forestilling, at vi selv er årsagen til det, vi gør, og at vores adfærd ikke er forårsaget af noget andet. Så hvis vi siger, at en ung mand begynder at ryge af egen fri vilje, siger vi også, at der ikke er nogen årsag til det. Men det er svært at forestille sig, at der ikke er en eller anden årsag – fx at alle i drengens familie og omgangskreds ryger, og at det derfor nærmest er unormalt ikke at ryge, siger Martin Marchman Andersen og tilføjer:

- Pointen er, at de årsagssammenhænge, vi ellers forstår menneskelig adfærd igennem inden for biologi, sociologi og psykologi, også må gælde livsstilssygdomme. Det er ikke sandsynligt, at den unge mand, der begynder at ryge, er upåvirket af sin sociale baggrund eller sin genetik på en sådan måde, at han kan holdes fuldstændig ansvarlig for at ryge.

Det betyder ikke, at patienter aldrig kan holdes ansvarlige for noget, men det betyder ifølge Martin Marchman Andersen, at det kræver en anden begrundelse end blot at hævde, at det er patientens eget ansvar. Han påpeger også, at selv hvis vi som samfund besluttede, at nogle patienter i visse tilfælde er ansvarlige for deres sygdomme, vil det ikke betyde, at sundhedsvæsnet bare kan begynde at sende hele regningen videre til fx rygere, der skal i behandling for rygerlunger.

Er rygere en økonomisk byrde?

Martin Marchman Andersens forskning viser da også, at hvis rygere skal holdes økonomisk ansvarlige for deres sygdom, må betingelsen være, at de reelt er en økonomisk byrde, når hele det store regnestykke er gjort op.

- Der er lavet en del økonomiske undersøgelser af, hvorvidt rygere er dyrere end ikkerygere, og resultaterne peger i meget forskellige retninger. De lider dog alle under det problem, at de sammenligner omkostningsforholdet mellem rygere og ikkerygere, og det har vist sig at være en for simpel tilgang til problemet, siger Martin Marchman Andersen og uddyber:

- Vi ved fra talrige studier i social ulighed i sundhed, at rygere er overrepræsenteret i lavere socialgrupper, og at folk i lavere socialgrupper har højere risiko for en lang række sygdomme – også hvis de ikke ryger. Ved blot at sammenligne omkostningerne ved rygere med omkostningerne ved ikkerygere, står den mulige forklaring tilbage, at rygere er dyrere end ikkerygere som følge af omstændigheder, der intet har med rygning at gøre.

Hvis vi vil vide om en ryger er en økonomisk byrde i kraft af sin rygning, forklarer Martin Marchman Andersen, skal vi sammenligne det, personen koster som ryger, med omkostningerne, hvis han aldrig havde røget. Kun i det tilfælde, hvor omkostningerne i første tilfælde er højere end i det andet, er der tale om en økonomisk byrde. Det er forskellen på de to omkostninger, der i så fald skulle være rygerens økonomiske ansvar. 

Martin Marchman Andersen forsvarede sin afhandling d. 31. maj på Københavns Universitet.

Om afhandlingen

Martin Marchman Andersens ph.d.-afhandling "Health, personal responsibility, and distributive justice" består af fire videnskabelige artikler, som belyser spørgsmålene om sundhed, personligt ansvar og fordeling af sundhedsydelser fra forskellige vinkler.

To af artiklerne har været publiceret de i ansete internationale tidsskrifter Journal of Public Health og Public Health Ethics.

Kontakt

Ph.d. Martin Marchman Andersen
Mobil: 20 83 14 75

Kommunikationsmedarbejder Carsten Munk Hansen
Mobil: 28 75 80 23