Pressemeddelelse -

Dansk forpremiere på Land of the Free 8. november på Kulturværftet

Kom til forpremiere på den prisvindende dokumentar Land of the Free og mød instruktøren bag, Camilla Magid, som den 8. november viser og fortæller om sin nye, prisvindende dokumentarfilm fra det udsatte South Central i Los Angels. Arrangementet vises i Kulturværftets nye filmklub – Film & Folk.

Land of the Free / Instr. Camilla Magid / DK 2017 / 92 min.

Land of the Free er et både følsomt og menneskeklogt billede på et USA, der gemmer sig bag de daglige overskrifter om Trump. I sit arbejde med filmen har instruktør Camilla Magid fulgt de tre hovedpersoner Brian, Juan og Gianni i over to år, og filmen tegner et skarpt billede af den psykologiske virkning af et fængselssystem, der fokuserer på straf frem for forebyggelse og rehabilitering. Portrættet af de tre samles i én livshistorie; et intimt portræt af mennesker, der lever i et samfund, hvor hjælpen er knap, og hvor man kun har sine egne ressourcer at bygge på, når man skal klare sig.

Om Camilla Magid

Camilla Magid (f. 1979) er en prisvindende dokumentarfilminstruktør, der har studeret filmvidenskab på Københavns Universitet og arabisk sprog og kultur på Forsvarsakademiet. Hendes første dokumentarfilm, En sort streg om øjet (tidligere vist på Kulturværftet) er optaget i Syrien. Siden har hun lavet flere dokumentarfilm i Danmark, Australien, Mellemøsten og Afrika. Hendes forrige film, Sort, hvid dreng, om en dreng med albinisme i Tanzania, var nomineret til en Bodil og har været vist på flere filmfestivaler.

Nyt filmformat på Kulturværftet

Film & Folk er et nyt filmformat på Kulturværftet, hvor man kan opleve både spillefilm, aktuelle dokumentarfilm, foredrag og snak med filmfolk. 

Praktiske informationer

DATO: Onsdag, 8. nov. 2017

STED: Kulturværftet / Lille Scene

VARIGHED: Ca. 2 timer

ENTRÉ: 60 kr. inkl. gebyr

TIDSPUNKT: Kl. 19.00

DØRENE ÅBNES: Kl. 19.00

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg Slot området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet er Nordsjællands største kulturhus, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents året rundt. 

Kontakt

Anne Borg

Pressekontakt PR, Kommunikation & Marketing Koncerter, festivaler & program 41869423