Pressemeddelelse -

Kulturværftets filmklub Kort & Dok: Bugs - om bæredygtig mad - kan vi redde verden ved at spise insekter?

Der er bæredygtig superfood på den filmiske menu, når Kulturværftets filmklub Kort & Dok blænder op for sæsonens sidste filmaften den 16. november på Kulturværftets Lille Scene. Aftenens dokumentar – Bugs af Andreas Johnsen – stiller skarpt på den kulinariske og ernæringsmæssige revolution, der kan komme, når vi begynder at acceptere insekter blandt vores fødemidler. Som humoristisk optakt til aftenens hovedfilm ser vi i kortfilmen Two Dogs Dining, hvordan et måltid kan tage sig ud, når menneskerne har antaget hundeskikkelse. Aftenens gæst er instruktør Andreas Johnsen.

På gastronomisk eventyr

Ny superfood og løsningen på de globale fødevare-udfordringer? Særligt efter at FN anbefalede insekter som en af fremtidens ressourcer i bekæmpelsen af sult i verden, er insekter som mad blevet et af tidens hotte samtaleemner. Miljøforkæmpere har sat fokus på insekternes minimale økologiske belastning, folkesundhedsforskere har lagt vægt på de ernæringsmæssige fordele, og gastronomer og kokke har stillet skarpt på insekternes smag.

I dokumentaren Bugs følger instruktør Andreas Johnsen to forskere ved Nordic Food Lab i Danmark, Ben Reade og Josh Evans, der indleder en rejse jorden rundt for at finde spiselige insekter og for at lære af de to milliarder mennesker, der allerede spiser insekter, og betragter termitdronninger, honningmyrer, giftige gedehamse og langhornede græshopper som delikatesser. De er bl.a. i Australien og Japan og prøver undervejs at udvikle retter med insekter, som kan finde vej til vores køkken. Holdets erfaringer i marken og i laboratoriet, på gårdbesøgene og de internationale konferencer fører til mange store spørgsmål. Afspejler idéen om spiselige insekter vores ødelagte fødevaresystemer, eller er det netop løsningen? Hvem vil rent faktisk få glæde af, at insekter bliver en integreret del af fødevareindustrien? Og kan vi overkomme vores automatiske fordom?

Aftenens gæst: Instruktør Andreas Johnsen

Efter aftenens filmvisning er der som altid lagt op til en eftersnak med folkene bag filmen. Aftenens gæst er Andreas Johnsen, som tidligere har besøgt Kort & Dok, senest med sin store film om den kinesiske kunstner Ai WeiWei.

Two Dogs Dining – Instr. Kristian Septimius Krogh, 2011,7min.

Som humoristisk optakt til aftenens hovedfilmser vi, hvordan et måltid kan tage sig ud, når menneskerne har antaget hundeskikkelse.

Tid: Onsdag den 16. november kl. 19.30 (døre 19.00)

Sted: Kulturværftet, Lille Scene

Pris: 60 kr. inkl. gebyr/medlemmer 40 kr.

Billetsalg: Billetter og medlemskort købes via kuto.dk, i Kulturværftets billetsalg eller i døren ved arrangementsstart.

Medlemskab: 50 kr. pr. sæson. 

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • two dogs dining
  • filmklub
  • andreas johnsen
  • bugs
  • kort & dok
  • kulturværftet

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg, området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet rummer det største kulturhus i Nordsjælland, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents.

Kontakt

Anne Borg

Pressekontakt PR, Kommunikation & Marketing Koncerter, festivaler & program 41869423