Pressemeddelelse -

​Sting trækker 7000 gæster til Helsingør

Sting trækker 7000 gæster til Helsingør

I starten af august optræder verdenstjernen Sting på havnefronten i Helsingør ved Kulturværftet. Det er første gang, Kulturværftet har et internationalt navn på plakaten på den flotte udendørs koncertplads, som har udsigt til Helsingørs gamle bydel, Kronborg og den svenske kyst.

Koncerten blev sat til salg i december og har længe været så godt som udsolgt. Nu er de sidste VIP-billetter på plads, og kajpladserne er solgt til sejlerfolket, som dermed kan nyde at have egen båd ved hånden før, under og efter koncerten. På den måde kan man gøre hjemturen ganske kort med en overnatning i egen båd lige ved koncertpladsen.

”Det er gået over al forventning med salget af billetterne. Der er jo mange koncerter og festivaler hen over sommeren i Storkøbenhavn og Sverige, og derfor er det dejligt, at billetsalget er gået så godt. Nu kan jeg glæde mig til at nyde Sting i de smukke omgivelser, hvor Kronborg er det smukke baggrunds-tæppe til vores store udendørskoncerter”, udtaler Mikael Fock, chef og kunstnerisk leder Kulturværftet & Toldkammeret.

Inden Sting går på scenen med de største hits fra den musikalske karriere i både The Police og under navnet Sting, er sønnen Joe Sumner supportnavn og vil spille egne numre akustisk. Joe Sumner er også lead-vokal i bandet Fiction Plane, og kan man lide hans stemme, der har mange ligheder med Stings, vender Joe Sumner tilbage i efteråret med Fiction Plane.

Kulturværftet glæder sig over, at den nye parkeringsplads bag de gamle værftshaller er etableret til sommerens ryk ind, men opfordrer de mange gæster, der kommer fra nær og fjern, til at overveje alternativer til bilen. Over 10 % af publikum kommer fra København, men den overvejende del kommer fra Helsingør og nærmeste opland, og så er en cykel eller en gåtur også en transportmulighed. 

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • joe sumner
  • kulturværftet
  • koncert
  • the police
  • sting

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg, området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet rummer det største kulturhus i Nordsjælland, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents.

Kontakt

Anne Borg

Pressekontakt PR, Kommunikation & Marketing Koncerter, festivaler & program 41869423