Pressemeddelelse -

Syrisk kulturliv samles under eksilet

Syrien har en smuk musiktradition, der har en tusindårig, rig historie bag sig. I dag lever mange syriske musikere i eksil i Europa, ligesom Nour Amora, guitarist og syrisk flygtning, der kom i praktik på Kulturværftet i 2016. Med Nour fik Kulturværftet mulighed for at samle Syriens stjerner på tværs af Europas grænser til en eneste og enestående koncert, fuld af musik, ånd og nærvær i selskab med nogle af de dygtigste fra Syriens kunst- og kulturliv.

Haifaa Awad, den danske læge, debattør, aktivist og forfatter med syrisk baggrund, er konferencier og hun vil binde de gamle arabiske sange sammen med nutidens fortællinger.

Jan Pêt Khorto, digter og forfatter fra Syrien, vil ind imellem musikken læse op af nogle af sine digte, som også er oversat til dansk af June Dahy, som denne aften læser digtene op på dansk.

”Vi glæder os utroligt meget til denne helt ekstraordinære koncert, hvor nogle af de dygtigste aktører fra Syriens kunst- og kulturliv vil deltage. Det er alle kunstnere, der i dag lever i eksil i Europa,” udtaler Rasmus Schrøder, musikredaktør på Kulturværftet, der sammen med Nour Amora har arrangeret koncerten.

Musikken som brobygger

Nour Amora er guitarist og har siden efteråret 2016 arbejdet på at tilrettelægge koncerten. I Syrien var han en veletableret musiker og i en årrække medlem af den prestigefyldte forening Artists Syndicate, for Syriens bedste musikere. Fast tilknyttet landsdækkende syrisk TV var han en af de få musikere, der fik lov at optræde på TV, når festen, der altid afslutter Ramadanen, blev vist live. I 2014 flygtede Nour Amora fra Syrien til Danmark med sin familie, og musikken har hjulpet ham i sin nye tilværelse.

”Mange ved ikke, hvordan arabisk musik er. Vi har for eksempel nogle specielle toner, som mange fra vesten ikke kan spille på deres guitar, som jeg kan. Det er den slags, vi gerne vil vise og fortælle om til koncerten,” siger Nour Amora.

”Vi har ikke kun død”

Nour startede i praktik på Kulturværftet i 2016, og en del af hans praktik har resulteret i koncerten Syriens Stjerner, hvor Nour har håndplukket en række af de mest anerkendte, syriske musikere bosiddende i Europa. De kender alle hinanden fra det tidligere meget levende musikliv i Damaskus, og flere af dem har spillet sammen i forskellige konstellationer.

”Vi vil gerne vise danskerne, at arabisk musik er meget smuk, at vi har noget god musik. Og så glæder vi os til at sige tak for, at den her koncert blev mulig,” siger Nour Amora.

Det samme vil Haifaa Awad, der efter at have været frivillig læge på et felthospital i en nordsyrisk landsby under borgerkrigen, skrev bøgerne ”En læges dagbog fra Syrien I og II.” Hun glæder sig til at vise en anden side af Syrien.

”Jeg har fået så meget nok af dårlige nyheder, apatisk manglende mediedækning de seneste måneder og død. Så derfor varmer det sgu mit syriske hjerte når Syriske Stjerner koncerten løber af den 22/9. Endelig kommer jeg igen til at mindes den kolossalt store kulturarv som Syrien også har. Vi har ikke kun død. Vi har Aleppo’s toner, madens krydderier og skønhed,” skriver aftenens konferencier, Haifaa Awad, på sin facebookside.

Koncert planlagt via sociale medier

Musikerne har planlagt koncerten sammen via sociale medier og i dagene inden koncerten kommer de til Helsingør direkte fra byer som London, Berlin og Amsterdam. Her vil de øve de klassiske og berømte, arabiske sange om kærlighed og frihed. På vokal er den unge orientalske sangerinde Hamsa Mounif. Hun har blandet andet været med til at åbne Roskilde Festivalen i 2016, hvor hun var en del af The Syrian National Orchestra for Arabic Music, der gik på Orange Scene sammen med Damon Albarn, der er kendt fra Blur og Gorillaz.'

Nour Amora og de syriske stjerner får også besøg af de to danske musikere Bo Riemer og Sara Grabow, som Nour tidligere har spillet med.

Giv en billet

Alle har mulighed for at give en billet til en herboende syrisk flygtning via Kulturværftets hjemmeside, og overskuddet fra koncerten går ubeskåret til læger uden grænser.

Koncerten finder sted fredag den 22. september klokken 20:00. Der kan tilkøbes syrisk-arabisk buffet, som er åben fra klokken 17:30.

Kulturværftet præsenterer i samarbejde med Nour Amora, Biblioteket Kulturværftet og Friby Helsingør med stor glæde et musikalsk samarbejde på tværs af grænser og skaber med koncerten et rum for et sjældent møde med arabisk musik fremført af store talenter fra Syrien.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • europa
  • haifaa awad
  • damaskus
  • musik
  • kultur
  • eksil
  • aleppo
  • syrien
  • flygtninge
  • koncert
  • kulturværftet

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg Slot området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet er Nordsjællands største kulturhus, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents året rundt. 

Kontakt

Anne Borg

Pressekontakt PR, Kommunikation & Marketing Koncerter, festivaler & program 41869423

Relateret materiale