Pressemeddelelse -

WORDS AFTENER I TOLDKAMMERET – EFTERÅRET 2016

Så er de populære Words Aftener i Toldkammeret tilbage og byder efteråret igennem på en stribe underholdende fortælle-shows for det voksne publikum med nogle af Danmarks absolut bedste fortællere. André Andersen, tidligere Danmarksmester i Storyslam og Comedyslam, tager hver gang to fortællere med. Allerede nu kan man roligt begynde at glæde sig til stærke medfortæller-navne som Vigga Bro, Gravers Graversen, Maria Arnadottir, Pernille Stockfleth samt Words-prisvinderne Per Worm, Aske Ebbesen og Kasper Sørensen.

Finurlige beretninger og filosofiske fortællinger

Words Aftenerne er arrangeret i samarbejde med Toldkammeret, BestTellers og Words Festivalen, og sæsonen byder bl.a. på knejpehistorier i anledning af Knejpe Festival, skæve julehistorier i anledning af højtiden og - naturligvis - masser af varme og glæde, når der leveres løgnagtige sandheder fra både det virkelige og evige liv!

Efterårets program

8. september - kl 19.30 - 21.30

IKKE SÅ MEGET PJAT

- Gravers Graversen, Per Worm og André Andersen

Per Worm modtog både hovedprisen og publikumsprisen under årets Words Festival for sine fantastiske fortællinger og sange. Hans nordjyske aner skinner tydeligt igennem, når han fortæller og synger os igennem tanker og oplevelser fra et liv i Nordjylland, som Per er overbevist om er området, hvor man burde lede efter ”the missing link”.

Gravers Graversens pensionist-tilværelse går heller ikke stille for sig, selvom det er lige præcis dét, han godt kunne ønske sig. Hans timing og underspillethed er i verdensklasse og er med til at styre hans fortællinger i sikker havn i tilhørernes hjerte. Har man en gang hørt Gravers, er man altid at finde blandt tilhørerne igen.

André Andersen er aftenens vært og fortæller nok også en historie eller to.

6. oktober - kl 19.30 - 21.30:

OG SÅDAN SKAL DEN SKÆRES – KNEJPE-AFTEN!

- Vigga Bro, Steiner og André Andersen

I anledning af weekendens Knejpe Festival vil aftenen være pakket ind i gamle saftige fortællinger om sømandsliv og overtro fortalt som var det sømændene selv, der stod på scenen. Derfor har André Andersen, der selv vil byde på et par gamle saftige Helsingør-fortællinger, inviteret to af de garvede:

Vigga Bro behøver ikke større introduktion, hun er fortællingens grand old lady, har modtaget Words Æresprisen og kan om nogen fortælle på gammel, klassisk, værtshus- og lejrbåls-manér. Bornholmeren Steiner er som øbo klædt godt på med en gammel sømandshistorie eller ti. Alle er selvfølgelig fuldstændig sandfærdige, siger manden bag de populære lystløgneraftener, så det er op til publikum selv at bedømme. En ting er dog sikker: der er så meget, vi landkrabber ikke forstår!

4. november – kl 19.30 – 21.30

EN TÅRE I ØJET OG ET SMIL PÅ LÆBEN

- Pernille Stockfleth, Kasper Sørensen og André Andersen

Pernille Stockfleth har modtaget Words Prisen fra sine kollegaer for at være dén, hun er. Med sin energi, fortællelyst og ild, der sætter sig helt ud i hendes rødglødende lokker, er det svært ikke at lade sig betage af hendes fortællinger, uanset om de er fra hendes eget liv eller tanker fra hendes krøllede hjerne.

Kasper Sørensen er en af landets mest erfarne fortællere, der altid slår et slag for moderne storbyfortællinger. Han er én af dem, der bliver ved med at udfordre klassisk fortælling ved at gå af nye veje og stier. Han modtog Publikumsprisen under Words Festivalen i 2015, er i øvrigt festivalens kunstneriske leder og dermed André Andersen højre hånd.

Som aftenens vært byder André Andersen også på et par historier.

30. november – kl. 19.30 - 21.30

FESTFYRVÆRKERI OG KRAVLENISSER

- Maria Arnadottir (Sverige), Aske Ebbesen og André Andersen

Sæsonen afsluttes med julehygge eller det absolut modsatte! Historier inspireret af højtiden, biblen og nisser vil blive fortalt af André Andersen, Words 16 Talentprismodtageren Aske Ebbesen og svenske Maria Arnadottir, der er en af de helt store fortællere fra de svenske skove. Humoristisk, underfundig og lun er ord, der passer godt på hendes beretninger. Det samme kan siges om Aske Ebbesen, der grundigt og præcist bygger sine historier op og altid leverer sine punchlines og moraler knivskarpt. André Andersen vil selvfølgelig også byde ind med et par historier.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • words
  • words festival
  • andré andersen
  • vigga bro
  • toldkammeret

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg, området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet rummer det største kulturhus i Nordsjælland, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents.

Kontakt

Anne Borg

Pressekontakt PR, Kommunikation & Marketing Koncerter, festivaler & program 41869423