Nyhed -

Nye veje til hospitaler i verdensklasse

Mette-Marie Harild, VP North-East Europe, er blevet inviteret til at debattere på Altinget.dk. Her er hendes første indlæg omkring strategiske partnerskaber mellem private og offentlige. Citat: ”Sangen om ”mere sundhed for pengene” er sunget før. Men hvis vi virkelig skal rykke de danske hospitaler og gøre det muligt at behandle flere patienter, hurtigere, billigere og med højere kvalitet end i dag, handler det om at organisere arbejdsgangene smartere”.

------------------------------

Nye veje til hospitaler i verdensklasse

DEBAT: ”At sende flere penge” kan være en stakket frist, når hullerne i sundhedsvæsnet skal lappes. Tiden er inde til mere langsigtede løsninger. En vej frem er at invitere de private aktører med om bordet og levere nye måder at løse sundhedsopgaven på.

Af Mette-Marie Harild, Vice President Medtronic North-East Europe

En indsprøjtning på 5 milliarder kroner. Det har regeringen meldt ud, at den vil bruge på at hæve niveauet for behandlingen af kræftpatienter og kronisk syge. Det er rigtig godt nyt for de mange patienter, der får gavn af en tiltrængt ekstra bevilling. Det kan vi alle være enige om. For det danske sundhedssystem er under pres. Systemet er tynget af en stadig tungere demografisk byrde med flere og flere ældre, flere kronikere og desværre flere kræftramte. Noget kan vi løse med teknologiske innovationer, der sørger for, at det er muligt at behandle flere patienter. Men vi bliver også nødt til at organisere os på en mere effektiv måde, så vi får mere sundhed for pengene og mere fokus på både patienter og medarbejdere, som ikke kan blive ved med bare at ”løbe stærkere”.

Patienter og borgere har store forventninger til politikerne og stiller krav til et velfungerende sundhedsvæsen. Vi danskere forventer behandling i verdensklasse. Nye målinger, som tidligere er offentliggjort på Altinget.dk, viser at vælgerne prioriterer sundhed højest, når der skal forhandles om velfærdspuljen på finansloven. Det er ikke let for politikerne at indfri forventningerne, og det er som om, det eneste svar er: ”send flere penge”. Men det er faktisk muligt at få mere sundhed for de penge, der allerede er.

Private aktører i strategiske partnerskaber

Sangen om ”mere sundhed for pengene” er sunget før. Men hvis vi virkelig skal rykke de danske hospitaler og gøre det muligt at behandle flere patienter, hurtigere, billigere og med højere kvalitet end i dag, handler det om at organisere arbejdsgangene smartere. At trimme behandlingsforløbet og ikke bruge unødig tid på ting, der ikke giver værdi for patienterne. Og nøje gennemgå hele det logistiske forløb fra det øjeblik, patienten kommer ind på hospitalet, til patienten udskrives igen. Det er her private aktører kan komme ind i billedet. I udlandet ser vi en klar tendens til, at hospitalerne indgår strategiske partnerskaber med private aktører, der netop skal sikre, at driften er koncentreret omkring patienterne - med effektiviteten i højsædet. Det kan vi også gøre i Danmark, og den slags strategiske partnerskaber vil både give værdi til patienterne, til de dedikerede medarbejdere – og til det danske samfund.

Hvis vi lader læger, sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale koncentrere sig om det, de er allerbedst til, nemlig selve den kompetente behandling af patienterne og overlader de omkringliggende driftsrelaterede opgaver til en privat aktør, der har omfattende viden om håndtering af processer, bliver der gjort plads til større økonomisk råderum. Patienterne kommer i centrum og kan få hurtigere behandling med den høje kvalitet, som de med rette kan forvente af et velfærdssamfund som det danske.

CITAT: Sangen om ”mere sundhed for pengene” er sunget før. Men hvis vi virkelig skal rykke de danske hospitaler og gøre det muligt at behandle flere patienter, hurtigere, billigere og med højere kvalitet end i dag, handler det om at organisere arbejdsgangene smartere.

Mette-Marie Harild, Vice President Medtronic



Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • sundhedsvæsenet
  • partnerskaber
  • sundhedssystem
  • velfærdssamfund
  • velfærdspuljen
  • hospitaler

Kontakt

Marianne Reedtz Sparrevohn

Pressekontakt Director of Corporate Communications, EMEA PR og kommunikation +45 51990833