Pressemeddelelse -

MEDTRONIC GENNEMFØRER KØB AF COVIDIEN

DUBLIN, Irland – 26. januar 2015 – Medtronic plc (NYSE: MDT), som er en førende global leverandør af medicinsk teknologi, serviceydelser og løsninger, meddelte i dag, at virksomheden har gennemført det tidligere annoncerede køb af Covidien plc (NYSE: COV). Som en del af købsaftalen er Medtronic, Inc. og Covidien plc nu samlet under Medtronic plc. Aktier i Medtronic plc forventes at blive handlet på børsen i New York (NYSE) under symbolet "MDT" fra tirsdag d. 27. januar 2015.

"Kulminationen på dette køb er en væsentlig milepæl i vores branche og skaber en virksomhed med en unik position i forhold til at lindre smerte, genoprette sundhed og forlænge livet for endnu flere patienter rundt om i verden. Vi er nu i stand til at samle de omfattende og innovative kompetencer hos såvel Medtronic som Covidien med det underliggende mål at løse den største udfordring inden for sundhedsvæsenet – at øge adgangen og forbedre kliniske resultater, samtidig med at omkostningerne sænkes," forklarer Omar Ishrak, formand og administrerende direktør for Medtronic. "Det er en spændende dag for vores medarbejdere, hvor vi officielt går sammen om at forfølge vores fælles ønske om at tackle universelle sundhedsbehov samt at sætte skub i Medtronics tre grundlæggende strategier inden for innovativ behandling, globalisering og økonomisk værdi.  Vigtigst af alt ved vi, at sammenlægningen af vores virksomheder kan have en reel og betydningsfuld virkning for folks liv – idet vi hjælper med at behandle flere mennesker, på flere forskellige måder og på flere steder rundt om i verden."

Handlen med Covidiens aktier og Medtronic, Inc.s aktier stoppede på børsen i New York ved dagens afslutning. Kontant- og værdipapirshandlen er værdisat til ca. USD 49.9 milliarder baseret på Medtronics slutkurs på USD 75.59 pr. aktie den 26. januar 2015.  Som led i handlen er en hver udestående stamaktie i Covidien pr. lukketidspunktet konverteret til en ret til at modtage USD 35,19 kontant og 0,956 af en stamaktie i Medtronic plc. Hver enkelt udestående stamaktie i Medtronic, Inc. er pr. lukketidspunktet konverteret til en ret til at modtage én stamaktie i Medtronic plc.

Medtronics økonomiske rådgiver er Perella Weinberg Partners LP og de juridiske rådgivere er Cleary Gottlieb Steen & Hamilton LLP og A&L Goodbody. Covidiens økonomiske rådigver er Goldman Sachs og de juridiske rådgivere er Wachtell, Lipton, Rosen & Katz og Arthur Cox.

Gennemførslen af handlen påvirker ikke resultatet i Medtronic, Inc.s regnskab for tredje kvartal, som blev afsluttet fredag den 23. januar 2015. Virksomheden forventer at give en finansiel opdatering i forbindelse med præsentationen af indtægterne for tredje kvartal tirsdag den 17. februar 2015. For mere detaljerede oplysninger, se: Medtronic plc Revenue Reporting Changes and Historical Financials

Medtronic plc har hovedsæde i Irland, hvor begge selskaber længe har haft til huse. Virksomhedens driftsmæssige hovedsæde vil fortsat ligge i Minneapolis. Medtronic udbyder en omfattende produktportefølje, har en varieret vækstprofil og en bred geografisk rækkevidde med mere end 85.000 medarbejdere i mere end 160 lande.  

Besøg http://www.medtronic.com/, hvis du ønsker yderligere oplysninger.

# # #

Any forward-looking statements are subject to risks and uncertainties such as those described in Medtronic's periodic reports on file with the Securities and Exchange Commission. Actual results may differ materially from anticipated results.


Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • medtronic
  • covidien
  • købsaftale
  • financial report

Medtronic er globalt førende inden for medicinsk teknologi, der lindrer smerte, genopretter sundhed og forlænger livet for millioner af mennesker over hele verden. Med dybe rødder i behandlingen af hjertesygdomme, tilbyder Medtronic i dag en bred vifte af produkter og behandlinger – hvert tredje sekund, bliver et liv forbedret med et Medtronic produkt eller terapi.

Kontakt

Marianne Reedtz Sparrevohn

Pressekontakt Director of Corporate Communications, EMEA PR og kommunikation +45 51990833