Pressemeddelelse -

​100 års kvindehistorie klædt af til skindet

Søndag den 8. marts inviterer Nationalmuseet til historisk undertøjsmodeshow i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag.

Torpedo-bh’er, hofteholdere, krinoliner og korsetter. Særk og sexet lingeri, bomuldstrusser og bare, solbrændte bryster. Kvinders undertøj - eller manglen på samme - fortæller ikke bare om tidens skiftende modeluner, men i lige så høj grad om idealer, ligestilling og rettigheder. Til Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts klæder Nationalmuseet derfor 100 års kvindeliv af til skindet og fortæller undertøjets og dermed kvindernes historie fra 1880 til 1980 i et historisk undertøjsmodeshow. 

Her viser 50 frivillige modeller undertøjets historie fra slut-1800-tallets hvepsetaljer med alt, hvad det indebar af maste organer og åndedrætsbesvær over 1920’ernes drengede snit til 1950’ernes struttende timeglasfigur og 1970’ernes unisexede bomuldstrusser. Formidler og etnolog Frederikke Heick guider publikum gennem tiden, tøjet og kvindernes status. 

Modeshowet er anderledes end traditionelle pikante modeshows, for her handler det ikke om at se sexede modeller i minimal beklædning, men om at få kvindehistorien ind under huden. Undertøj har altid været tabuiseret og et stærkt symbol på kvindeliv, magt og undertrykkelse - men faktisk er undertøjets historie slet ikke så ensidig, som man måske skulle tro.  

Fakta: Historisk undertøjsmodeshow på Nationalmuseet
Tid og sted: Søndag den 8. marts kl. 19.00-21.00 i Nationalmuseets forhal.
Pris: 125 kr. inklusiv et glas vin og en let anretning.
Billet: Det er en god ide at købe billet på forhånd. Køb den allerede nu på billet.natmus.dk.

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • nationalmuseet
  • aktiviteter

                                                                                                                                                  

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét

  • Hvert år besøger over en million mennesker en af Nationalmuseets afdelinger
  • I 2013 var Nationalmuseet i Prinsens Palæ Danmarks mest besøgte museum
  • Og husk: Nationalmuseet har gratis adgang!

Kontakt

Rikke Tjørnehøj

Aktivitetskoordinator Formidling, Nationalmuseet 4120 6059

Nynne Bojsen Faartoft

Communications Officer 4120 6019