Pressemeddelelse -

400 år gammelt fadølskrus fundet i Vendsyssel

Et sjældent drikkekrus af sølv fra 1597 er blevet erklæret for danefæ. Kruset har måske tilhørt en lokal adelsfamilie og er dekoreret med alt fra kameler til enhjørninger. 

Slå gækken løs, og bæl en bajer! De to udtryk stammer faktisk direkte fra sådan et drikkekrus, som for nylig blev erklæret for danefæ på Nationalmuseet. Men mere om forbindelsen til drikfældige udtryk senere – først skal vi tilbage til kruset, som blev fundet øst for Rønnebjerg Storgård i nærheden af Vrå i Vendsyssel af en lokal landmand. 

Rønnebjerg Storgård, som nu er nedlagt, er ikke et sted med mange fund, men området er alligevel specielt af flere årsager, fortæller Per Lysdahl, som er museumsinspektør på Vendsyssel Historiske Museum, hvor drikkekruset blev indleveret: 

- Jorden har tilhørt Rønnebjerg Storgård i flere århundreder, indtil den gradvist blev solgt fra, så på den måde har gården en lang historie. Og så er den faktisk ”berømt” fra forfatter Anne Marie Løns roman ”Prinsesserne”, som er inspireret af et søskendepar, der voksede op på gården i 1900-tallet, siger Per Lysdahl. 

Drikkekruset er noget ældre: Det er nemlig lavet i renæssancen, vejer 1084 gram og er fint pyntet med indgraverede dyrefigurer og to våbenskjolde med tilhørende initialer, fortæller seniorforsker Poul Grinder-Hansen fra Middelalder, Renæssance og Numismatik på Nationalmuseet. 

- Det er et spektakulært fund, fordi der er så mange billeder på, og fordi der er indgraveret oplysninger, som måske kan gøre det muligt at komme tættere på de mennesker, det har tilhørt, siger Poul Grinder-Hansen og tilføjer, at Nationalmuseet har en del lignende eksemplarer, men at de færreste er så flot dekoreret som det her. 

Halv løve og skægget mand
Drikkekruset afslører faktisk selv, hvornår det er fra, og måske også hvem det har tilhørt: Årstallet 1597 er nemlig indgraveret på låget på hver side af de to våbenskjolde, som viser, at kruset har tilhørt en adelsslægt. Det ene våbenskjold forestiller en halv, springende løve og er kendt fra en lille, dansk adelsslægt ved navn Wunkesen. Over våbenskjoldet er initialerne ”I.K.D.” indgraveret: 

- Der findes en ”Johanne” i slægten, så det er sandsynligt, at det navn er gået videre, og ”K.D.” kan stå for ”Knudsdatter”. Jeg kan ikke identificere en Johanne Knudsdatter Wunkesen med levetid omkring år 1600 i stamtavlerne over slægten, men en lokal tilknytning til Vendsyssel er sandsynlig, siger Poul Grinder-Hansen. 

Det andet våbenskjold forestiller en skægget mand med en spids hat og initialerne ”A.O.” indgraveret. Poul Grinder-Hansen kan umiddelbart ikke finde det i opslagsbøgerne, men kombinationen af de to våbenskjolde giver ham et hint om den anledning, kruset er lavet i: 

- De to våbenskjolde signalerer en slags pagt, og derfor kunne kruset for eksempel være lavet til brylluppet mellem to forskellige slægter, siger Poul Grinder-Hansen. 

To pægl øl, tak
Udover våbenskjoldene og initialerne er kruset pyntet med en broget forsamling af dyr: en hest, en ko, en fugl – endda en kamel og en enhjørning. 

- Der var ikke så mange kameler og enhjørninger i Vendsyssel på den tid, så det er ikke ligefrem en afbildning af datidens lokale dyreliv. Men motivet med både fabeldyr og almindelige dyr er klassisk og er nok kopieret fra et kobberstik, siger Poul Grinder-Hansen. 

Krusets formål har været ganske praktisk: Det er simpelthen blevet brugt til at drikke af – og dét især øl. Men det har også været et investeringsobjekt, for med en vægt på over et kilo var sølvværdien stor. Derfor er det fornemme krus ikke endt i jorden ved et tilfælde, men som en nedgravet skat: 

- Vi kender til mange skatte fra 1600-tallet, som indeholder kander, krus og bægre, for når der var fare på færde, gravede man sine skatte ned i baghaven. Et gæt kunne være, at det blev gravet ned under Kejserkrigen 1625-1629, hvor udenlandske tropper hærgede Jylland, siger Poul Grinder-Hansen. 

Museumsinspektør Per Lysdahl fra Vendsyssel Historiske Museum er enig i den fortolkning: 

- Vi har en del fund fra Vendsyssel, som, formoder vi, er nedgravet netop i den periode. Blandt andet en stor trebenet malmgryde med forskellige metaller i og lysestager fra samme tid. Drikkekruset passer fint ind i den sammenhæng, siger han.  

Og nu må vi til den anden sammenhæng: For hvad er det lige, at kruset har at gøre med ”at slå gækken løs” og ”bælle”? Poul Grinder-Hansen forklarer: 

- Når man skulle have en tår øl, satte man tommelfingeren på gækken, som man slog ned eller slog løs, så låget løftede sig, og man kunne drikke. Og indeni de her drikkekrus var der angivet, hvor mange pægl, det rummede - en gammel måleenhed, som er lig med 0,2415 liter. Så når man virkelig drak, så ”pæglede” man, eller - som vi siger i dag - ”bæller”. 

Fakta: Drikkekruset

  • Drikkekruset er fundet af en lokal landmand øst for Rønnebjerg Storgård ved Vrå i Vendsyssel og blev fornylig erklæret for danefæ på Nationalmuseet. 
  • Kruset er lavet i renæssancen, nærmere bestemt i 1597. Det er lavet af sølv og vejer 1084 gram. Typen kendes også under navnet ”en lågkande”, men det har været brugt til at drikke af og altså ikke som kande. 
  • Kruset er dekoreret med indgraverede dyr, to våbenskjolde og forbogstaver. Våbenskjoldene kan måske vise en ægteskabsalliance mellem to forskellige slægter, og kruset kan derfor være lavet i anledning af et bryllup – måske mellem to adelige slægter fra lokalområdet.

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • danefæ

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét.

Nationalmuseet er Prinsens Palæ i København, Frilandsmuseet, Brede Værk, Kongernes Jelling, Frøslevlejrens Museum, Trelleborg, Tøjhusmuseet, Orlogsmuseet, Tre historiske hjem (herunder Klunkehjemmet), Liselund, Kommandørgården, Frihedsmuseet (lukket på grund af brand) og Musikmuseet (som åbner i nye omgivelser i september 2014). 

Hvert år besøger over en million mennesker en af Nationalmuseets afdelinger.
I 2013 var Nationalmuseet i Prinsens Palæ Danmarks mest besøgte museum.


Natmus.dk | Facebook | Instagram | Twitter | FlickrYoutubePressekontakt

Kontakt

Nynne Bojsen Faartoft

Communications Officer 4120 6019

Poul Grinder-Hansen

Seniorforsker, Middelalder, Renæssance og Numismatik, Nationalmuseet 4120 6115

Bjarne Jensen

Landmand og finder af drikkekruset 9898 8443