Pressemeddelelse -

Da tyskerne kom - ny særudstilling på Tøjhusmuseet

Den 9. april er det 75 år siden, tyske tropper besatte Danmark. Det markerer Tøjhusmuseet med særudstillingen ”9. april 1940 - da tyskerne kom”.

Klokken kvart over fire om morgenen den 9. april 1940 angreb 40.000 tyske tropper, støttet af fly og flådeskibe, Danmark. Knap fire timer senere overgav de sidste danske soldater sig. Da havde 16 danske soldater og grænsegendarmer samt et ukendt antal tyske soldater mistet livet i kamp. Forude lå fem års tysk besættelse og modstandskamp.

For den tyske værnemagt var angrebet på Danmark ubetydeligt, sammenlignet med hvad der ventede dem senere i krigen. Men for de danskere, der oplevede det, var det dagen, de aldrig glemte - selvom begivenhederne målt i tid kun varede en brøkdel af af krigen og besættelsen.

Tøjhusmuseet markerer 75-årsdagen for den tyske besættelse med en lille særudstilling om de skæbnesvangre timer, da Danmark blev besat. Udstillingen koncentrerer sig om kamphandlingerne.

- Det, der skete den 9. april 1940, var en militær begivenhed, og derfor vælger vi på Tøjhusmuseet at fokusere på soldaterne og de steder, hvor de kæmpede i de fire timer, det varede, siger museumsinspektør på Tøjhusmuseet, Karsten Skjold Petersen, som står for udstillingens historiske indhold.

Tre af udstillingens fem montrer formidler de tre steder, hvor danske og tyske tropper var i ildkamp. Den ene montre formidler kampene i Sønderjylland. Den anden fortæller om kampene ved Amalienborg og Kastellet i København, mens den tredje fokuserer på Værløse Flyveplads, hvor det danske luftvåben blev nedkæmpet. De to sidste montrer viser henholdsvis danske og tyske uniformer, våben og udrustning, som det så ud den 9. april 1940.

Jævnbyrdige soldater
Derudover viser udstillingen andre tidstypiske eksempler på uniformsdele, våben og andet udstyr, som var i brug under kampene. Det drejer sig blandt andet om en 20 millimeter Madsen-maskinkanon, en cykel fra de danske cykelenheder samt et skilderhus fra Amalienborg.

Karsten Skjold Petersen fremhæver, at de danske og tyske soldater mand mod mand var jævnbyrdige.

- De danske troppers våben og udrustning stod ikke tilbage for tyskernes, og de danske soldater kunne i princippet matche de tyske. De tyske tabstal kendes ikke, men adskillige kampvogne og pansrede køretøjer blev uskadeliggjort, og der er således ingen grund til at betvivle de danske soldaters evner og muligheder for at kæmpe, siger han.

Hvis Karsten Skjold Petersen skal fremhæve bestemte genstande i udstillingen, så er det de to maskingeværer fra den danske Fokker C. V, som blev skudt ned, da Luftwaffe angreb Værløse Flyveplads. Nedkæmpelsen af det danske luftvåben illustrerer noget af det sorte uheld, der ramte forsvaret den morgen.

- De danske fly var lette mål. De stod på jorden i en lang række med motorerne kørende. Piloterne var klar til at gå ombord, da tyskerne angreb og ødelagde størstedelen af flyene, inden de overhovedet nåede at lette, fortæller Karsten Skjold Petersen.

Blot et enkelt fly nåede på vingerne og blev omgående skudt ned. Det er maskingeværerne fra dette fly, som udstilles.

Fakta: Særudstilling ”9. april 1940 - da tyskerne kom”
Udstillingen åbner den 9. april på Tøjhusmuseet og vises året ud i museets åbningstid tirsdag til søndag kl. 12.00-16.00.

I forbindelse med åbningen af udstillingen viser Nationalmuseets biograf den 9. april 2015 om aftenen filmen ”9. april” med Pilou Asbæk i hovedrollen som sekondløjtnant Sand. Instruktøren, Roni Ezra, og nogle af skuespillerne fra filmen deltager. Forestillingen indledes af Karsten Skjold Petersen.

Den 9. april udgiver Karsten Skjold Petersen sammen med Torsten Cumberland Jacobsen bogen ”9. april 1940 - Våben, udrustning og uniformer”. Bogen berører kampene den 9. april og redegør for den danske hærs materiel, som sammenlignes med det tyske. Den bringer en mængde nye oplysninger og en række fotos af bevarede originale genstande fra Tøjhusmuseets samlinger og mange originale fotos fra den 9. april og dagene umiddelbart efter.

Til pressen:
Udstillingen er efter aftale åben for guidede pressebesøg sammen med kurator Karsten Skjold Petersen eller på egen hånd fra den 7. april. Kontakt presseansvarlig Henrik Schilling for en aftale på tlf.: 41 20 60 16 eller på e-mail: henrik.schilling@natmus.dk

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • tøjhusmuseet
  • udstillinger

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker en af Nationalmuseets mange afdelinger i hele landet.
Og husk: Nationalmuseet har gratis adgang. 

Kontakt

Karsten Skjold Petersen

Museumsinspektør +45 41 20 63 65