Pressemeddelelse -

Efterårsferie med historisk marked

Efterårsferie er lig med gøglere, luftgynger og tryllerier, når Frilandsmuseets afholder deres historiske marked. Her vil du rejse tilbage til slutningen af 1800-tallet og opleve markedstemningen til duften af æbleskiver og honninghjerter.

Ingen efterårsferie uden et besøg på Frilandsmuseets marked som løber af stablen fra søndag den 16. oktober til søndag den 23. oktober. Her vil du blive mødt at fusentaster, lommetyve knoldesparkere og klovne og lirekassespillere, når du går rundt mellem markedspladsens boder og musikanter.

Frilandsmuseet præsenterer et historisk marked, som det kunne se ud i 1800-tallets sidste årtier på landet, når bønder mødtes for at købe og sælge og for at blive underholdt af tilrejsende gøglere af mere eller mindre lødig karat. Boder og telte er fremstillet ud fra gamle tegninger og malerier, og herfra vil der være salg af varer fra Frilandsmuseet. Sprød sang og toner fra lirekasse, trommer og violin giver den helt rigtige markedstemning.

Leg, se og hør
På markedet vil der være masser af aktiviteter for store såvel som små. Kom og prøv keglebanen, tag en tur i luftgyngerne, en svingom i karrusellen og deltag i den såkaldte hønseskidningskonkurrence! Gå heller ikke glip af de små gakkede tryllerier med Morten Eisner og Peter Aude, den fantastiske klovn Joey og den svenske linedanser Moa.

Sæt tænderne i historien
Melder sulten sig for alvor, kan du købe smørrebrød og ristede pølser i markedets madtelt. Til den søde tand er der æbleskiver, honninghjerter og kolde og varme drikke. Der vil være mulighed for at nyde maden udendørs under hyggelige siddepladser.

I den første og sidste weekend i efterårsferien byder køkkenlauget på smagsprøver, når de laver mad på brændekomfuret på hovedgården fra Fjellerup. Frilandsmuseets møllerlaug maler rugmel i Ellested Vandmølle søndag den 16., onsdag den 19. og søndag den 23. oktober fra kl. 11-15. Hvis man er heldig kan man få en pose mel med hjem, så man kan bage sine egne boller på en ruskende efterårsdag.

Hvis du ikke kan komme forbi i efterårsferien, så fortvivl ikke. For allerede weekenden efter slår Frilandsmuseet igen dørene op. Fra fredag den 28. til søndag den 31. oktober står Frilandsmuseet nemlig i den gyselige Allehelgens tegn.

Tid og sted
Hvad: Historisk marked
Hvor: Frilandsmuseet
Hvornår:Søndag den 16. oktober til søndag den 23. oktober kl. 10-16. Aktiviteter finder sted mellem kl. 11-15.30.

Udvalgte aktiviteter kræver betaling. Frilandsmuseet tager imod både kontanter og dankort.

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • aktiviteter
  • frilandsmuseet

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker et af Nationalmuseets museer i hele landet.

Kontakt

Tine Bonde Christensen

Pressekontakt Kommunikationsmedarbejder 41206144