Pressemeddelelse -

Fire århundreders historier om Holmen gravet frem

Holmens Kirke og Nationalmuseet er nu færdige med undersøgelserne i forbindelse med kirkens nye tilbygning. Museets arkæologer har udgravet over 180 grave og afdækket flere spor af den ankersmedje, som blev ombygget til Holmens Kirke. 

Nationalmuseets undersøgelser ved Holmens Kirke er nu afsluttede og har afsløret mange spændende fund helt tilbage fra 1500-tallet og frem til 1800-tallet.
Museets udgravninger ved kirken gik i gang i midten af august 2013 som led i forarbejdet til kirkens nye tilbygning, der kommer til at ligge diskret syd for kirken mellem to af dens ”korsarme”.

Bygningen vil blive opført delvist under jorden og kommer til at huse alt fra kontorer, køkken og andre personalefaciliteter til et handicaptoilet og en menighedssal, fortæller kommandørkaptajn Anders Friis, som er formand for menighedsrådet i Holmens Kirke.

- Vi er glade for, at arbejdet med den nye tilbygning til kirken indirekte har været medvirkende til, at vi nu får endnu større viden om kirkens historie og om de mennesker, der igennem tiderne har haft deres gang i området. Vi skal værne om kirkens stolte historie samtidigt med, at vi skal sikre tidssvarende rammer for kirkens brugere og ansatte, siger Anders Friis.

Fra ankersmedje til kirke
Nationalmuseet har fulgt Holmens Kirkes byggeplaner løbende og begyndte så i august sidste år på de arkæologiske undersøgelser af det areal, hvor den nye bygning skal ligge. Det drejer sig om cirka 150 kvadratmeter, som rummer de ældst kendte dele af kirkegården, fortælle udgravningsleder Annemette Kjærgård:

- De første mennesker blev begravet på Holmens kirkegård i slutningen af 1640’erne. Holmens Kirke blev nemlig indviet som kirke i 1619. Indtil da husede bygningerne Frederik II’s gamle ankersmedje fra 1562, hvor værftsarbejdere smedede store ankre og ankerkæder til den danske flåde, siger hun.

Dele af kirken den dag i dag stammer derfor fra den oprindelige ankersmedje. I det hele taget har Holmens Kirke en lang bygningshistorie og er løbende blevet udbygget og ombygget siden sin indvielse.

Nationalmuseets undersøgelser har afdækket nye fundamenter fra ankersmedjen inde i kirken, og arkæologerne har også gravet sig ned til jordlagene under ankersmedjen:

- Ankersmedjen blev opført på et tidspunkt, hvor man udbyggede Holmen, men spørgsmålet er, hvad der var på Holmen før 1564? Nu skal vi have undersøgt jordlagene under ankersmedjen, og hvem ved - måske finder vi måske spor af de første mennesker på Holmen, for eksempel fra stenalder eller jernalder, siger Annemette Kjærgård.

Spørg skeletterne
Holmens kirkegård blev brugt helt op i midten af 1800-tallet, og derfor har Nationalmuseet fundet grave fra tre århundreder. I alt har arkæologerne udgravet cirka 180 grave. Ud over skeletterne er der kun få spor af kisterne, for eksempel kistehåndtag. Men faktisk kan skeletterne alene fortælle mange historier om det levede liv blandt helt almindelige mennesker, der engang havde deres gang på Holmen:

- Et af skeletterne tilhører for eksempel en mand, som var utroligt glad for sin kridtpibe. Dét viser de to halvmåneformede slidmærker, som piben har lavet i hans tænder. Et andet skelet er fuldstændigt tandløst og tilhører en person, mand eller kvinde, som må have været stærkt plaget af smerter i sine sidste år. Skelettet viser slidgigt i hele ryggen, hænder og fødder, siger Annemette Kjærgård.

Hovedparten af de begravede har haft tilknytning til søværnet, da Holmens Kirke er søværnets kirke. Derfor har gravene nok tilhørt gamle søfolk eller folk, der arbejdede på Holmens værft. Skeletterne er blevet taget op af jorden enkeltvis. Senere vil der blive lavet en antropologisk undersøgelse af dem på Panum Instituttet, hvor skeletterne vil ligge til fremtidige undersøgelser, fortæller Annemette Kjærgård.

- Skeletter er en fantastisk vidensbank. Allerede i dag fortæller de os om alt fra kost til sygdomme - og vi har slet ikke fantasi til at forestille os, hvad vi om 10 til 20 år kan spørge skeletterne om.

Holmens Kirkes nye tilbygning bliver opført med støtte fra A.P. Møller Fonden, og arkitektfirmaet C.F. Møller står for selve projektet. Læs mere på www.holmenskirke.dk

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • nationalmuseet

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét.

 

Kontakt

Henrik Schilling

Press Relations Manager 4120 6016

Annemette Kjærgård

Udgravningsleder Nationalmuseet 4120 6147

Anders Friis

Kommandørkaptajn og formand for Holmens Kirkes menighedsråd 2222 8229

Relateret materiale