Pressemeddelelse -

Gæk-Gæk – Påskehygge for børn på Nationalmuseet

I påskedagene kan de yngste slippe kreativiteten løs med gækkebrevssysler i Nationalmuseets påskeworkshop. Der er åbent skærtorsdag, langfredag og 2. påskedag fra 12.00 – 15.00.

Påsken står igen for døren. Men du har glemt noget? Åhhh nej. Gækkebrevet til farmor! Det fik du aldrig lavet. Så vanker der hverken påskeæg eller chokoladehare i år. Ak og ve…

Men fortvivl ikke, unge ven. Du kan stadig nå at lave et superflot gækkebrev i vores påskeworkshop, hvor du samtidig kan hygge dig i selskab med andre børn i alderen 3-10 år.

Mit navn det står med prikker...
I påskeworkshoppen får du mulighed for at designe dit helt eget gækkebrev, så det bliver lige nøjagtig som du ønsker det. Måske skal det være grønt med gule fjer på? Måske med sølvglimmer? Eller måske skal megaseje Spiderman tegnes på? Du bestemmer helt selv.

Hvis du ikke lige har en supergod ide, så har du også mulighed for at klippe efter en af de traditionelle skabeloner. Vi hjælper dig med at lave brevet flot og farverigt. Men det handler under alle omstændigheder om at være så kreativ og opfindsom med sit gækkebrev som muligt.

Skriv et sjovt gækkevers og send det til en du kender: bedstemor, farfar, tante Olga, farbror Harry eller hvem du nu synes fortjener et flot gækkebrev. Men pas på, hvis de gætter, at brevet er fra dig, så er det dig selv, som skylder et påskeæg!


Hvornår:
skærtorsdag, langfredag og 2. påskedag, kl. 12.00 – 15.00
Hvem: børn i alderen 3 – 10 år

Pris: 30 kr. pr. barn. Billet købes i Informationen på dagen.

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • nationalmuseet
  • aktiviteter

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker et af Nationalmuseets museer i hele landet.
Og husk: Nationalmuseet har gratis adgang. 

Kontakt

Mads Hendrich

Pressemedarbejder på aktiviteter 41206027