Pressemeddelelse -

Hæng ud med de døde på Nationalmuseet

De dødes sjæle vender tilbage til de levendes verden for en stund, når Nationalmuseet lørdag den 1. november kl. 18.00 – 22.00 fejrer De Dødes Dag komplet med mexicansk kirkegårdsstemning, mad, musik og dansende skeletter.

Allehelgen er efterhånden blevet forbundet med gys og gru i form af udhulede græskarmonstre, hekse, edderkopper, spindelvæv og spøgelser. I Mexico er dagene derimod en livsbekræftende højtid, der giver plads til god mad og munter musik: her får ens afdøde venner og slægtninge nemlig mulighed for at besøge de levendes verden. Og hvad længes en død sjæl så efter ved disse lejligheder? En fed fest, naturligvis!

De Dødes Dag på UNESCOs liste
Día de Muertos varer fra Allehelgensaften den 31. oktober til Allesjælesdag den 1. november. I disse dage samles man for at ære og mindes familie, venner og kære, der er gået bort, og i mexicanske hjem er der blomsterdekorerede altre med alle de ting, den afdøde nød allermest i levende live: livretter, kage, frugt, øl og tequila. Den kulturelle betydning bag De Dødes Dag er så vigtig for mexicanerne, at dagen er blevet optaget på UNESCOs liste over bevaringsværdig immateriel kulturarv.

Det karakteristiske livs- og dødssyn kan du opleve på nært hold, når Nationalmuseet inviterer til en festlig De Dødes Dag med udsmykkede altre, kranier, underholdning, udstillinger og musik i bedste mexicansk stil. De Dødes Dag foregår også i køkkenet: I løbet af aftenen kan man smage på mexicanske lækkerier som De Dødes Brød (Pan de Muerto), tamales og tacos.

Oplev et mexicansk kunstværk live
I løbet af aftenen kan man også se De Dødes Alter, som den mexicanske kunstner Pedro César Peralta har arbejdet på i museets forhal siden den 28. oktober. Alteret er udført i farverigt savsmuld i en teknik, der er inspireret af traditionel gadeudsmykning i hans hjemby Huamantla i Mexico. Alteret kan sammen med en lille særudstilling om De Dødes Dag opleves frem til den 6. november.

Mexicanske kunstnere vil i løbet af aftenen fortolke De Dødes Dag via kunsten: du kan besøge installationer af kunstnerne Rama King Nash, Frodo Mikkelsen og Carlos Cons, se den prisbelønnede animerede kortfilm Hasta los Huesos (Ned til skeletterne) og nyde tonerne fra det latinamerikanske ensemble, Trio Domison og den anmelderroste, mexicanske sangerinde Edith Tamayo, som i dagens anledning laver et særligt Día de Muertos-repertoire.

De Dødes Dag er også for børn, og i familieworkshoppen kan man lave sit eget alter, dekorere kraniemasker, male kranier af ler og folde de orange papirblomster, som ifølge mexicansk tradition kan vise de dødes sjæle tilbage til de levendes verden.

Dét og meget mere kan du – hvad enten du er levende eller død – opleve på De Dødes Dag på Nationalmuseet lørdag den 1. november 2014 kl. 18.00 – 22.00. Entré: 30 kr. for voksne og 15 kr. for børn.

Fakta
I Mexico og Mellemamerika er Día de Muertos en af årets vigtigste fester. Traditionen er en sammensmeltning af de katolske Allehelgens- og Allesjælesdage og ældgamle indianske ritualer for de døde. Festen er i dag især centreret omkring kirkegården og hjemmet. I hjemmet er der dekorerede offerborde, og på kirkegården pyntes der op med blomster, lys og sukkerkranier. Mange familier tilbringer natten ved familiegravstedet på kirkegården.

Familieworkshoppen finder sted både den 1. og 2. november kl. 12.00 – 15.00. Kunstneren Pedro César Peraltas udsmykning af De Dødes Alter kan opleves fra den 28. oktober – den 1. november. Alteret står færdigt om aftenen og kan ses frem til den 6. november sammen med en særudstilling om De Dødes Dag, der kan opleves frem til den 9. november.

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • nationalmuseet
  • aktiviteter

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét.

  • Hvert år besøger over en million mennesker en af Nationalmuseets mange afdelinger 
  • I 2013 var Nationalmuseet i Prinsens Palæ Danmarks mest besøgte museum
  • Nationalmuseet har gratis adgang

Natmus.dk | Facebook | Instagram | Twitter | FlickrYoutubePressekontakt

Kontakt

Karen Torp-Pedersen

Pressekontakt Kommunikationsmedarbejder Primær pressekontakt 41206096

Tine Bonde Christensen

Pressekontakt Kommunikationsmedarbejder 41206144