Pressemeddelelse -

Historisk tegneserie-succes fra Grønland udgives i Japan

Det første bind af den historiske, grønlandske tegneserie Oqaluttuat - på dansk: Fortællinger -  udgives nu i Japan. Det sker samtidig med, at kronprinsparret åbner en udstilling om tegneserien under deres besøg i Japan.

Når kronprinsparret den 26. – 28. marts besøger Japan, i forbindelse med Det Grønlandske Selvstyres og den danske ambassade i Japans Grønlandsfremstød, er den grønlandske tegner Nuka Godtfredsen med. Det samme er hans Grønlandshistorie i tegneserieform, som nu udgives på et af verdens største tegneseriemarkeder, det japanske.

- Det er stort, og jeg er meget stolt, men det er også lidt ufatteligt, at blive udgivet i et land som Japan, der har en kæmpestor tegneseriekultur, fortæller Nuka Godtfredsen, om det der er overgået ham, og han sammenligner det med at vinde i Lotto.

I første omgang udgives, ”De første skridt”, som er det første bind i serien om Grønlands historie. Det udkommer i 500 eksemplarer og skal sælges fra verdens største boghandel, Daikamyana, som ligger i Tokyo.

Samtidig vises vandreudstillingen Qanga med Nuka Godtfredsens akvareller. Det er en udstilling i billeder og musik om fortidens mennesker og kulturer i de arktiske egne igennem 4.500 år. Det er samtidig et indblik i Nuka Godtfredsens tegnede univers, som ligger til grund for tegneserien. Qanga indgår i en større udstilling i Tokyo, hvor også en samling tupilakker, der ejes af den japanske kejserfamilie vises offentligt for første gang sammen med grønlandske masker fra Hans Kongelige Højhed Prinsgemalens samling.

En verdenssucces
Med erobringen af Japan når et fremsynet grønlandsk-dansk samarbejde om historieformidling og undervisning et nyt højdepunkt. Udover japansk er Oqalttuaq oversat til engelsk, og udstillingen, Qanga, har været vist fem steder i Grønland, i Alaska, i Danmark, i Island og i Sverige. Nu vises den i Japan, og til sommer skal den til Cahors i Frankrig.

Hvad der begyndte som en idé hos seniorforsker på Nationalmuseet Martin Appelt om at fortælle Grønlands historie på en ny og anderledes måde udviklede sig i samarbejde med Nuka Godtfredsen, den grønlandske avis Sermitsiaq og det grønlandske skolebogsforlag, Ilinniusiorfik til et unikt projekt.

- Det særlige grønlandske-danske samarbejde mellem en kunstner og en forsker handler om mere end blot en flot tegneserie. Det er også fortællingen om, hvordan kunst og videnskab smelter sammen og danner et helt nyt udtryk, som hverken er kunst eller videnskab, men en helt tredje form for indsigt, siger Martin Appelt.

Han påpeger, at kunsten konfronterer videnskaben, og tvinger forskerne til at visualisere deres ofte mangelfulde billede af fortiden.

- Kunsten tvinger os til at reflektere over, hvordan redskaber så ud, hvordan de blev brugt, hvordan boligerne så ud, hvordan var de indrettet, og hvordan livet udfoldede sig for fortidens mennesker. De arkæologiske levn fortæller næsten altid kun en lille brøkdel af den komplette historie, men i en tegneserie nytter det ikke at efterlade tomme billedrammer og halve scener, blot fordi man som forsker ikke tør tolke historien fuldt ud.

En af tegneseriens styrker er, at den lægger sig i forlængelse af den mundtlige grønlandske fortælletradition, hvilket lægger til seriens autenticitet. På den måde bygger Nuka Godtfredsen bro til fortiden, hvor mundtlig fortælling var måden at dele nyheder, viden og tanker på.

Tegnet skolebog
Oqaluttuat er fiktion, og det lægger hverken Martin Appelt eller Nuka Godtfredsen skjul på. Tegneserien fortæller ikke, hvad der præcis skete, men hvad der kunne have foregået gennem Grønlands 4500 år lange forhistorie, fortalt i farverige tegninger.

Det kommer de grønlandske skolebørn til gavn. Tegneserien er nemlig også en skolebog, som benyttes i historieundervisningen i Grønland.

Carla Rosing Olsen, forlagschef på det grønlandske undervisningsmiddelforlag Ilinniusiorfik, ser udgivelsen i Japan som en stor anerkendelse af grønlandsk kultur og historie.

- På Ilinniusiorfik i Nuuk anser vi udgivelsen på japansk som et godt initiativ fra japansk side til at udbrede kendskabet til Grønlands historie i den store verden og at det gøres gennem forlagets udgivelse, er vi jo naturligvis meget glade for, siger Carla Rosing Olsen.

Kun begyndelsen
Nuka Godtfredsens flyver til Japan den 24. marts, og han ser frem til at møde kronprinsparret og deltage i Grønlandsfremstødet.

- Det bliver en stor oplevelse at møde Frederik og Mary og være med til at fremme grønlandsk kultur i Japan, siger han, og afslører, at han i forbindelse med åbningen af udstillingen skal demonstrere sin tegnekunst og læse op af Oqaluttuat.

Derudover vil han sammen med hustruen og firmapartneren i forlaget Andala, Lisbeth Valgreen, arbejde på, at resten af Oqaluttuat-serien bliver udgivet i Japan.

I første omgang er det kun ”De første skridt,” som er bind 1 af serien, der udgives i Japan. Men Nuka Godtfredsen håber på at Bind 2, ”Hermelinen,” sammen med bind tre, ”Gaven” der udgives i år samt det planlagte fjerde og sidste bind også får japansk tekst i taleboblerne.

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • nationalmuseet

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker en af Nationalmuseets mange afdelinger i hele landet.
Og husk: Nationalmuseet har gratis adgang. 

Kontakt

Nuka Godtfredsen

Tegner 41 20 62 26

Martin Appelt

Projektseniorforsker 41 20 62 22

Carla Rosing Olsen

Forlagschef, Ilinniusiorfik +299) 38 58 10

Henrik Schilling

Press Relations Manager 4120 6016