Pressemeddelelse -

Kan du gætte hvem jeg er? – Fastelavnsfest på Nationalmuseet

Tag børn og børnebørn med til en sjov og skør fastelavnsfest på Nationalmuseet søndag 7. februar, hvor de kan møde Fru Sommer og Kong Vinter, marchere med Tivoligarden, slubre varm kakao i sig, slå katten af tønden og vinde fine præmier.

Spiderman? En cornflakespakke? En tapper ridder? Fred Flintstone eller måske en yndig prisesse? Vi håber du har fået styr på fastelavnsudklædningen og har fundet misk-mask-masken frem. For så kan du nemlig godt glæde dig til et brag af en hyggelig fastelavnsfest med en lille smule om fastelavnens historie på Nationalmuseet søndag 7. februar.

Børneteater med Fru Sommer og Kong Vinter
Kender du Fru Sommer og Kong Vinter? Du kan møde dem til fastelavnsfesten på Nationalmuseet.
Festlighederne begynder i forhallen kl. 11.00 med en lille times underholdning og teater.

Kong Vinter ved vist ikke, hvad han gør, da han banker Fru Sommer ud af dynerne med fastelavnsriset. Vil foråret og varmen nu komme? Kong Vinter og Fru Sommer kæmper mod hinanden og alle børn må hjælpe til, så Fru Sommer kan vinde og få forårssolen til at skinne ned på vores forfrosne lemmer.

Medvirkende:
Narren – Johanne Dal-Lewkowitch
Fru Sommer – Maria Kastrupsen
Kong Vinter – Lars Kragballe Rasmussen
På harmonika – Lars Grand

Tivoligarden, tøndeslagning og fastelavnsboller
Efter teatret går vi i fælles optog ledsaget af Tivoligarden til Tøjhusmuseets gård, hvor der vil blive slået katten af tønden. Tønderne er flot dekorerede af Billedskolen ved Tvillingehallerne.

I Tøjhusgården vil der være mulighed for at købe varm kakao og fastelavnsboller. Og der vil naturligvis være fine præmier til kattekonger og kattedronninger.

Tid og sted:
Hvem: Børn i alderen 3-12 år – kom gerne udklædt.
Hvad: Fastelavnsfest på Nationalmuseet
Hvornår: Søndag 7. februar, kl. 11.00 – 13.00.
Pris: 50 kr. pr. barn over 3 år.
Køb billet på billet.natmus.dk eller i Nationalmuseets information på selve dagen.

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • nationalmuseet
  • aktiviteter

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker et af Nationalmuseets museer i hele landet.
Og husk: Nationalmuseet har gratis adgang. 

Kontakt

Gitte Engholm

Museumsinspektør Formidling, Nationalmuseet 4120 6050

Mads Hendrich

Pressemedarbejder på aktiviteter 41206027