Pressemeddelelse -

Kan man danse en drage på en forårsdag?

I påsken er Nationalmuseet fuld af japanskinspirerede børneaktiviteter med dans og udklædning. Og så kan du selvfølgelig også klippe et helt klassisk gækkebrev. 

Hvis I har lyst til at opleve en påske uden alt for mange påskeharer og dekorerede æg – så tag hele familien under armen og fejr påsken på Nationalmuseet, som har masser af sjove og utraditionelle påskeaktiviteter for både børn og voksne. (Og de er gratis!) 

I anledning af særudstillingen ”Pigen og Parasollen – Japan i fotostudiet” står påsken på Nationalmuseet nemlig i Japans tegn. I udstillingen kan I prøve en ægte japansk fotomaskine, som forvandler jeres træk, så de passer til japanske skønhedsidealer anno 2014. Så hvordan mon du og din familie ser ud med store manga-øjne og lysere hud? 

Fotoudstillingen har også inspireret en anden påskeaktivitet, hvor du kan få taget et kunstnerisk billede af dig selv iført kimono med en japansk parasol i hånden. Bagefter kan du farvelægge billedet i hånden - ligesom de gamle fotos, man kan se i udstillingen.
Parasollen er også i centrum, når den professionelle danser Hisako Miura optræder med en traditionel parasol-dans fra Okinawa. Dansen fortæller om en ung kvinde, der tænker på sin elsker på en forårsdag. 

Påskens andet dansearrangement på Nationalmuseet er mere utraditionelt: For kan man danse en drage? Eller hvad med et lyn og en rune? Oplev dansens uendelige muligheder, når to dansere i verdensklasse mødes i et fantastisk mix af breakdance, hiphop og akrobatik. I kan også se dansegruppen Next Zone vise uddrag fra en ny danseforestilling, som er skabt af den internationalt anerkendte koreograf Lene Boel. 

Men det ER jo ikke påske uden et gækkebrev, så I kan selvfølgelig også klippe sådan et helt traditionelt ét på Nationalmuseet i påsken. I kan enten designe jeres eget gækkebrev eller klippe efter en af de traditionelle skabeloner. Digt et sjovt, frækt eller sødt gækkevers, og send det til dine bedsteforældre eller bedste ven. Men husk: Hvis du bliver gættet, skylder du et påskeæg. 

PS. Nationalmuseet har også et særligt påsketilbud for voksne lørdag d. 19. april i påskeferien: Nemlig en særlig rundvisning i ”Pigen og Parasollen – Japan i fotostudiet” ved museumsinspektør Martin Petersen. Billetpris 30 kroner.

Se hele programmet for Nationalmuseets påskeaktiviteter på museets hjemmeside.

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • aktiviteter
  • nationalmuseet

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét.

Kontakt

Nynne Bojsen Faartoft

Communications Officer 4120 6019