Pressemeddelelse -

Karin Margarita Frei udnævnes til forskningsprofessor på Nationalmuseet

Nationalmuseet udnævner Karin Margarita Frei til forskningsprofessor. Hun bliver hermed Nationalmuseets første kvindelige professor og landets første professor i arkæometri.

Det er Professor Karin Margarita Freis fortjeneste, at vi nu ved, at Egtvedpigen var en ung berejst kvinde, der kom hertil langvejs fra kort før sin død. Takket være banebrydende forskning og metodeudvikling inden for strontiumisotopanalyser kan Karin Margarita Frei påvise, at nogle af Danmarks mest berømte moselig havde rejst kort før de døde, og hun har dokumenteret, at uldhandelen i forhistorien var dynamisk og international.

Som forsker i arkæoemetri, der er et tværfagligt forskningsfelt mellem naturvidenskab og arkæologi har Karin Margarita Frei sat dansk forskning på verdenskortet flere gange. Hun er en højt anderkendt international forsker inden for migrations- og proveniensstudier i forhistorien.

Derfor udnævnes Karin Margarita Frei til Nationalmuseets første kvindelige professor og landets første professor i arkæometri.

- Det er for mig en meget stor ære at blive udnævnt til forskningsprofessor på Nationalmuseet. Jeg er også utrolig stolt over at være Danmarks første forskningsprofessor i arkæometri. At forske i et så tværfagligt felt er ikke altid lige til. Det kræver, at man tilegner sig kendskab til flere forskningsdiscipliner ud over ens eget. Man er samtidig også nødt til at lære andres forskningstraditioner at kende og danne netværk på tværs af forskellige fag. Jeg føler, at Nationalmuseet har giver mig enestående muligheder for at kombinere det bedste fra arkæologi og naturvidenskab, og det er jeg meget taknemmelig for, siger Karin Frei, som tirsdag den 22. november, kl. 15:15 holder sin tiltrædelsesforelæsning med titlen, ”Unearthing human stories”.

En helt enig international bedømmelseskomite har konkluderet at: ”Karin Margarita Freis forskning er af højeste internationale niveau. Det er dokumenteret gennem hendes imponerende publikationsliste. Hun har bidraget med flere vigtige nye opdagelser inden for arkæometri og i særdeleshed gennem migrations- og proveniensstudier baseret på isotopanalyser af både forhistorisk humant materiale og genstandsmateriale. Hun har dybtgående erfaring i at bidrage til og forvalte tværfaglige forskningsprogrammer samt i at udvikle nye metoder.”

Karin Margarita Frei har foruden den formelle titel som professor modtaget stor faglig anerkendelse for sin banebrydende forskning. Alene i 2015 blev hun kåret som ”Top Author 2015” af Nature Groups tværfaglige tidsskrift Scientific Reports. Yderligere har det amerikanske akademiske tidsskrift, Archaeology, sat hendes forskning i Egtvedpigen på sin ”Top 10 liste” over de vigtigste arkæologiske opdagelser i 2015. Karin Margarita Frei blev endvidere udnævnt af avisen Ingeniøren til vinder af ”Årets Bedste Danske Forskningsresultat”, og hun har modtaget Eilschou Holms legatpris af Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab.

Hendes evne til at favne både toppen af den naturvidenskabelige forskningsverden og toppen af den humanistiske forskningsverden inden for arkæologi, gør Karin Margarita Frei til en unik forskningsprofil. Hun har formodet at bygge et meget vidtforgrenet forskningsnetværk op og er en af forgængerne i at bygge bro mellem flere forskningsdiscipliner.

Karin Margarita Frei har i 2015 modtaget to forskningslegater i millionstørrelse; det ene fra Carlsbergfondet og det andet af Jubileumsfondet fra Sveriges Nationalbank - Riksbankens Jubileumsfond. I oktober i år modtog hun sammen med professor Kristian Kristiansen fra Göteborg Universitet og professor Eske Willerslev fra Københavns Universitet endnu en stor millionbevilling fra Jubileumsfondet fra Sveriges Nationalbank. Dermed kan professor Karin Margarita Frei og hendes team i de følgende år forske videre i forhistoriske mobilitetsmønstre og netværkshandel med udgangspunkt i Europas kulturarv.

De store projekter åbner ifølge Karin Margarita Frei helt nye forskningsperspektiver.

- Et af de store perspektiver ved disse nye projekter er, at jeg kan udvikle en ny forskningspraksis indenfor arkæometri, det som jeg kalder for ”collective interpretation”. Det går ud på at etablere tætte samarbejder med topforskere fra flere discipliner og fakulteter, som i fællesskab undersøger samme problemstillinger ved at bruge flere forskellige metoder på samme materiale. Nøglen er, at alle resultater tolkes sammen og ikke hver for sig, som det ofte er praksis. Sådan en fælles fortolkning kan bringe os tættere end nogensinde før på disse menneskers egne personlige historier, siger Karin Margarita Frei.

Tiltrædelsesforelæsning:
Nationalmuseet inviterer til Karin Margarita Freis tiltrædelsesforelæsning med titlen, ”Unearthing human stories”, tirsdag den 22. november 2016, kl. 15:15-16:15 og til efterfølgende reception i Nationalmuseets festsal.

CV Karin Margarita Frei:
Karin Margarita Frei, er født i Argentina i 1973 og opvokset i Argentina og Spanien men har rødder i Danmark og bor i dag i Søborg nord for København.

Hun tog sin kandidatgrad i geologi ved Københavns Universitet og skrev speciale i geokemi med Prof. Minik Rosing om nogle af jordens ældste bjergarter, som findes i Grønland. Hun tog sin ph.d. ved det humanistiske fakultet ved Københavns Universitet, hvor hun udviklede nye proveniensmetoder til forhistoriske tekstiler.

Karin Margarita Frei har været en del af CTR - Danmarks Grundforskningscenter for tekstilforskning under sine ph.d. studier og under den første af sine to postdoc-studier. I forbindelse med sin anden postdoc ved Gøteborg Universitet og Nationalmuseet var hun tilknyttet et stort international European Research Council (ERC) projekt. Siden 2014 har hun været ansat ved Nationalmuseet som seniorforsker og har indgået i flere store internationale forskningsprojekter i blandt andet Kina, Tyskland, Sverige, USA samt været gæstelektor ved Gøteborg Universitet i Sverige i en periode på 3 måneder i 2015.

Karin Margarita Frei har modtaget en række internationale og nationale priser for sin tværfaglige forskning. Hun modtog den prestigefyldte pris ”Best Ph.D. Award” for sin ph.d. afhandling i arkæometri af den franske Groupe des Méthodes Pluridisciplinaires Contribuant à l’Archéologie under en ceremoni ved Lièges Universitet i Belgien i 2011. Derudover har hun modtaget For Women in Science Fellowship Award i 2012, som tildeles af L’Oréal Denmark, UNESCO og den Kongelige Videnskabernes Selskab.

I 2015 modtog hun yderligere en del priser for sin banebrydende forskning omkring Egtvedpigen af blandt andet avisen Ingeniøren, som kårede hendes resultater til det bedste danske forskningsresultat i 2015, og det akademiske magasin Archaeology udnævnte Egtvedpigens til at være en af verdens Top 10 opdagelser i Arkæologi i 2015. Yderligere blev hun kåret som Top Author 2015 af Nature Groups tværfaglige tidsskrift Scientific Reports, og hun fik tildelt Eilschou Holms legatpris af Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab.

Læs pressemeddelelsen om Karin Freis undersøgelser af Egtvedpigen.

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • nationalmuseet
  • forskning

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker et af Nationalmuseets museer i hele landet.

Kontakt

Karin Margarita Frei

Seniorforsker, Nationalmuseet Strontiumanalyse 61 83 20 01

Henrik Schilling

Press Relations Manager 4120 6016