Pressemeddelelse -

Kongernes Jelling kan blive årets europæiske museum

Kongernes Jelling er nomineret til Europas største museumspris - European Museum of the Year Award (EMYA).

European Museum of the Year Award (EMYA) er en af de mest anerkendte internationale konkurrencer for museer. Mellem de tidligere vindere findes prestigemuseer som Guggenheim-museet i Bilbao og Victoria and Albert Museum i London.

Det er blandt andet den nye udstilling i Kongernes Jelling, der har fået udlandets øjne op for det danske museum. Siden juni 2015 har over 300.000 besøgende været i Jelling for at se den moderne formidling. Der har været god omtale i både danske og engelske aviser og selv New York Times har været forbi den jyske landsby.

Kongernes Jelling vil være et godt eksempel og vil inspirere andre museer og besøgscentre, der kun har få genstande at udstille, ligger langt fra de store byer og vil tiltrække nye besøgsgrupper.

-Vi får mange positive kommentarer fra vore gæster i Jelling, men at få denne anerkendelse og blive nomineret ved en international konkurrence betyder rigtig meget. Det bringer budskabet om vores formidling endnu længere ud”, siger Hans Ole Matthiesen, daglig leder af Kongernes Jelling.

En hollandsk dommer besøgte Jelling i august, og siden har en anonym bedømmer været forbi Kongernes Jelling, og de kunne åbenbart lide det de så. I maj måned bliver det så afgjort, om fortællingerne om vikingekonger og religionsskiftet er nok til at vinde prisen, der bliver delt ud i den kroatiske hovedstad Zagreb.

-Det bliver ingen nem opgave, men lad os se.Lige nu er vi bare stolte over nomineringen, og vi ved, det bliver meget svært at gå hele vejen, siger Hans Ole Matthiesen.

Det er ikke første gang, at Kongernes Jelling får international opmærksomhed. Tidligere på året var Kongernes Jelling nomineret til en pris i ”The British Museum and Heritage Award”.

Danmark har tidligere vundet European Museum of the Year Award. I 1988 fik Brandts Klædefabrik i Odense titlen, og i 1994 var det Nationalmuseet tur.

Oplevelse for hele familien

  • Udstillingen i Jelling fortæller om vikingerne ude og hjemme, om religionsskiftet og de to vikingekonger Gorm den Gamle og Harald Blåtand. Alt sammen fortalt med moderne formidlingsmetoder, der indeholder interaktivitet, korte tekster og en række digitale tiltag.
  • Kongernes Jelling stod færdigt i sin nuværende form i juni 2015 og er en del af Nationalmuseet. Det er placeret i Monumentområdet i Jelling. Lige op ad de to høje, kirken og de to runesten. Et område der er på UNESCOs Verdensarvsliste.
  • Udstillingen er udviklet i samarbejde med de tyske udstillingsarkitekter fra ART+COM, Berlin.
  • Det nye Kongernes Jelling er opbygget i et samarbejde mellem Vejle Kommune og Nationalmuseet.

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • kongernes jelling

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker et af Nationalmuseets museer i hele landet.

Kontakt

Morten Teilmann-Jørgensen

Projektleder ved Kongernes Jelling 41 20 63 35

Hans Ole Matthiesen

Overinspektør Leder af Kongernes Jelling 41 20 63 30.