Pressemeddelelse -

Line Knutzon: ’Heksemutter’ er specialdesignet til Heidi Colding, som var det en kjole!

Den 6. – 23. september 2016 åbner Frilandsmuseet i Lyngby stalddøren for den brandbare komedie ’Heksemutter’ af Line Knutzon. Og igen den 28. – 31. oktober 2016 omkring Allehelgen/Halloween

Frilandsmuseet opfører ’Heksemutter’ i en stald fra 1650erne: nærmere bestemt i museets gård fra Ejdersted i Sydslesvig, som er helt unik med sit 12 meter høje pyramideformede tag – og gårdens store staldrum er ikke tilfældigt valgt som scenografi, da Line Knutzons groteske humor kræver højt til loftet …

Komedien er en monolog, der handler om den meget uheldige Dorthe.Hun er en tidligere skæremester på Tulip Slagterierne, men var tæt på at skære venstreskinneben af sig selv, så nu ernærer hun sig ved at holde foredrag om hekse.

Desværre er hun ikke god til at vække begejstring blandt tilhørerne for det ellers spændende emne – og det frustrerer hende naturligvis.Der må afprøves nye greb, og hvad med at illustrere med garnnøgler, hvem der blev udråbt som heks og hvorfor? Virker det? Lytter publikum nu?

Fordelene ved at kende hinanden
Dorthe spilles af Heidi Colding-Hansen, og det er ikke første gang at Line Knutzon og Heidi Colding-Hansen arbejder sammen.De to kender hinanden godt, og har haft en arbejdsproces, hvor Line Knutzon har skrevet teksten med Heidi i tankerne … hørt hende for sit indre øre … set hende for sit indre blik, og hvor Heidi Colding-Hansen har afprøvet og tilpasset efter behov.

- Jeg har hele tiden vidst, at Heidi skulle spille rollen, og det har haft afgørende
betydning for resultatet.Var det ikke Heidi, der skulle spille rollen, var teksten blevet anderledes, ikke dårligere, ikke bedre, bare anderledes. ’Heksemutter’ erspecialdesignet til Heidi Colding, som var det en kjole, fortæller Line Knutzon.

At vide på forhånd hvem skuespilleren var, har været en hjælp i forhold til formen, da Line Knutzon aldrig har prøvet at skrive en monolog, hvor en skuespiller skal tale uafbrudt uden at tale med nogen.

- En monolog er en kunstig og svær disciplin, og så er det en stor fordel, at jeg kender Heidis timing og hendes måde at gøre tingene på … hendes spillopper. Det har jeg virkelig kunnet bruge i skriveprocessen.

Og så gør kendskabet det nemmere at udfordre hinanden, og fremprovokere nye ideer, fordi høflige hensyn og forbehold for længst er forsvundet.

- Vi er ikke sarte, fordi vi kender hinanden så godt. Vi kan gå direkte til sagen, siger Line Knutzon med er smil – Vejen er dejlig kort.

Dramatiker Line Knutzon
Dorthe
Heidi Colding-Hansen
Instruktør
Lars Knutzon
Dramaturg Anna Lawaetz
Lysdesign Jeppe Lawaetz
Musik til komikken Mikkel Gomard

Og Mikkel Gomard spiller også andet end instrumenter: nemlig Dorthes gode ven Rudy fra Ukraine.Han underholder med suppe-steg-og-is-musik, når hun fremfører sit hjemmestrikkede foredrag om fordomme og hekse på bålet, og er en tavs, men vigtig støtte for Dorthe, når hun bliver indigneret over sit anstrengende møde den offentlige sektor, der erklærer hende fuld arbejdsdygtig efter hun næsten skærer benet af sig selv - og tilmed brænder sine hænder på en helt utrolig uheldig måde.De lytter jo heller ikke, dem på kommunen!

I stykket springes der behændigt mellem nutid og fortid, og der skal ikke afsløres noget om slutningen, udover at det hele går op i flammer …

Heksemutter spiller fra 6. – 23. september 2016
Frilandsmuseet
Kongevejen 100
2800 Lyngby

Udskoling og ungdomsuddannelser sætter sig tirsdag-fredag på de 60 pladser, der er til rådighed i gården fra Ejdersted (nr. 31)

Alle andre – fra 14 år – kan opleve stykket om lørdagen, hvor der spilles kl. 13.00 og 14.30

Varigheden er ca. 35 minutter

Billetter til om lørdagen købes på teaterbilletter.dk

Skoler bestiller
på Frilandsmuseets onlinebooking

Skoler og unge/børn under 18 har gratis adgang til selve museet, men voksne skal udover billetprisen til teatret betale en museumsentre på 65 kr. - men følges man med et barn, er der selvfølgelig rabat, så det kun koster 50 kr.

Heksemutter kan også overværes fra den 28.-31. oktober 2016
Her afholdes Allehelgen/Halloween som et særarrangement på Frilandsmuseet med masser af slik og gys i mørket - for det spøger i og omkring husene!Det er ganske vist, at hårene rejser sig på selv store og stærke mænd, når pigen og den gamle mand rumsterer rundt. Vagterne har gentagne gange ledt efter larmende museumsgæster efter lukketid, der ikke var der; det var et af spøgelserne … igen.

Find info om Allehelgen/Halloween på Frilandsmuseets hjemmeside

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • aktiviteter
  • frilandsmuseet

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker et af Nationalmuseets museer i hele landet.

Kontakt

Trine Jul Bastrup

Pressekontakt Teater, Frilandsmuseet 61 27 04 53