Pressemeddelelse -

Lur på bronzealderens kultiske klange på Nationalmuseet

Lørdag den 8. november inviterer Nationalmuseet til en enestående koncertoplevelse, hvor gruppen Klang av Oldtid spiller på to bronzelurer, som er fremstillet præcis som for 3000 år siden. Gratis adgang. 

Lørdag den 8. november kl. 13.00 kan du første gang nogensinde høre, hvordan bronzealderens berømte lurer lød. Her giver gruppen Klang av Oldtid nemlig gratis koncert i Nationalmuseets forhal, hvor de iført bronzealderklæder spiller på to lurer, som er eksakte kopier af to 3000 år gamle lurer. Det er de første lurer, der nogensinde er fremstillet på præcis samme måde og af samme materiale som i bronzealderen, og koncerten på Nationalmuseet er lurernes musikalske debut i Danmark. 

Kopi-lurerne er blevet til på initiativ af basunist Jens Christian Kloster fra Klang av Oldtid og er lavet af bronzestøber Peter Jensen fra Bagsværd på baggrund af 3D-scanninger af de originale lurer. De blev fundet i Brudevælte Mose i 1797 sammen med to andre lurpar, hvoraf fem ud af de seks i dag kan ses i Nationalmuseets Oldtidsudstilling. Gennem tiden er der fundet 39 lurer i Danmark. 

Efter koncerten, som varer cirka en halv time, svarer Klang av Oldtid på spørgsmål og fortæller mere om det spændende og udfordrende arbejde med at genskabe bronzealderens lurer og lyde. Det krævede nemlig - dengang som nu - gode håndværksevner at støbe og stemme de komplicerede instrumenter, som i bronzealderen var mere end musikinstrumenter: De var kultiske genstande, som blev brugt i forbindelse med tilbedelse af solen. 

Koncerten er arrangeret af Nationalmuseets Museumsbutik, hvor du også kan købe Klang av Oldtids nye cd ”Bronselur” - hvis koncerten har givet dig smag for bronzealderens kultiske klange. 

Fakta: Klang av Oldtid-koncert på Nationalmuseet med bronzelurer 
Tid: Lørdag den 8. november kl. 13.00-13.30 
Sted: Forhallen på Nationalmuseet 
Pris: Gratis

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • nationalmuseet
  • aktiviteter

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét.

  • Hvert år besøger over en million mennesker en af Nationalmuseets mange afdelinger 
  • I 2013 var Nationalmuseet i Prinsens Palæ Danmarks mest besøgte museum
  • Nationalmuseet har gratis adgang

Natmus.dk | Facebook | Instagram | Twitter | FlickrYoutubePressekontakt

Kontakt

Flemming Kaul

Seniorforsker Danmarks og Middelhavslandenes Oldtid 51 25 18 61

Berit Heine

Indkøber Museumsbutikken, Nationalmuseet 41 20 68 51

Nynne Bojsen Faartoft

Communications Officer 4120 6019

Jens Christian Kloster

Basunist Klang av Oldtid 0047 93 22 34 27

Henrik Schilling

Press Relations Manager 4120 6016