Pressemeddelelse -

Nu åbner Frilandsmuseet og Brede Værk

D. 1. maj åbner Frilandsmuseet og Brede Værk dørene for en ny sæson. Her kan du året igennem opleve gamle håndværkstraditioner blive vakt til live og selv prøve livet som fabriksarbejder. 

D. 1. maj starter den nye sæson på Frilandsmuseet og Brede Værk med masser af spændende oplevelser for hele familien. På de to museer kan publikum opleve livet, som det tog sig ud fra 1700-tallets nøjsomme landboliv til industrialiseringens buldrende indtog i Danmark.

På Frilandsmuset står 2014 i høj grad i håndværkets tegn, og museets gæster kan blandt andet følge genopførslen af et gammelt hus på museet – nemlig en degne- og enkebolig fra 1600-tallets slutning fra Stenstrup på Fyn. Den vil museets håndværkere året igennem genopføre, som den så ud omkring år 1800.

Godt håndværk er også i centrum i weekenderne d. 24. - 25. maj og d. 18. - 19. oktober 2014, hvor Frilandsmuseet holder ”Håndværkets Dage”. Her bliver glemte håndværkstraditioner vakt til live, og Frilandsmuseets håndværkere deler ud af deres viden om gode teknikker, materialer og værktøjer til vedligeholdelse af gamle huse. Tapeter, trykvalser og tapettryk er et nyt spændende fokusområde på Frilandsmuseet.

Håndværkstraditioner er også et vigtigt aspekt af Dansk Mølledag d. 15. juni, hvor Frilandsmuseet åbner alle sine syv vand- og vindmøller for gæsterne. Museets møller er alle af forskellige typer og fra forskellige tider og steder og giver derfor gæsterne et indblik i møllernes forskellige konstruktioner og møllefagets historie - og en pose mel til at bage med derhjemme.

Frilandsmuseets nye sæson betyder også oplevelser for de allermindste gæster: Fra d. 1. maj kan de helt små børn nemlig opleve en halv times dyreformidling ”Bondens dyr” hver tirsdag, onsdag og torsdag kl. 10.45 (undtaget højsæsonen) ved gården fra Rømø.

Samlebåndsarbejder for en dag
På Brede Værk kan de lidt større børn få en helt anden slags oplevelse med hjem – nemlig livet som fabriksarbejder ved samlebåndet. Dét er blot en af de aktiviteter, både børn og voksne kan prøve på den gamle klædefabrik ved Mølleåen nord for Kongens Lyngby, hvor historien om industrialiseringen i Danmark bliver foldet ud gennem en række udstillinger og prøv-selv-aktiviteter.

Brede Værk fortæller historien om arbejderne, der boede i fabrikkens små, gule arbejderboliger med egen have, om mestrene i de store, hvide villaer og om fabrikkens ejere, der om sommeren residerede i den smukke hovedbygning fra 1797.

Hver søndag fra d. 1. maj og til og med september byder Brede Værk på rundvisninger, hvor man kan opleve de forskellige udstillinger samt hovedbygningen og arbejderboligerne indefra. I løbet af sommeren vil der også være en række sjove børneaktiviteter, som tager udgangspunkt i Brede Værks udstillinger og historie.

Højsæsonen fra d. 1. juli til 10. august byder på et væld af gratis teaterforestillinger for hele familien, som spilles rundt omkring på både Frilandsmuseet og Brede Værk Her kan man møde 1950’er-husmoderen i arbejderboligen, 1930’ernes brugsuddeler og 1800-tallets bønder i gang med livets sysler og genvordigheder.

Og så er de smukke omgivelser på både Brede Værk og Frilandsmuseet perfekte til en medbragt picnic-kurv. Så velkommen til den nye sæson på Frilandsmuseet og Brede Værk.

Gratis adgang. Se hele programmet for Frilandsmuseets og Brede Værks mange aktiviteter og oplevelser i løbet af sæsonen 2014 samt åbningstider.

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • brede værk
  • aktiviteter
  • frilandsmuseet

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét.

Kontakt

Anja Jørgensen

Museumsinspektør Frilandsmuseet, Landbokultur og Søfart, Nationalmuseet 4120 6402

Nynne Bojsen Faartoft

Communications Officer 4120 6019