Pressemeddelelse -

Ny særudstilling: Kost og sundhed i oldtiden

Med særudstillingen ”Mennesker – kost, helbred og oprindelse i oldtiden” sætter Nationalmuseet fra den 19. juni – 28. september fokus på menneskets kost, sundhed og mobilitet. Udstillingen er en del af festivalen Science in the City.

Hvad en midaldrende mand tænkte i minutterne, inden han blev dræbt og ofret til guderne i en sydsjællandsk mose for 1300 år siden, ved ingen. Men hans tanker var næppe formuleret på det lokale sprog, for han stammede fra en egn langt fra datidens Danmark. Det afslører nye naturvidenskabelige undersøgelser af mandens skelet, som indgår i ny særudstilling på Nationalmuseet.

Takket være moderne naturvidenskabelige metoder kan arkæologerne i dag komme meget tæt på fortidens menneskers helbred, på hvad de spiste, og hvor de kom fra. Netop disse metoder er fokus for den særudstilling, ”Mennesker – kost, helbred og oprindelse i oldtiden”, som Nationalmuseet viser i forhallen fra 19. juni, under den store videnskabsfestival Science in the City.

- Nationalmuseet vil gerne vise det store spektrum af naturvidenskabelige metoder, som arkæologerne benytter sig af. Mange kender til C14-datering og mulighederne i DNA-analyse, men den moderne naturvidenskabelige værktøjskasse rummer mange andre metoder, som får knogler og planter til at fortælle historie, og som kan bruges til at kortlægge fortidens klima og landskab, siger forskningsprofessor ved Nationalmuseet, arkæolog Lars Jørgensen.

Det er netop en metode til at måle isotopen strontium i menneskeknogler, som afslører, at den ofrede mand fra Hundstrup Mose i Sydsjælland stammede langvejs fra. Præcis hvor er vanskeligt at sige, men han kan være fra Norge, Skotland eller Frankrig.

Ungt kød
Isotopen strontium findes i varierende mængder i undergrunden. Mennesker optager strontium gennem den mad, de spiser, og det vand de drikker. Derfor kan man ved at måle strontiumindholdet finde ud af, hvor mennesker er født, og hvor de har boet, og dermed vise, om folk rejste meget i oldtiden.

At oldtidens danskere kunne være meget stedfaste, afslører strontiumindholdet i skelettet af en fornem kvinde, som vises i udstillingen. Hun blev gravlagt år 150 e.Kr. med rige gravgaver fremstillet i Romerriget.

Strontiumindholdet viser, at hun levede hele sit liv på Vestlolland, mens andre analyser af kvindens knogler fortæller om hendes sundhedstilstand og kost.

- Hun led af en godartet, men svær svulst på højre lårben, der uden tvivl må have gjort hendes gang smertefuld, og så viser indholdet af kvælstofisotoper, at hun spiste meget kød fra især gris og meget unge dyr, siger Lars Jørgensen.

Hul i hovedet
Udstillingen viser også, hvordan man allerede i stenalderen udførte komplicerede kirurgiske indgreb. For mere end 5000 år siden gennemgik en yngre mand fra Falster en særdeles barsk operation – en såkaldt trepanering. Indgrebet bestod i at bore et hul i hans kranie, sandsynligvis for at fjerne en svulst, blodansamlinger eller behandle et slagsår i kraniet. Manden overlevede operationen, og heling af sårhullets kanter tyder på, at han levede længe efter operationen.

- I stenalderen har man sandsynligvis brugt kirurgiske instrumenter lavet af flint, og man har tydeligvis vidst, hvordan indgrebet skulle udføres, idet vi kender til flere eksempler, hvor personer overlevede indgrebet, siger Lars Jørgensen.

Derudover viser udstillingen, hvordan dyreknogler og planterester kan belyse fortidens kost og inspirere til moderne rekonstruktioner af forhistoriske delikatesser - såsom en øl inspireret af den drik, man fandt rester af i en barkspand, som Egtvedpigen fik med sig i graven for 3400 år siden.

Udstillingen åbner den 19. juni og indgår i videnskabsfestivalen Science in the City, der finder sted 21. – 26. juni. Udstillingen er skabt i et samarbejde mellem Nationalmuseet og Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • nationalmuseet
  • udstillinger

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét.

Nationalmuseet er Prinsens Palæ i København, Frilandsmuseet, Brede Værk, Kongernes Jelling, Frøslevlejrens Museum, Trelleborg, Tøjhusmuseet, Orlogsmuseet, Tre historiske hjem (herunder Klunkehjemmet), Liselund, Kommandørgården, Frihedsmuseet (lukket på grund af brand) og Musikmuseet (som åbner i nye omgivelser i september 2014). 

Hvert år besøger over en million mennesker en af Nationalmuseets afdelinger.
I 2013 var Nationalmuseet i Prinsens Palæ Danmarks mest besøgte museum.


Natmus.dk | Facebook | Instagram | Twitter | FlickrYoutubePressekontakt

Kontakt

Karin Margarita Frei

Seniorforsker, Nationalmuseet Strontiumanalyse 61 83 20 01

Lars Jørgensen

Forskningsprofessor, Nationalmuseet 41 20 61 60

Sandie holst

Arkæolog Ansvarlig for udstillingen: Mennesker – kost, helbred og oprindelse i oldtiden 41 20 61 65

Henrik Schilling

Press Relations Manager 4120 6016