Pressemeddelelse -

Østjyske kirker gemmer på ukendte bygningsdetaljer

Kirkerne i Hornstrup og Øster Snede nord for Vejle viser sig at rumme spændende og hidtil ukendte bygningsdetaljer. De beskrives sammen med kirkerne i Grejs og Bredballe i værket Danmarks Kirker Vejle Amt bind 19, der udkom lige efter nytår.

Da man i middelalderen i 1100-tallet byggede kirken i Hornstrup valgte man at dekorere korets og skibets ydersider med såkaldte blændinger. Det er store, kvadratiske felter adskilt af smalle lodrette bånd, som er udført i ydermurens frådsten, som er en art blød kalksten. Men udsmykningen blev aldrig gjort færdig. Nu har Nationalmuseets kirkeeksperter undersøgt og beskrevet Hornstrup Kirke. De kan fastslå årsagen til, at udsmykningen ikke blev fuldendt.

Det skyldes ifølge Niels Jørgen Poulsen, der er redaktør ved værket Danmarks Kirker på Nationalmuseet, at bygmesteren blev skiftet ud undervejs i byggeriet.

- Byggeriet har tydeligvis været afbrudt, og da man genoptog arbejdet valgte man ikke at fortsætte med udsmykningen. Min teori er, at bygmesteren blev udskiftet undervejs i byggeriet, måske fordi han døde, og hans afløser valgte ikke at gennemføre facadeudsmykningen, forklarer Niels Jørgen Poulsen.

Sammen med kollegaen Ebbe Nyborg har han besøgt og beskrevet kirkerne i Hornstrup, Bredballe, Grejs og Øster Snede, som nu udgives i Nationalmuseets store bogværk Danmarks Kirker. De har beskrevet kirkerne og fundet flere små og spændende bygningsdetaljer, som hidtil har været ukendt.

Apsis revet ned
I Øster Snede kunne de således påvise, at kirken har haft apsis, som er den korte rundede afslutning af koret. I en del middelalderkirker er apsis revet ned, og det samme viser sig også at være tilfældet i Øster Snede.

Niels Jørgen Poulsen og Ebbe Nyborg har fundet seks granitkvadrer, der alle har en svag krumning. Det er sten, der benyttes til at give mure en krumning, hvilket er typisk for en kirkes apsis.

- Vi kan se, at man genbrugte stenene i reparationer af kirkemuren, og den ene sten indgår endda i lukningen af hullet i muren, efter at apsis er revet ned, siger Niels Jørgen Poulsen, som også har et bud på, hvornår kirkens apsis forsvandt.

- I 1786 tegnes et matrikelkort over landsbyens marker i Øster Snede, og korttegneren har været mere detaljeret, end den slags normalt er. Han har gjort sig den ulejlighed også at indtegne kirken med apsis, og derfor kan vi slå fast, at apsis er fjernet efter 1786, siger Niels Jørgen Poulsen.

Murermesterens signatur
Netop Øster Snede Kirke rummer andre små detaljer, som en besøgende kan opleve. I korbuen findes et meget særpræget kalkmaleri, der forestiller en kriger med et flagrende stort hår og skæg. Han er malet i begyndelsen af 1500-tallet og forestiller enten Samson, det Gamle Testamentes stærke mand, hvis styrke sad i håret, eller helten Holger Danske.

I Øster Snede Kirke findes også et bomærke, et slags logo, som er malet på et af hvælvene over kirkerummet. Det stammer fra begyndelsen af 1500-tallet og må have tilhørt den bygmester, som indbyggede kirkens hvælv, men han var ikke den samme, som byggede kirken i Øster Snede eller den i Hornstrup, som blev bygget nogle århundreder tidligere.

- Vi kender ikke hans navn, men jeg kalder ham for sjov ”Trappemesteren”, fordi jeg i flere andre kirker, hvor han har bygget hvælv og trapper, er stødt på hans karakteristiske måde at bygge på, siger Niels Jørgen Poulsen og fortsætter:

- Netop de fire kirker, vi her har beskrevet, vidner om, at kirker er dynamiske byggerier, som rummer adskillige bygningsfaser og mange historier. De fire kirkebygninger er summen af mange århundreders ombygning og tilbygning. Kirkerne i Hornstrup og Øster Snede opføres i 1100-tallet; de to kirker får hvælv og tårn i 1400 eller 1500-tallet, mens kirkerne i Grejs og Bredballe er bygget i henholdsvis 1882 og 1907 i den tids arkitektoniske byggemåde.

Fakta: Danmarks Kirkers udgivelse om fire kirker i Vejle Amt

  • Danmarks Kirkers udgivelse om kirker i Vejle udgives af Nationalmuseet med støtte fra Kulturministeriet, Kirkeministeriet, Carlsbergfondet og Ny Carlsbergfondet. Bogen beskriver fire kirker i det gamle Vejle Amt: Hornstrup, Bredballe, Grejs og Øster Snede.
  • Bogen kan købes på Nationalmuseets Museumsbutiks hjemmeside eller på Syddansk Universitetsforlag. Du kan også bede din lokale boghandler om at bestille et eksemplar til dig.

Fakta: Danmarks Kirker

  • Danmarks Kirker er Nationalmuseets store grundlæggende værk om de danske kirker. I 2013 havde bogværket 80 års jubilæum: Første bind udkom nemlig i 1933. Siden dengang er kirkerne i Østdanmark og i store dele af Jylland og Fyn blevet beskrevet.
  • I september 2013 blev alle udgivelser tilgængelige online. Digitaliseringen giver mulighed for, at du kan læse om samtlige cirka 1550 kirker, kirkesale, kapeller og kirkegårde, som indtil nu er blevet beskrevet i Danmarks Kirker.
  • For tiden udgiver Danmarks Kirker bøger om kirkerne i de gamle amter Vejle, Ringkøbing, Svendborg og Odense.

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • udgivelser
  • nationalmuseet

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker en af Nationalmuseets mange afdelinger i hele landet.
Og husk: Nationalmuseet har gratis adgang. 

Kontakt

Ebbe Nyborg

Redaktør Danmarks Kirker, Nationalmuseet 4120 6130

Niels Jørgen Poulsen

Redaktør ved Danmarks Kirker 41 20 61 37

Henrik Schilling

Press Relations Manager 4120 6016