Pressemeddelelse -

Rekord: Trelleborgs besøgstal går bersærk!

Harald Blåtands borg er en publikumsbasker, som i 2014 øgede besøgstallet med 50 procent. Det er ny besøgsrekord.

Da Trelleborg den 2. november lukkede for sæsonen 2014, havde 44.215 gæster besøgt Harald Blåtands borg. Dermed øgede Trelleborg sit besøgstal med næsten 50 procent, hvilket er ny besøgsrekord. Aldrig har så mange mennesker besøgt den vestsjællandske vikingeborg inden for samme år.

Det fantastiske besøgstal kommer ikke helt bag på leder af Trelleborg Anne-Christine Larsen:

- Allerede sidst i juli passerede vi sidste års samlede besøgstal, så jeg har haft på fornemmelsen, at vi var på vej mod noget stort, siger Anne-Christine Larsen og fortsætter:

- Vi har haft et godt program, sommeren har været fantastisk, og så har vi fået gratis adgang til Trelleborg med undtagelse af vikingefestivalen, og dét har i den grad gavnet besøgstallet.

Det er som led i sammenlægningen med Nationalmuseet, at der er indført gratis adgang på Trelleborg. Desuden er markedsføringen øget væsentligt takket være samarbejdet mellem Nationalmuseet og Slagelse Kommunes projekt Ny Trelleborg.

Anne-Christine Larsen håber, at Trelleborg i løbet af de kommende år kan bryde grænsen til de magiske 50.000 gæster.

- Hvis Trelleborg kommer på Unescos liste over verdenskulturarv, er jeg sikker på, at vi når over 50.000 besøgende årligt, siger hun.

Unesco træffer sin afgørelse i løbet af 2015. Indtil da er personalet på Trelleborg i fuld gang med at planlægge næste sæsons aktiviteter på Trelleborg, som åbner igen den 1. april 2015.

I 2015 vil der være fokus på blandt andet mad og mennesker, hvor publikum både kan smage på vikingemad og selv prøve at lave vikingemad helt fra bunden. Eksperimental-arkæologiske projekter sætter fokus på Trelleborg-skjoldet – det eneste vikingetidsskjold, der er fundet i Danmark. Her kan publikum selv fremstille og male deres eget skjold med flotte farver og mønstre. På Trelleborg planlægges også en sommerskole for børn, som forhåbentlig når at komme på programmet næste sommer.

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • trelleborg
  • vikinger

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét.

  • Hvert år besøger over en million mennesker en af Nationalmuseets afdelinger 
  • I 2013 var Nationalmuseet i Prinsens Palæ Danmarks mest besøgte museum
  • Nationalmuseet har gratis adgang

Natmus.dk | Facebook | Instagram | Twitter | FlickrYoutubePressekontakt

Kontakt

Anne-Christine Larsen

Overinspektør, Trelleborg Trelleborg, Nationalmuseet 41 20 63 90

Henrik Schilling

Press Relations Manager 4120 6016