Pressemeddelelse -

Rekordmeget danefæ myldrede op af jorden i 2015

Lige knap 10.000 genstande blev sidste år indleveret til danefævurdering på Nationalmuseet. Det er ny rekord og en markant stigning fra 2014. Fra 30. januar og et år frem udstilles de mest spektakulære fund på Nationalmuseet.

Amatørarkæologer i Danmark havde sidste år mere held i sprøjten end nogensinde før.

Ikke mindre end 9756 genstande blev via de danske lokalmuseer indleveret til danefævurdering på Nationalmuseet
Det er en stigning på 36 procent i forhold til 2014, hvor antallet, der også dengang satte rekord, sneg sig op på 7176.

De mange fund vækker begejstring hos Nationalmuseets direktør Per Kristian Madsen.

- Jeg synes, det er en fantastisk glæde at opleve alle de flotte genstande, som de mange dygtige amatørarkæologer finder frem til. Hvert et lille fund er en brik i det store puslespil, vores allesammens danmarkshistorie, lyder det.

Mere og mere danefæ
Ordningen omkring danefæ er kendt siden 1241, hvor det i Jyske Lov stod skrevet: Finder en mand sølv eller guld, som ingen ejer, da skal kongen have det.
Sådan er det stadig, hvis blot man udskifter kongen med staten og udvider begrebet for sølv og guld til også at omfatte for eksempel rav og bronze og andre kulturhistorisk værdifulde ting.

Det betyder, at man er forpligtet til at indlevere et fund til Nationalmuseet. I praksis sker det næsten udelukkende via det lokale museum, som så sender det til vurdering på Nationalmuseet, hvis det formodes at være danefæ.

Den stigende mængde fund presser systemet, og danefæ-finderne skal derfor væbne sig med en god portion tålmodighed, før deres sag er behandlet – og en eventuel danefægodtgørelse bliver udbetalt.

- Vi har en lang ekspeditionstid, godt to år per sag, det vedkender vi os. Men jeg er stadig glad for ordningen, som den er nu, og vi administrerer den så godt, som vi overhovedet kan, siger Per Kristian Madsen og tilføjer:

- Jeg kender intet andet land i verden, som har en sådan lovregel med så lang levetid og med så afgørende fordele.

Området under lup
Arbejdet med danefæ blev sidste år kigget efter i sømmene af en arbejdsgruppe med folk fra lokalmuseer og Nationalmuseet. Formålet var at finde måder at effektivisere systemet, og også i år vil der blive iværksat en række tiltag, som skal forsøge at forenkle processerne.

Men ifølge Mads Schear Mikkelsen, der er sekretariatschef på Nationalmuseet, ændrer det ikke på, at tålmodigheden nok må bibeholdes blandt amatørarkæologerne.

- Vi vil som minimum forsøge at fastholde den nuværende bemanding på området, men det er ikke sikkert, det er muligt at opprioritere området ressourcemæssigt i 2016, siger han og fortsætter:

- De mange fund er i bund og grund en god nyhed, for de giver fantastisk meget ny viden om Danmarks forhistorie til glæde for alle danskere og interesserede forskere, men samtidig er de en stor udfordring, som giver et massivt pres på alle de involverede enheder og medarbejdere på museet.

Kom og se det bedste fra 2015
Siden 1970’erne er antallet af fund eksploderet, hovedsageligt fordi flere og flere privatentusiaster anskaffer sig en metaldetektor og går på skattejagt.

De mange fund har gennem årene skabt begejstring og gjort os klogere på vores kulturarv, og sidste år er ingen undtagelse. Fra 30. januar kan alle interesserede komme ind og se de mest usædvanlige og betydningsfulde fund fra 2015, når Nationalmuseet blænder op for årets danefæudstilling: Hvad mulden gemte.

Med i udstillingen, der kommer hele Danmark rundt, er blandt andet to skatte med sølvdenarer fra Romerriget fundet på Sjælland og Lolland, og fra samme tidsperiode også et lille låg til en seglæske fundet nær Ribe.

Fra Boest i Midtjylland kan ses fem store bronzeøkser, og så bliver et af Nationalmuseets markante vikingetidsfund, nemlig det berømte Fejøbæger, der kan ses i udstillingen Danmarks Oldtid, forenet med seks små sølvbægre, der sidste år blev fundet på samme sted som Fejøbægeret - bare 140 år senere.

Ingen danefæudstilling uden guld. I år er det de mere end 2000 små guldspiraler fra bronzealderen, som blev udgravet ved Boeslunde i sommeren 2015. Dertil kommer to fornemme guldfingerringe fra Østjylland og en diamantbesat guldring fra Tåsinge, som kan have tilhørt Christian den Fjerdes svigermor.

Selv en stor, tung granitsten kan være danefæ, hvis den vel at mærke er udsmykket og har indgået i en romansk kirke fra 1100-tallet. Stenen blev fundet i gulvet i en hestestald i landsbyen Vrå lidt uden for Ærøskøbing på Ærø. Så man kan sagtens være danefæ, selv om man er af sten og fundet i en hestestald.


Museumsdirektør Per Kristian Madsen glæder sig til at gå udstillingen igennem og se på rigdommen og finde sine egne favoritter - præcis som de mange findere også kan gøre, for de er nemlig inviteret til åbningen og den efterfølgende danefædag den 30. januar.

I alt 150 amatørarkæologer deltager i en særlig temadag på Nationalmuseet tilrettelagt særligt for dem. Her vil Nationalmuseets folk bl.a. fortælle om de seneste forskningsresultater, som de mange detektorfund har resulteret i.


Fakta om danefæudstillingen: Hvad mulden gemte
Tid og sted: Nationalmuseets forhal 30. januar – 31. december 2016


Hvad er danefæ?:

- Danefæ er genstande fra fortiden, der findes i jorden i Danmark. Langt det meste danefæ findes med metaldetektor af danske amatørarkæologer.

- Danefæ er ofte forarbejdet af guld, sølv, bronze eller rav. Alle mønter før 1536 er danefæ. Det samme er sjældne mønter og mønter af ædelmetal ældre end 100 år. Stenøkser og genstande fremstillet af ben, tak eller træ kan også være danefæ.

- Danefæ tilhører staten. Det skal afleveres til et lokalmuseum eller til Nationalmuseet, som afgør, om der er tale om danefæ. Til gengæld får finderen en skattefri godtgørelse bestående af metalværdien samt en dusør, hvis størrelse afhænger af fundets sjældenhed.

- Loven om danefæ kan spores tilbage til middelalderen. Nationalmuseet administrerer danefæloven, der sikrer, at vigtige fund fra Danmarks fortid bliver bevaret for kommende generationer.

- Alle mønter fundet som danefæ opbevares på Den Kgl. Mønt og Medaillesamling på Nationalmuseet, mens størsteparten af de øvrige fund udlånes til det lokalmuseum, fra hvis område fundet blev gjort.


Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • nationalmuseet
  • arkæologi
  • danefæ

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker et af Nationalmuseets museer i hele landet.
Og husk: Nationalmuseet har gratis adgang. 

Kontakt

Per Kristian Madsen

Museumsdirektør Nationalmuseet 4120 6000

Mads Schear Mikkelsen

Sekretariatschef Forskning & Formidling 41 20 60 80

Henrik Schilling

Press Relations Manager 4120 6016